Mødedato: 27.02.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Procesplan for inddragelse af udvalg og følgegruppe i beslutning af indsatser i 2024 under handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) besluttede den 11. december 2023, at der i 2024-2026 afsættes 3 mio. kr. årligt til nye indsatser mod diskrimination i bred forstand under handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser. Med denne sag forelægges en procesplan for inddragelse af udvalg og følgegruppe i udmøntning af midlerne, herunder dagsorden for møde i følgegruppen.  

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender procesplan for inddragelse af udvalg og følgegruppe i prioritering af reserven på 3. mio. kr. til nye indsatser mod diskrimination i bred forstand, som BIU besluttede på mødet d. 11. december 2023.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager dagsorden for møde i følgegruppen den 3. april til orientering.

Problemstilling

Med Budget24 blev aftalepartierne enige om, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fortsat ”afholder møder med den følgegruppe, som forvaltningen etablerede i forbindelse med udarbejdelsen af Københavns Kommunes handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.”. Ved fredagsmail af 19. januar 2024 er deltagerkredsen forelagt for udvalget. Brobyggerne, Finn Nørgaard Foreningen, Jødisk Informationscenter, Nordic Safe Cities og Sharon Givskov er tilføjet deltagerkredsen efter ønske fra udvalget. Deltagerkredsen fremgår af vedlagte bilag.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) besluttede den 11. december 2023, at der i 2024-2026 afsættes 3 mio. kr. årligt til nye indsatser mod diskrimination i bred forstand under handleplan mod racisme, etnisk diskrimination og hadforbrydelser.

Hermed forelægges en procesplan for inddragelse af udvalg og følgegruppe i udmøntning, herunder dagsorden for møde i følgegruppen.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår følgende procesplan:

  • 3. april: Møde i følgegruppe med fokus på aktuelle udfordringer og forslag til nye indsatser.  
  • Juni: Endelig beslutning i BIU om prioritering af reserve i 2024.
  • Anden halvdel af 2024: Indsatser gennemføres.

Forvaltningen foreslår  en dagsorden for mødet, hvor der vil være oplæg om dels aktuelle udfordringer med racisme og etnisk diskrimination i kommunen og eksisterende tiltag. Dels aktuelle udfordringer med antisemitisme og hadforbrydelser. Efter oplæggene får følgegruppen mulighed for at komme med forslag og drøfte nye tiltag og fokusområder i 2024.  

Det foreslås, at forvaltningen på baggrund af følgegruppemødet udarbejder et antal projektbeskrivelser, som forelægges til udvalgets beslutning. Indsatser som udmønter reserven på 3 mio. kr. gennemføres herefter i anden halvdel af 2024, hvor der ligeledes igangsættes en proces for inddragelse af følgegruppe og udvalg i beslutning om udmøntning af reserven for 2025.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.

Politisk handlerum

Udvalget kan foreslå ændringer i procesplan og dagsorden for følgegruppemøde.

Videre proces

Efter udvalgets godkendelse gennemføres møde i følgegruppe d. 3. april. Herefter forelægges et antal projektbeskrivelser for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, som i juni tager endelig stilling til udmøntning af reserven på 3 mio. kr. i 2024.

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen.

  

Beslutning

Indstillingens punkt 1 blev godkendt.

Indstillingens punkt 2 blev taget til efterretning.

Til top