Mødedato: 27.01.2020, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Præsentation af ekspertgruppes anbefalinger om løft af lediges digitale kompetencer

Se alle bilag

 

Resumé

Beskæftigelses- og integrationsborgmesteren nedsatte medio 2019 en ekspertgruppe om løft af lediges digitale kompetencer, som nu har givet syv anbefalinger til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Anbefalingerne vil blive præsenteret for udvalget på mødet, og udvalget kan herefter give input til, hvordan forvaltningen kan omsætte anbefalingerne til en strategi for, hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kan løfte lediges digitale kompetencer. 

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på baggrund af en præsentation af anbefalingerne fra ekspertgruppen om løft af lediges digitale kompetencer har en indledende drøftelse af, hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens strategi for løft af lediges digitale kompetencer kan udformes.   

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard tog i sommeren 2019 initiativ til at nedsætte en ekspertgruppe om løft af lediges digitale kompetencer. Formålet med ekspertgruppen var at generere viden om, hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bedst muligt klæder ledige københavnere på med digitale kompetencer, så deres potentiale udnyttes, og de bliver en større gevinst for virksomhederne (Orientering sendt til BIU d. 17. august 2019).

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil bruge ekspertgruppens input og anbefalinger som et bidrag til udarbejdelsen af en strategi, der skal styrke digitale kompetencerne hos ledige københavnere. Ekspertgruppens anbefalinger skal derved bidrage til at udmønte initiativet ’Styrkelse af lediges digitale kompetencer’ i ’Handleplan for arbejdskraft til virksomhederne’.

Borgmesteren har afholdt tre ekspertgruppemøder i hhv. august, september og november 2019. Det er der kommet syv anbefalinger til Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen ud af. Anbefalingerne har været i høring hos ekspertgruppen i december 2019 og januar 2020.

Løsning

Ekspertgruppens anbefalinger er vedlagt til udvalgets orientering i bilag 1. Tanja Franck, administrerende direktør for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil præsentere de syv anbefalinger for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på udvalgsmødet d. 27. januar 2020.

Ekspertgruppens 7 anbefalinger, som udfoldes i bilag 1 er:

Tema 1: Jobcentret skal bruge metoder, der virker

  1. Ledige skal så vidt muligt opkvalificeres på arbejdspladser.
  2. Jobcentret skal tilbyde opkvalificeringsforløb, som bygger på forskellige læringsmetoder.
  3. Jobcentret skal anvende korte, intensive opkvalificeringsforløb til at opkvalificere ledige.

Tema 2:  Gap’et mellem lediges digitale kompetencer og virksomhedernes behov

    4. Jobcentret skal efterspørge konkret viden om, hvilke digitale kompetencer forskellige job          kræver, så ledige kan opkvalificeres med de relevante kompetencer.

    5. Jobcentret skal i videst muligt omfang teste ledige for at kunne vurdere niveauet af deres     digitale kompetencer.  

Tema 3: Viden skal deles

    6. SMV’erne og jobcentret skal samarbejde om at få ledige akademikere med digitale     kompetencer ud i SMV’erne.

    7. Jobcentret skal igangsætte konkrete pilotprojekter i samarbejde med virksomheder og andre     aktører.

Med afsæt i præsentationen kan Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tage en indledende drøftelse af, hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens strategi for løft af lediges digitale kompetencer kan udformes. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. 

Videre proces

Forvaltningen udarbejder udkast til, hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens strategi for løft af lediges digitale kompetencer kan udformes. Det planlægges, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget får forelagt en indstilling inden sommerferien 2020.

 

Tanja Franck / Marianne Sørensen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.

Til top