Udmøntning af bevilling til særlig beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken
Resumé
Med Budgetaftale 2017 vedtog Borgerrepræsentationen, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skulle iværksætte en særlig beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken i perioden 2017-18. Med Budgetaftale 2019 besluttede Borgerrepræsentationen at forlænge projektperioden med en bevilling på 5,7 mio. kr. pr. år i 2019-20 med et forstærket fokus på at få borgerne i målgruppen i job og uddannelse.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal godkende udmøntningen af bevillingen for 2019-20.
Den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken har til formål at give alle kontanthjælps- og uddannelsesmodtagere med bopæl i området en intensiv indsats med kontinuerlig og virksomhedsrettet aktivering i form af virksomhedsforberedende forløb, virksomhedspraktik og løntilskud.
I takt med at en stor del af målgruppen enten er kommet i job eller er blevet afklaret til andre ordninger i den første projektperiode, vil der fremadrettet være et intensiveret fokus på at få den resterende gruppe i virksomhedspraktik, løntilskud, småjob eller ordinært fuldtidsjob.
I forlængelse heraf vil der i samarbejdet med den lokale aktør i Mjølnerparken også være et styrket virksomhedsrettet fokus gennem etablering af flere virksomhedspraktikker og ordinære jobs til borgerne, herunder til de interne mentorer, der i dag er ansat i Mjølnerparken.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender udmøntningen af den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken for perioden 2019-20.
Problemstilling
Med Budgetaftale 2017 vedtog Borgerrepræsentationen, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skulle iværksætte en særlig beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken i perioden 2017-18. Med Budgetaftale 2019 besluttede Borgerrepræsentationen at forlænge projektperioden med en bevilling på 5,7 mio. kr. pr. år i 2019-20.
Denne indstilling beskriver udmøntningen af denne bevilling i 2019-20.
Løsning
Baggrund
Den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken begyndte i marts 2017 og har til formål at give alle kontanthjælps- og uddannelsesmodtagere med bopæl i området en intensiv indsats med kontinuerlig og virksomhedsrettet aktivering i form af virksomhedsforberedende forløb, virksomhedspraktik og løntilskud.
Størstedelen af borgerne er i perioden 2017-18 blevet opstartet i et virksomhedsforberedende forløb hos Center for Afklaring og Beskæftigelse (CAB). Den selvejende institution FRIGG har i perioden leveret screening af borgerne i forhold til beskæftigelse og uddannelse, uddannet kontanthjælpsmodtagere som mentorer, samt leveret mentorindsats.
Målgruppen har generelt vist sig at være langt fra arbejdsmarkedet med massive udfordringer såsom alvorlige psykiske problemer. Foreløbigt er 28 pct. af kontanthjælpsmodtagerne over 30 år, som har været omfattet af den særlige beskæftigelsesindsats, kommet i job, deltidsjob eller uddannelse[1].
I takt med at en stor del af målgruppen enten er kommet i job eller er blevet afklaret til andre ordninger i den første projektperiode, vil der fremadrettet være et intensiveret fokus på at få den resterende gruppe i virksomhedspraktik, løntilskud, småjob eller ordinært fuldtidsjob. I forlængelse heraf er det med budgetaftalen 2019 besluttet, at der skal være et styrket fokus på følgende:
- Brugen af virksomhedskonsulenter, som kan guide de ledige borgere til job, praktikpladser og løntilskud vil blive øget.
- I forbindelse med virksomhedspraktikker skal der tilknyttes frikøbte mentorer fra den virksomhed, hvor borgeren er i virksomhedspraktik (det er dog en forudsætning, at BIF vurderer, at denne form for mentor kan fremme borgerens evne til at fuldføre virksomhedspraktikken, og at virksomheden er villig til at stille en mentor til rådighed).
- Ansættelse af interne fastholdelsesmentorer der bor i Mjølnerparken til at varetage en mentorindsats for andre borgere i boligområdet, vil fortsætte for dem, der allerede i dag er ansat som mentor. Men indsatsen skal primært betragtes som en trædesten til beskæftigelse uden for boligområdet og udfases i takt med, at de eksisterende mentorer opnår ansættelse andre steder. Der ansættes ikke nye borgere som mentorer.
Derudover vil indsatsen for kontanthjælpsmodtagerne fortsat omfatte virksomhedsrettede forløb, hvor indsatsen er kontinuerlig og med fokus på at opnå ustøttet beskæftigelse eller påbegynde uddannelse. Alle forløb skal være individuelt tilrettelagt, hvor borgeren får koordineret et forløb med fokus på træning af faglige, sociale og personlige kompetencer. Udover tilknytning af en frikøbt mentor i virksomheden i forbindelse med en virksomhedspraktik kan der efter behov tilknyttes en fastholdelsesmentor. Borgerne kan desuden få tilbudt danskundervisning eller anden relevant opkvalificering i tilknytning til en virksomhedspraktik med henblik på at opnå ordinær beskæftigelse.
For de borgere, der har deltidsjob med supplerende kontanthjælp, vil der være et intensiveret fokus på at opnå progression i antallet af ordinære timer og opnå målet om ordinær fuldtidsbeskæftigelse.
En del af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år vurderes at have behov for en mere helhedsorienteret indsats med flere individuelle samtaler og deltagelse i workshopforløb. For denne gruppe kan virksomhedspraktik både have til formål at opnå ansættelse ordinært eller at blive afklaret i forhold til andre ordninger såsom fleksjob og førtidspension.
I forbindelse med regeringens parallelsamfundsudspil skal Mjølnerparken frem mod 2030 nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent. Det er vurderingen, at man i forlængelse heraf kan forvente, at der vil være en udskiftning i beboerne i Mjølnerparken. Forvaltningen og Frigg vil løbende drøfte hvordan borgere, som er omfattet af den særlige beskæftigelsesindsats og som fraflytter til en anden adresse i København, fortsat kan være omfattet af indsatsen.
Indsatsen for de unge
For de uddannelsesparate- og aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere under 30 år vil indsatsen fortsat bestå af den uddannelsesrettede, ordinære indsats. Det kan eksempelvis være brobygningsforløb, uddannelsesafklarende virksomhedspraktikker, faglig opkvalificering eller lignende. For de åbenlyst uddannelsesparate vil indsatsen bestå af nyttejob indtil studiestart.
Samarbejde med lokal aktør
I perioden 2019-20 vil der i samarbejdet med den lokale aktør i Mjølnerparken være et styrket virksomhedsrettet fokus gennem etablering af flere virksomhedspraktikker og ordinære jobs til borgerne, herunder til de mentorer, der har været ansat i Frigg i 2018. Til dette vil der blive ansat en virksomhedskonsulent i Frigg, der med base i Mjølnerparken og igennem tæt samarbejde med CAB’s medarbejdere, har fokus på at opsøge virksomheder, etablere virksomhedspraktikker, småjobs og ordinære jobs og matche borgerne hermed. For at sikre den fornødne kapacitet i Frigg køber CAB årligt et fast antal virksomhedsrettede forløb i Frigg.
Ud over samarbejdet om de virksomhedsforberedende forløb vil der også være mulighed for, at Friggs nuværende undervisningsindsats af kontanthjælpsmodtagerne i Mjølnerparken kan blive forlænget, såfremt der er gode erfaringer med indsatsen i 2018. Resultaterne af undervisningsindsatsen vil blive opgjort i 1. kvartal 2019, hvorefter forvaltningen vil tage en dialog med Frigg om, hvorvidt den del af indsatsen skal fortsætte.
Overordnede målsætninger
Tabel 1 viser målsætningerne for den samlede beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken i perioden 2019-20.
Tabel 1. Oversigt over målsætninger for perioden 2019-20
Aktivitet |
Målsætning |
Intensiv, kontinuerlig og virksomhedsrettet beskæftigelses- og uddannelsesindsats |
Resultatmål
Indsatsmål
|
For perioden 2017-18 er en af målsætningerne for indsatsen, at 20 pct. af kontanthjælpsmodtagerne over 30 år skal i job, deltidsjob, fleksjob eller uddannelse i perioden. Denne målsætning tager dog ikke højde for, hvor stor en andel af målgruppen, der alligevel ville have opnået uddannelse eller beskæftigelse, hvis den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken ikke havde eksisteret, fx pga. den ordinære jobcenterindsats, udvikling i konjunkturer eller ny lovgivning.
For at måle den reelle effekt af den særlige beskæftigelsesindsats i Mjølnerparken er det nødvendigt at måle på udviklingen i andelen af borgere i Mjølnerparken, der er i beskæftigelse (beskæftigelsesfrekvensen) sammenlignet med en kontrolgruppe. Derfor fastsættes fremadrettet et nyt resultatmål om en stigning i uddannelses- og beskæftigelsesfrekvensen på 5 pct. point i forhold til en kontrolgruppe. Dette resultatmål kan ikke sammenlignes med det tidligere resultatmål. ØKF vil understøtte BIF i opstartfasen i målingen af beskæftigelsesfrekvensen og sammenligningen med en kontrolgruppe.
Derudover vil afgangsrater for, hvor mange borgere, der er kommet i job, deltidsjob eller uddannelse 2 mdr. efter afsluttet forløb, løbende blive opgjort. Der vil desuden blive udarbejdet konkrete delmål for indsatsen i områderne.
Økonomi
Der er med budgetaftalen 2019 bevilget 2,7 mio. kr. i servicemidler og 3 mio. kr. i indsatsmidler pr. år i perioden 2019-20.
Videre proces
Fortsættelsen af indsatsen vil starte 1. januar 2019.
BIU vil få en delstatus på målsætningerne primo 2020.
Tanja Franck/Michael Baunsgaard Schreiber
[1] Tallet dækker over den andel af kontanthjælpsmodtagerne over 30 år, der var deltagere i projektet ved opstart i januar 2017 og som i perioden januar 2017 – april 2018 har været i job, deltidsjob eller uddannelse. Det er først for nylig blevet muligt at få opdaterede tal (fra april 2018) fra databasen DREAM.
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning