Tilsyn med danskuddannelse 2018-22
Resumé
Indstillingen fremlægger mål og metode for tilsynet med danskuddannelserne 2018-22 samt en plan for tilsynets gennemførelse og rapportering.
Indstillingen redegør for de fire kontrolelementer: 1) det risikobaserede tilsyn, 2) det tematiske tilsyn og 3) det statslige tilsyn. Der redegøres også kort for 4) efterlevelse af krav i udbudsbetingelserne. Endelig præsenteres tilsynets udviklingsdimension i form af Udviklingsforum, ligesom tilsynets metode og arbejdsform kort beskrives.
Den første tilsynsrapport fremlægges for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i februar 2019.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender mål og metode for tilsynet med levering af danskuddannelse, jf. danskuddannelsesloven
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i perioden 2018-22 vil blive rapporteret halvårligt til BIU om det løbende tilsyn og udvikling i kvaliteten af den leverede danskuddannelse i Københavns Kommune.
Problemstilling
I henhold til danskuddannelseslovgivningens §11, stk. 2 er Københavns Kommune forpligtet til at føre tilsyn med leverandører med driftsaftale om levering af danskuddannelse.
Københavns Kommunes tilsyn skal gennemføres for alle kursister og alle aktiviteter, der er omfattet af danskuddannelsesloven. Konkret omfatter tilsynet fremadrettet både de eksterne sprogcentre - CLAVIS sprog og kompetence og UCplus A/S - samt det kommunale sprogcenter Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration (CBSI).
I forbindelse med tilsynet for 2016-18 vil tidligere leverandører også indgå.
Tilsynet med kursister fra Københavns Kommune, der modtager danskundervisning på udenbys sprogcentre, foretages af den udenbys kommune, der har driftsaftale med sprogcentret.
Denne indstilling beskriver tilsynets tilrettelæggelse og metode i Københavns Kommune.
Løsning
Tilsynets indhold
Tilsynet skal ske løbende og som minimum indeholde henholdsvis et pædagogisk, administrativt samt et økonomisk tilsyn, jf. bekendtgørelse om danskuddannelse nr. 991, § 21, stk. 3.
Tilsynet indeholder derudover elementer fra udbudsbetingelserne samt tidligere drøftelser i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget.
Tilsynet består af 4 dele, der præsenteres herunder:
1. Risikobaseret kommunalt tilsyn
I det risikobaserede tilsyn screenes faglige resultater og kursistoplevelser. Samlet set er det risikobaserede tilsyn tilrettelagt i henhold til de indsatspunkter, der blev drøftet af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget møder den 19. juni 2018 og den 22. oktober 2018. Her til kommer en tydeliggørelse af indsatspunkterne foranlediget af spørgsmål i BIU som præciseres i bilag 1,2,3.
På baggrund af de forskellige input vil det risikobaserede tilsyn fremover bestå af følgende indsatspunkter:
-
Kursistoplevelse af uddannelsestilbuddets kvalitet, herunder informationsindsatsen
-
Tilfredshed i målgruppen med uddannelsestilbuddet
-
Sammenhæng mellem kursistbehov og læringsmåder, fx e-læring
-
Udvikling af kursisternes forståelser af sociale, personlige, kulturelle og etiske værdier
-
Relationer med erhvervsvirksomheder om danskuddannelse
-
Test/prøveresultater
-
Progression, herunder gennemløbstid og frafald
-
Markedsandele ift. udenbys skoler og kursister, se bilag 4
-
Indplacering på danskuddannelse og modul.
Indsatspunkterne er indarbejdet i den samlede plan for og elementerne i tilsynet (se bilag 5 og bilag 6).
Det risikobaserede i tilsynet indebærer, at der før selve tilsynet foretages en konkret vurdering af indsatspunkterne som udgangspunkt for, hvordan det enkelte indsatspunkt prioriteres i tilsynet.
Det risikobaserede tilsyn bygger på centrale begreber i uddannelsesloven samt på tilsynets vedvarende fokus på viden om risici i indsatsen.
2. Tematiske tilsyn (lovbestemte)
De tematiske tilsyn refererer til specifikke krav i lovgivningen. De tematiske tilsyn er således udtryk for en efterprøvning af undervisningen på de tre tilsynsområder, som fremgår af § 21 i bekendtgørelse om danskuddannelse.
Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) har den 4. oktober 2018 udsendt en vejledning for, hvad de enkelte tematiske tilsyn som minimum skal indeholde.
De tematiske tilsyn beskrives herunder, suppleret med et eksempel på tilsynsspørgsmål fra vejledningen:
2a. Pædagogisk tilsyn
Det pædagogiske tilsyn af sprogcentrene skal bl.a. sikre, at sprogcentrene overholder lovgivningens regler samt, at der udvikles og opretholdes en høj kvalitet i danskuddannelserne på sprogcentrene.
Et eksempel på et pædagogisk tilsynsspørgsmål:
"Beskriv på, hvilken måde udbyderen/udbyderne arbejder med beskæftigelsesrettet danskundervisning".
2b. Administrativt tilsyn
Det administrative tilsyn skal bl.a. sikre, at sprogcentrene overholder de procedurer og regler, der er fastsat i lovgivningen samt, at der er en rationel og effektiv arbejdsgang mellem udbyder og henvisende myndighed.
Et eksempel på et administrativt tilsynsspørgsmål:
"Redegør kort for udbyderens/udbydernes interne praksis i forhold til overholdelse af regler tilmelding til prøver og fx deltagerbetaling, depositum, administration af klippekort og andet relevant. Angiv, hvis der er udfordringer med danskudbydernes interne administrative procedurer".
2c. Økonomisk tilsyn
Det økonomiske tilsyn skal bl.a. sikre, at tilbuddene om danskuddannelse er økonomisk bæredygtige, at der er en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse af offentlige midler samt, at der kun betales for moduler, hvor kursisten har færdiggjort det forrige modul og ønsket at fortsætte.
Et eksempel på et økonomisk tilsynsspørgsmål:
"Beskriv kommunens vurdering af sammenhængen mellem pris og kvalitet i danskuddannelsen".
Rapportering til Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) om lovpligtigt tilsyn
I henhold til bekendtgørelse om danskuddannelse, § 21, stk. 4, skal Københavns Kommune desuden hvert andet år den 1. december indsende en rapport, der opsummerer det lovpligtige tilsyn fra de foregående to år.
Rapporten skal indeholde en beskrivelse af, hvordan tilsynet med alle aktiviteter i Københavns Kommune inden for danskuddannelseslovgivningen har været ført og forholde sig til data om undervisningsaktiviteter, prøveresultater mv.
Tilsynsrapporten for 2016-18 har deadline den 1. december 2018. Efter dialog med Forvaltningen har SIRI dispenseret for deadline for indsendelse af tilsynsrapporter til 15. januar 2019.
3. Statsligt tilsyn
Det fremgår desuden af lovgivningen, at staten fører stikprøvebaseret tilsyn med indplaceringen af kursisterne på uddannelse og moduler.
Det statslige tilsyn er et supplement til det kommunale tilsyn, idet der dog på nuværende tidspunkt endnu ikke er udmeldt noget om tilsynet fra den ansvarlige myndighed.
4. Efterlevelse af kvalitetskriterier og de generelle krav i udbudsbetingelserne
I udbudsbetingelserne for danskuddannelse for voksne selvforsørgede udlændinge indgik der tre specifikke kriterier for kvalitet i danskuddannelsen udover en række generelle krav til samspillet mellem ordregiver og leverandør.
De tre kvalitetskriterier er:
-
Motivation og fastholdelse
-
Virksomhedsrettet, fleksibel sprogindlæring
-
Samarbejde og udvikling.
De generelle krav i udbudsbetingelserne er fx sociale klausuler, tidsfrister samt overholdelse af databehandleraftalen.
I tilsynsplanen indgår der kontrol med, at kvalitetskriterier og de generelle krav efterleves af leverandørerne.
Metode og arbejdsform i forbindelse med tilsyn
Udover kontroldimensionen, der er beskrevet ovenfor, består tilsynet af en udviklingsdimension, ligesom metoden for tilsynet er væsentlig for værdien af tilsynet.
Udviklingsdimensionen
Udviklingsdimensionen består i henhold til udbudsbetingelserne i etableringen af et Udviklingsforum mellem leverandører og kommune. Leverandørerne skal hermed medvirke aktivt i anvendelsen af læring fra tilsyn til kontrol til en udvikling af kvaliteten i leveringen af danskuddannelserne.
Fokus er:
- at understøtte en løbende udvikling af undervisningskvaliteten gennem iværksættelse af projekter på tværs af sprogcentrene
- at sikre et grundlag for formidling af forskning om danskuddannelse og praksisnær viden og erfaringer mellem deltagere
- at drive introduktion og afprøvning af nye undervisningsteknologier, der optimerer danskundervisningen i alle aspekter af lovgivningen.
Udviklingsforummet sekretariatsbetjenes af Københavns Kommune og holder ca. 4 årlige møder. Der arbejdes ud fra en årsplan som grundlag for at planlægge og iværksætte relevante initiativer.
Leverandørerne afholder selv udgifterne til deltagelsen.
Metode og arbejdsform
Hele tilsynet vil blive ført struktureret, systematisk og planlagt. Der anvendes tilsynsmetoder som besøg på sprogcentrene, gennemgang af materialer fra sprogcentrene, desk research af data fra det studieadministrative system LUDUS, møder med leverandørerne i det kommende udviklingsforum, udover inddragelse af kursisternes vurdering gennem spørgeskemaundersøgelser mv.
Leverandøren bidrager bl.a. med en virksomhedsplan, som beskriver særlige indsatsområder, mål og forventede resultater for det kommende år, der samtidig følger op på det foregående års plan.
Som konklusion på tilsynet udarbejdes en opfølgningsplan for hver leverandør med konkrete udviklingsområder.
Tilsynet afrapporteres halvårligt til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Tilsynet forelægges udvalget, så det passer med prøveterminerne. Rapporteringerne vil derfor ske i februar og september. Den første tilsynsrapport kan således drøftes i udvalget i februar 2019.
Økonomi
Tilsyn og kvalitetsudvikling af danskuddannelserne kræver to årsværk i forvaltningen. Disse blev afsat for 2018 i forbindelse med overførselssagen og er for årene 2019-22 afsat med budgetaftalen for 2019.
Videre proces
Forvaltningen gennemfører tilsynet med den frekvens og det indhold, som fremgår af planen for tilsynet, bilag 5. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil modtage den første tilsynsrapport i februar 2019.
Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning