Mødedato: 26.08.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Igangsætning af arbejdet med udbud af specialiserede indsatser for aktivitetsparate unge

Resumé

De eksisterende rammeaftaler om indsats til aktivitetsparate unge udløber den 30. juni 2020.

Der skal dermed tages stilling til, om der skal igangsættes udbud af indsatser for aktivitetsparate unge, så nye rammeaftaler kan træde i kraft den 1. juli 2020.

Hvis indstillingen tiltrædes, vil Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i efteråret 2019 få forelagt indstilling om gennemførelse af udbuddet.  

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at arbejdet med udbud af indsats for unge med behov for specialiserede tilbud igangsættes.

Problemstilling

Jobcenter København har i dag rammeaftaler med Hans Knudsen Instituttet, Incita og Væksthuset om levering af aktiveringstilbud til aktivitetsparate unge. Rammeaftalerne udløber den 30. juni 2020 og kan ikke forlænges yderligere.

Der skal på den baggrund tages stilling til den fremadrettede indsats for unge med behov for specialiserede tilbud som fx unge med udviklingshæmning, unge med psykisk handicap eller diagnose og unge med psykisk sårbarhed, misbrug, hjemløshed og, eller, udadreagerende adfærd.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indgik april 2015 Ungeaftalen ”Sådan får vi flest unge i uddannelse”, som bl.a. fastlagde mål, indsatser og hvem, der skal varetage hvilke opgaver i forhold til unge uddannelseshjælpsmodtagere, for- og revalidender, ressourceforløbsmodtagere m.fl.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har efterfølgende den 19. august 2019 justeret ungeindsatsen.

Indsatsen for de unge udbydes særskilt og ikke som en del af udbuddet for udsatte ledige og sygemeldte borgere, da det primære mål for de unge er uddannelse og ikke arbejde, som for de voksne.

Aktivitetsparate unge med uddannelsespålæg er unge, hvor det vurderes, at de pga. faglige, sociale og/eller helbredsmæssige udfordringer ikke kan påbegynde og gennemføre uddannelse inden for ca. et år. Der var 2.044 aktivitetsparate unge uddannelseshjælpsmodtagere (helårspersoner) i Københavns Kommune maj 2019 ud af en samlet gruppe på 2.771 unge uddannelseshjælpsmodtagere (helårspersoner), jf. jobindsats.dk. De øvrige unge uddannelseshjælpsmodtagere er enten åbenlyst uddannelsesparate eller uddannelsesparate. Det betyder at de umiddelbart eller indenfor ca. et år vurderes at kunne påbegynde og gennemføre en uddannelse på ordinære vilkår.

Typiske tilbud til aktivitetsparate unge m.fl. er i dag:

  • De stærkeste af de aktivitetsparate unge modtager tilbud om brobygning til uddannelse på en skole. Brobygning til uddannelse har evidens for effekt jf. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), sidst i ”Opdateret effektevaluering af Brobygning til uddannelse”, maj 2017. I 2018 deltog 28 aktivitetsparate unge i brobygningstilbud (helårspersoner)
  • De fleste af de aktivitetsparate unge modtager tilbud på Jobcenter København, Gl. Køge Landevej (CKB) i form af bl.a. vejledning om uddannelse, undervisning i dansk og matematik, virksomhedsrettet indsats mhp. at afklare og motivere for uddannelse. I 2018 deltog 915 unge i et tilbud på CKB (helårspersoner)
  • De særligt udsatte unge, der har brug for en specialiseret indsats, modtager tilbud fra leverandører med rammeaftale om særligt tilrettelagte uddannelsesforløb. I 2018 deltog 713 unge i et tilbud fra leverandør med rammeaftale om specialiseret indsats (helårspersoner)
  • Øvrige særligt udsatte unge er typisk i uddannelse, fx Særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse (STU), modtager tilbud via små projekter (særindsatser og enkeltkøb), eller er f.eks. indlagt, frihedsberøvet etc.

Udbud af beskæftigelsesindsats
Systematisk køb af beskæftigelsesindsats indenfor en periode på 48 måneder, der har en værdi over udbudsgrænsen (ca. 6 mio. kr.), skal udbydes jf. udbudsloven.

Som udgangspunkt kan stort set alt beskæftigelsesindsats udbydes, hvis det ønskes, ligesom stort set alt beskæftigelsesindsats kan varetages af kommunen selv, hvis det ønskes.

Når BIF laver en vurdering af, hvor en opgave mest hensigtsmæssigt løses, bygger vurderingen hovedsageligtto hensyn.

For det første ses der på behovet for tilbud med særlig specialiseret viden og kompetencer for at særligt udsatte unge bliver klar til uddannelse eller job. Her betyder behovet for en meget høj faglighed i en indsats for en mindre gruppe af udsatte, at det ikke er økonomisk hensigtsmæssigt selv at varetage opgaven, ligesom det vil tage tid at opbygge den nødvendige kompetence i kommunen til selv at levere indsatsen, hvis det besluttes. En ekstern leverandør kan derimod typisk løse opgaven bedre og billigere, ved at levere et specialiseret tilbud for den givne udsatte målgruppe til flere kommuner på én gang

For det andet ses på behovet for koordination af indsatsen for den unge på tværs af forvaltninger og Regionens tilbud. Dette hensyn tilsiger at opgaven løses internt i kommunen.

Det er forvaltningens vurdering, at det det første hensyn bør veje tungest for dele af målgruppen af særligt udsatte unge. Det er derfor vurderingen, at indsatsen for de unge med behov for specialiserede indsatser varetages eksternt, da det giver mulighed for en høj faglighed og dermed en bedre indsats, til en lavere pris, alt andet lige. 

Det indstilles på den baggrund, at arbejdet med udbud af tilbud til unge med behov for specialiserede indsatser igangsættes. Det foreslås, at der arbejdes videre med følgende 5 udbudsområder. Det er alle grupper af unge, der har behov for tilbud med særlig specialiseret viden og kompetencer:

  1. Unge med udviklingshæmning, herunder uafklarede
  2. Unge med diagnose inden for autismespektret, herunder uafklarede
  3. Unge med psykisk handicap / diagnose, herunder uafklarede
  4. Unge med psykisk sårbarhed, misbrug og/eller hjemløshed, herunder uafklarede
  5. Udadreagerende unge, evt. utilpassede, kriminalitetstruede og/eller med tidligere kriminalitet, der ikke har tilknytning til rocker- eller bandemiljøer, herunder uafklarede.

Der er følgende årsager til, at indsatsen for disse grupper anbefales udlagt til ekstern leverandør:

  • For alle grupper er det behovet for særlig viden og kompetencer ift. håndtering af de unge og deres særlige behov, herunder metoder og redskaber i indsatsen
  • For gruppen omfattet af V er der tillige behovet for sikkerhedsmæssige hensyn i tilrettelæggelse af indsatsen for den enkelte unge, andre unge i tilbuddet og medarbejderne.

Udbudsområderne kan blive ændret / præciseret i den kommende dialog med markedet. I det videre arbejde inddrages også de drøftelser Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har haft ift. fokuspunkterne i udbud for særligt udsatte ledige og sygemeldte borgere den 3. juni 2019, punkt 4, herunder bl.a. muligheden for at tilrettelægge målrettede og tilpassede forløb, borgertilfredshed og samarbejdet med jobcentret.  

Det bemærkes, at der foretages særskilt (gen-)udbud af indsatsen for borgere, der har tilknytning til rocker- eller bandemiljø, herunder også borgere i målgruppen under 30 år. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges særskilt indstilling herom i efteråret 2019.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv. Udgiften til selve udbuddet afholdes indenfor forvaltningens ramme.

Købet på de eksisterende rammeaftaler for aktivitetsparate unge forventes at blive på ca. 30 mio. kr. i 2019 jf. prognosen for juli 2019.

Videre proces

Såfremt indstillingen tiltrædes, vil forvaltningen igangsætte arbejdet med udformning af udbuddet, herunder iværksætte markedsdialog.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i efteråret 2019 blive forelagt indstilling om gennemførelse af udbuddet.

Et evt. udbud skal være afsluttet, så de nye rammeaftaler træder i kraft den 1. juli 2020.

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top