Ansøgning om pilotcenter i Københavns Kommune
Ansøgning om pilotcenter i Københavns Kommune
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde torsdag den 26. januar 2006
8. Ansøgning om pilotcenter i Københavns Kommune
BIU 15/2006 INDSTILLING
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget udfra en samlet vurdering af vilkårene over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler, at Københavns Kommune vælger at afstå fra at ansøge om, at Københavns Kommune opretter et pilotjobcenter på forsøgsbasis.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 26. januar 2006
Udvalget tiltrådte indstillingen med den
tilføjelse, at forvaltningen bedes udarbejde udkast til et begrundet brev til
staten med tilkendegivelse af, at udvalget finder forsøget spændende, men på
grund af de gældende forhold afstår fra at ansøge om, at Københavns Kommune
opretter et pilotjobcenter på forsøgsbasis. Udvalget ønskede brevet vedlagt til
sagens behandling i Borgerrepræsentationen.
Per Bregengaard (Ø) ønskede følgende protokolleret:
"Enhedslisten er betænkelig ved perspektiverne i forslaget om C-centre."
RESUME
Som led i kommunalreformen på beskæftigelsesområdet skal der ca. 10 steder i landet oprettes såkaldte pilotjobcentre. I modsætning til de almindelige jobcentre, hvor staten beholder myndighedsansvaret for de forsikrede ledige bliver der i pilotjobcentre tale om kommunalt ansvar for hele indsatsen, ligesom der bliver tale om en kommunal ledelse af alle ansatte.
Det forventes, at beskæftigelsesministeren primo marts 2006 udpeger de 10 pilotjobcentre blandt de ca. 30 kommuner der har meldt sig som interesserede, herunder Københavns Kommune.
I Borgerrepræsentationens behandling af Københavns Kommunes høringssvar til lovforslaget om ny struktur på beskæftigelsesområdet, jf. BR 1/05, blev der tilkendegivet en interesse i at være et pilotjobcenter. Dette dog under hensyntagen til, at vilkårene for etablering og drift af pilotjobcentrene bliver rimelige. Der blev i denne sammenhæng peget både på nødvendigheden af tilstrækkelige ressourcer, lokalt råderum for tilrettelæggelse af indsatsen samt styringsvilkår generelt, herunder af parternes indflydelse
Således som strukturen er udmøntet i lovgivningen, kan der dog ikke forventes, at arbejdsmarkedets parter vil kunne få en for dem tilfredsstillende arbejdsmarkedspolitisk indflydelse lokalt i Københavns Kommune, men at denne i væsentlig omfang må basere sig på den generelle indflydelse i det regionale partssamarbejde (RBR) i Region Sjælland.
Fordelingsmodellen for de statslige ressourcer til indsatsen for de forsikrede ledige er til ugunst især for de største kommuner, og Københavns Kommunes må forventes at have merudgifter på forsøget på ca. 15 mio. kr. årligt svarende til 43 årsværk til betjening af de forsikrede ledige borgere.
Hertil kommer at betingelserne for at overtage ansvaret for den statslige del af beskæftigelsesindsatsen på mange punkter endnu er uafklarede.