Mødedato: 25.11.2019, kl. 16:00
Mødested: Se mail

Indstilling om status på forenklingsaftalens a-kasseforsøg

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 29. april 2019 indstilling om håndtering af forenklingsaftalens a-kasseforsøg med mere ansvar til udvalgte a-kasser. Denne indstilling omhandler status på arbejdet med at indgå samarbejdsaftaler med a-kasserne om opgaven.  

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens status på arbejdet med at indgå samarbejdsaftaler med a-kasserne til efterretning.  

Problemstilling

Folketinget vedtog ved tredje behandling den 30. april 2019 L209 (forslag til Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) til ikrafttrædelse den 1. januar 2020. Med vedtagelsen følger et fireårigt a-kasseforsøg, hvor udvalgte a-kasser får ansvar for at varetage kontaktforløbet for dagpengemodtagere i opsigelsesperioden og de første tre måneder af ledighedsforløbet.

Det fremgår af udvælgelseskriterierne til a-kasseforsøget, at det er en fordel, men ikke et krav, at der indgås samarbejdsaftaler mellem a-kasser og kommuner om opgaven.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 29. april 2019 indstilling om håndtering af a-kasseforsøget, herunder at forvaltningen arbejder på at indgå samarbejdsaftaler med BUPL-A, FOA, FTF-A, Metal, Magistrenes A-kasse og Socialpædagogernes A-kasse, som er udpeget til at deltage i forsøget i København.

Løsning

Kort om forsøget

Formålet med a-kasseforsøget er at "få et styrket vidensgrundlag om betydningen af placeringen af kontaktforløbet" og med opgaven følger, at a-kasserne skal holde en cv-samtale, en rådighedssamtale, to jobsamtaler samt én fællessamtale mellem a-kasse, borger og jobcenter. Samtalerne kan slås sammen og afholdes i forlængelse af hinanden. Jobcentret arver forpligtelsen til at afholde eventuelle samtaler, som a-kassen ikke har afholdt i de tre måneder, hvor borger er tilknyttet a-kassen.

Det er også a-kasserne, som indledningsvis skal screene de nyledige borgere og beslutte, hvorvidt de er i målgruppen for forsøget. A-kassen kan vurdere, at borger har brug for et kontaktforløb i jobcentret. F.eks. hvis a-kassen vurderer, at borger har komplekse udfordringer, som fører til risiko for langtidsledighed. I de tilfælde tilbagevisiteres borger til jobcentret. A-kasserne kan give tilbud om seks ugers jobrettet uddannelse finansieret af jobcentret. Seks ugers jobrettet uddannelse er en ret for dagpengemodtagere (undtaget dagpengemodtagere med en lang videregående uddannelse). Der kan vælges kurser fra en landsdækkende liste, der består af korte branchebestemte kurser. F.eks. grundlæggende vagtkurser og hygiejnekurser. Alle andre tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats skal godkendes af jobcentret. A-kasserne kan anvende egne virksomhedsnetværk og tilbud.

Arbejdet med samarbejdsaftaler

Der er efter sommerferien 2019 holdt indledende møder med de seks a-kasser, hvor rammen er sat for arbejdet. De seks a-kasser er efterfølgende inviteret til møder om det konkrete indhold i hver enkelt samarbejdsaftale.

Det er forvaltningens generelle indtryk, at såvel de indledende møder som de efterfølgende drøftelser er kommet godt fra start i et konstruktivt og løsningsorienteret klima. 

Alle a-kasser har tilkendegivet, at de er interesseret i at indgå en samarbejdsaftale, som på et operationelt niveau forholder sig til emner, som er væsentlige for samarbejdet.

Der er enighed om at fastholde den klarhed i opgave- og rollefordelingen, som er givet med forsøget og dermed understøtte intentionen om at indhente viden om, hvordan a-kasserne løser opgaven, ligesom der er enighed om at samarbejde og skabe sammenhænge, hvor det gavner den fælles intention om at få borger hurtigst muligt i job eller uddannelse.

Afvikling af fællessamtaler hvor både a-kasse og jobcentret deltager i samtalen med borgeren

Der har være en god dialog med a-kasserne om afvikling af 1. fællessamtale. Der er enighed om at lægge den sidst i den 3-måneders periode, hvor den ledige er hos a-kassen. På den måde kommer fællessamtalen til at fungere som en overleveringssamtale med fokus på gearskifte, hvor de næste jobsøgningsskridt aftales. Det bemærkes, at tidspunktet omkring tre mdrs. ledighed i almindelig betragtes som kritisk. Her flader den såkaldte overlevelseskurve ud, dvs. færre afgår til beskæftigelse, og det er endnu mere relevant at rette fokus på konkret jobsøgning, søgeintensitet og mobilitet.

Som udgangspunkt holdes 1. fællessamtale i a-kassen. To af de mindste a-kasser med få ledige i målgruppen har foreslået, at 1. fællessamtale holdes i jobcentret. I de tilfælde, hvor borger på baggrund af en screening skønnes i risiko for langtidsledighed og dermed skal overflyttes til jobcentret planlægges med at afvikle 1. fællessamtale i umiddelbar forbindelse med overflytningen.

Det er a-kasserne, som indkalder til 1. fællessamtale og dermed dem, som bestemmer samtalelængden. Fællessamtalen varer i dag typisk 25-30 minutter. Fire a-kasser har oplyst at ville indkalde til samtaler på 30 minutter, mens to a-kasser vil indkalde til 45 minutter.

Alle borgere, der kan få en indsats efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, skal have en ”Min Plan” for indsatsen. For at understøtte et sammenhængende kontaktforløb for borgere omfattet af forsøget, får a-kasserne ansvaret for, at forsøgsdeltagerene har en publiceret og opdateret Min Plan. Forvaltningen har understreget værdien af at få relevant information om screeningsresultatet og borgers progression i løbet af perioden stillet til rådighed.  

Økonomi

Der følger ikke særskilt økonomi med til a-kasseforsøget, som skal finansieres indenfor eksisterende ramme.  

Videre proces

Forvaltningen forventer, at de bilaterale drøftelser med a-kasserne kan være afsluttet ultimo november, hvorefter der kan indgås samarbejdsaftaler.

Tanja Franck / Marianne Becker Andersen

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top