Medlemsforslag: Drøftelse af ændret praksis i Jobcenter København
Indstilling
Det foreslås,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter at tage en drøftelse af den ’nye praksis’ i Jobcenter København jf. nedenstående motivering på udvalgsmødet den 25. oktober 2021.
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter at fastholde den praksis, som blev vedtaget med det revideret samtalekoncept, som vedtaget d. 3. april 2017, hvor anvendelsen af aftaler om konkret jobsøgning fortsat er det primære redskab og henvisninger kun bruges undtagelsesvis – af hensyn til både borgere og virksomheder.
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter at beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen fremadrettet skal forelægge sager, om praksisændring på beskæftigelsesområdet i udvalget, før disse udmøntes i praksis.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivation
Den 7. september modtager medlemmerne af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget en orientering om håndtering den fremadrettede rekrutteringsproces i Jobcenter København. Af denne fremgår det, at:
”Praksis for henvisning af ledige til job har hidtil haft fokus på at formidle motiverede kandidater, hvis jobmål lå indenfor stillingsbetegnelsen på jobopslaget. Praksis ændres således, at borgerne ikke nødvendigvis skal have den konkrete stilling som jobmål for at blive henvist. Fremadrettet vil de ledige også kunne blive henvist, hvis det ud fra en individuel konkret vurdering, vurderes, at deres kompetencer og erfaring, kvalificerer dem til at bestride jobbet.”
Den nye praksis i Jobcenter København betyder, at konkret en skærpelse af jobcentrenes sanktionsmuligheder over for de ledige, hvilket Enhedslisten er imod. Forvaltningen skriver selv, at ”den ændrede praksis skal understøtte, at Jobcentret i højere grad henviser ledige borgere til brancher, hvor der er mangel på arbejdskraft. Samtidig tydeliggør den nye praksis, at ledige borgere skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet.”
Dermed ligger forvaltningen op til, at beskæftigelsesindsatsen og jobcentrene skal indrettes efter efterspørgslen på arbejdsmarkedet samt den aftale, som forvaltningen har indgået med ’De fem stjerner’. Dette er Enhedslisten imod, og partiet er uforstående overfor hvordan forvaltningen kan ændre deres praksis uden denne ændring skal behandles i udvalget.