Mødedato: 25.06.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Hotspotafrapportering 2011 for Indre og Ydre Nørrebro (fællesindstilling)

Se alle bilag

Årlig afrapportering af Hotspots Nørrebro 2011 og første kvartal 2012 samt handlingsplan 2012 (fællesindstilling, BIF, SOF, BUF) (A-sag) (2012-63432)

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:

1. At Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen tager den årlige afrapportering af effektmål og indsatser for Hotspot Indre og Ydre Nørrebro til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 16. juni 2010 (BR 16.06.10, punkt 43) at etablere Hotspot i distrikt 8 (Indre Nørrebro, vest for Nørrebrogade) og i distrikt 12 (Ydre Nørrebro, nordøst for Tagensvej) på baggrund af Tryghedsindekset 2010. Rammeprogram for Hotspots Nørrebro blev tiltrådt af Borgerrepræsentationen den 10. februar 2011 (BR 10.02.11 punkt 16).

Borgerrepræsentationen skal én gang årligt medio i året forelægges status for progression.

Borgerrepræsentationen forelægges hermed afrapportering af Hotspots effektmål for 2011 og første kvartal 2012, status på indsatserne for 2011 samt introduktion til Handlingsplan 2012 for henholdsvis Hotspot Indre og Ydre Nørrebro.

Hotspot Nørrebro er en midlertidig områdebaseret indsats, som skal skabe varige effekter. Tryghedsindekset 2010 viste et ’markant behov’ for indsats i disse to distrikter, og målet er, at begge områder ved udløbsperioden for Hotspot ultimo 2014 har et ’ordinært behov’ for indsats ifølge Tryghedsindekset.

Til hotspot rammeprogrammet er knyttet en række effektmål, hvoraf enkelte efter drøftelser med involverede samarbejdspartnere er justeret af Den politiske styregruppe den 22. februar 2012. Effektmålene imødekommer fortsat rammeprogrammets tre overordnede indsatsområder.

Nærværende afrapportering af effektmålene tager udgangspunkt i Tryghedsindekset for 2012. Desuden er der udarbejdet et indeks for det kriminalpræventive samarbejde på Nørrebro på basis af en undersøgelse blandt lokale aktører foretaget af Rådgivende Sociologer, ligesom der er indhentet data til brug for effektmålingen hos Danmarks Statistik og flere forvaltninger i Københavns Kommune.

Løsning

Hotspots handlingsplaner 2011 for Indre og Ydre Nørrebro bestod af 14 indsatser, der tog udgangspunkt i Hotspot rammeprogrammets tre overordnende indsatsområder:

            1.      Styrket samordning af den kriminalpræventive indsats

2.      Børn og unge med uroskabende adfærd

3.      Inklusion og sammenhængskraft i lokalområdet

 

Gennemførelsen af indsatserne for 2011 var kendetegnet ved, at Hotspot var i sin opstartsfase. Hotspot fokuserede i 2011 på at få skabt en platform for det fremtidige arbejde gennem dialog og samspil med de lokale aktører. Status på de enkelte indsatser ses i bilag 1.

 

Handlingsplanerne 2012 for henholdsvis Indre og Ydre Nørrebro blev vedtaget af Den politiske styregruppe 22. februar 2012. Handlingsplanerne for de to lokalområder bygger videre på erfaringerne fra 2011 og afspejler, at Hotspot Indre og Ydre Nørrebro nu er en veletableret og anerkendt kriminalpræventiv samarbejdspartner.

Indsatserne i handlingsplanerne for 2012 medvirker til at konsolidere det samarbejde, der er indledt med såvel professionelle aktører som med repræsentanter fra civilsamfundet i de to hotspot-områder.

 

Handlingsplanerne 2012 er kendetegnet ved at have fokus både på styrkelse af det kriminalpræventive arbejde i lokalområderne, på kriminalitetsreducerende indsatser rettet mod unge og på tryghedsskabende borgerrettede indsatser. Indsatserne i 2012 involverer en bred skare af lokale samarbejdspartnere i planlægningen og gennemførelsen, hvilket bidrager til at sikre en høj grad af forankring af indsatserne i lokalområdet. Handlingsplanerne 2012 for de to hotspot-distrikter ses i bilag 2.

 

Tryghedsindekset for henholdsvis distrikt 8 og 12 udgør de to overordnede effektindikatorer for Hotspot Indre og Ydre Nørrebro. For begge hotspot-områder er trygheden steget - særligt i distrikt 8, hvor indekset er faldet fra ’markant’ til ’intensiveret’ i 2012.

 

De øvrige effektmål for hotspot-indsatsen tegner ligeledes et billede af to områder i positiv udvikling. Ud af 9 effektmål, der afrapporteres for Indre Nørrebro i 2012, er der positiv udvikling i 4, ingen udvikling i 3 og negativ udvikling i 2. På Ydre Nørrebro afrapporteres der i foråret 2012 om 8 effektmål, hvoraf der er positiv udvikling i 4, ingen udvikling i 3 og kun negativ udvikling i 1 af disse mål.

 
Indekset for det kriminalpræventive samarbejde på Nørrebro udgør baseline for effektmål 1.1 og vil blive gentaget årligt frem til og med 2014 for at vurdere , om det kriminalpræventive samarbejde på Indre og Ydre Nørrebro fremadrettet bliver mere enstrenget, effektivt og legitimt. Afrapporteringen af effektmålene ses i bilag 3.

1. juni 2012 tiltræder Henriette Korf som chef for Hotspot Ydre Nørrebro. Henriette Korf kommer fra en stilling som souschef i Demokratikontoret under Social- og Integrationsministeriet og har tidligere været ansat i Rigspolitiet.

Økonomi

De to Hotspots samlede budget for 2012 udgør 10 mio. kr., hvilket skyldes et mindreforbrug i 2011 på 3 mio. kr. Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter og Borgerrepræsentationen blev anmodet om overførsel af disse midler til Hotspots budget for 2012, hvilket blev imødekommet. Derfor er det oprindelige budget på 7 mio. kr. for 2012 forøget til 10 mio. kr. Udmøntningen af midlerne fremgår af Handlingsplanerne for 2012.

Videre proces

Afrapportering af effektmål for Hotspot Indre og Ydre Nørrebro, status på handlingsplaner 2011 og introduktion til handlingsplaner 2012 forelægges Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget den 15/8 2012. Herefter forelægges indstillingen Økonomiudvalget den 4/9 og Borgerrepræsentationen den 20/9.

 

Afrapporteringen af effektmålene sendes til Nørrebro Lokaludvalg, Københavns Politi, SSP og LBR første kreds til orientering.

BILAG:

Bilag 1.         Status på indsatser i handlingsplanerne for henholdsvis Hotspot Indre og Ydre Nørrebro 2011

Bilag 2.         Link til handlingsplanerne for Hotspot Indre og Ydre Nørrebro 2012

                      http://www.kk.dk/sitecore/content/Subsites/hotspot/SubsiteFrontpage/~/media/594067AD924C46E8BA8CAC12F924799F.ashx

                      http://www.kk.dk/sitecore/content/Subsites/hotspot/~/media/66FC96F8E3204FCD8FC51C55CFE60552.ashx

Bilag 3.         Afrapportering af effektmål 2011 og første kvartal af 2012

 

         
                     Annette Laigaard                             Else Sommer                      Morten Binder

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top