Resultatrevision 2011 Jobcenter København
Indstilling og beslutning
1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender Jobcenter Københavns resultatrevision for indsatsåret 2011.
Problemstilling
Det følger af loven om styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, at Jobcenter København årligt skal udarbejde en Resultatrevision. Resultatrevisionen bygger på en skabelon udarbejdet af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS), og AMS stiller data til rådighed på www.jobindsats.dk til brug for udarbejdelsen af resultatrevisionen. Resultatrevisionen omfatter Jobcenter Københavns resultater vedrørende de fire udmeldte mål fra beskæftigelsesministeren, kommunens besparelsespotentiale, rettidigheden i indsatsen samt en evaluering af virksomhedskonsulent-ordningen.
Resultatrevisionen for indsatsåret 2011 har været i høring i Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland (BRHS). BRHS kvitterer bl.a. for, at Jobcenter København har indfriet jobcentrets målsætning i Beskæftigelsesplan 2011 for ministermålet om nedbringelse af antallet af borgere på permanent offentlig forsørgelse. Samtidig konkluderer BRHS, at Jobcenter København har opnået det bedste samlede resultat for de nationale beskæftigelsesmål i 2011 i gruppen af sammenlignelige kommuner, jf. vedlagte bilag 1 og 2.
Resultatrevisionen har tilsvarende været drøftet på Det Lokale Beskæftigelsesråds møde den 23. maj 2012. LBR har ingen bemærkninger til Resultatrevision 2011.
Løsning
Resultatrevisionen for indsatsåret 2011 er vedlagt som bilag 1. Følgende resultater fra resultatrevisionen kan særlig fremhæves:
· København opnåede i 2011 en samlet 1. plads i gruppen af sammenlignelige kommuner på tværs af de fire ministermål vedrørende ' Arbejdskraftreserven', 'Personer på permanent forsørgelse', 'Unge på offentlig forsørgelse' og 'Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse'.
· Jobcenter København har i forhold til målet om Arbejdskraftreserven, sammen med Aalborg, sikret sig den største reduktion i arbejdskraftreserven, svarende til -3,8 pct. i 2011 i forhold til året før. På trods heraf har Jobcenter København ikke formået at opfylde egne resultatkrav om at begrænse udviklingen af arbejdskraftreserven til kun at stige 0,8 pct. i perioden 2009 - 2011.
· Jobcenter København har i forhold til målet om Personer på permanent offentlig forsørgelse i 2011 sikret sig den største reduktion i antallet heraf, svarende til -4,6 pct. i forhold til året før.
· Jobcenter København har i forhold til Ungemålet i 2011 sikret sig den næsthøjeste reduktion i antallet af unge på offentlig forsørgelse, svarende til -3,3 pct. i forhold til året før. Jobcenter København har dog fra 2009 til 2011 haft en stigning i unge på offentlig forsørgelse på 7 pct.
· I forhold til målet om Ikke-vestlige indvandrere og efterkommere har Jobcenter København ligeledes sikret sig den næsthøjeste reduktion i antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse, svarende til -1,1 pct. i forhold til året før. Jobcenter København har dog også for denne gruppe fra 2009 til 2011 haft en stigning i antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse på 7 pct.
· En uddybende analyse af Jobcenter Københavns målopfyldelse i forhold til sammenlignelige kommuner forefindes i bilag 4.
· Forvaltningen har arbejdet målrettet med at forbedre rettidigheden for jobsamtaler og aktivering for forsikrede ledige samt kontanthjælpsmodtagere, igennem en målrettet genopretningsindsats og gennemgang af ikke-rettidige sager for at identificere årsagerne til den manglende rettidighed. Det sidste års intensive indsatser har medført, at Jobcenter Københavns rettidighed er steget markant. Ses der på Jobcenter Københavns egne rettidighedsmålinger, via det interne ledelsesinformationssystem BIFLIS, har Jobcenter København afsluttet året med fuld målopfyldelse på det interne mål om 95 pct. rettidighed.
· Der er beregnet et besparelsespotentiale, som er opgjort som den potentielle besparelse, der kan opnås, hvis andelen af arbejdsstyrken, der modtager en given ydelsestype, nedbringes til det gennemsnitlige niveau blandt sammenlignelige jobcentre. Det positive besparelsespotentiale på 697 mio. kr. illustrerer, at såfremt København havde den samme andel på dagpenge samt kontanthjælp som gennemsnittet for sammenlignelige jobcentre, så ville kommunen kunne spare 697 mio. kr. Tilsvarende illustrerer det negative besparelsespotentiale på 1610,8 mio. kr., at såfremt København havde den samme andel på revalidering, sygedagpenge, ledighedsydelse, fleksjob samt førtidspension som gennemsnittet for sammenlignelige jobcentre, så ville det koste kommunen 1610,8 mio. kr. mere. Det betyder, at kommunen samlet set over alle beskæftigelsesområdets målgrupper ville have øgede udgifter på i alt 913,8 mio. kr. om året, hvis samme andel af arbejdsstyrken modtog kommunale overførselsindkomster som for gennemsnittet af sammenlignelige jobcentre.
· Jobcenter København har opnået sit interne mål for 2011 for antallet af ledige borgere, der virksomhedsplaceres. Som led i aftalen "Stærkere ud af krisen - Bekæmpelse af langtidsledighed", er der for perioden 2010 - 2013 afsat en pulje, hvor staten yder tilskud til ansættelse af flere virksomhedskonsulenter i jobcentrene og til tættere kontakt med langtidsledige og virksomheder. Jobcenter København har opstillet et årligt stigende mål for antallet af ledige borgere, der i perioden 2010 til 2013 virksomhedsplaceres. Målet for 2011 om at placere 3.715 helårspersoner i virksomhedspraktik eller løntilskud er nået, idet der er virksomhedsplaceret 4.219 helårspersoner i 2011.
Økonomi
Videre proces
1. Resultatrevision 2011 Jobcenter København
2. Høringssvar fra Region Hovedstaden og Sjælland til Jobcenter Københavns resultatrevision
3. Uddybende kommentarer til Jobcenter Københavns resultatrevision 2011 fra BRHS
4. Uddybende analyse af Jobcenter Københavns målopfyldelse på ministermål for 2011.
Morten Binder /Kaj Ove Christiansen