Mødedato: 25.01.2021, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse D på 1. sal

Temadrøftelse om elev- og lærepladser

Se alle bilag

Resumé

I forbindelse med Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde d. 23. november 2020, blev det besluttet at udvalget skal have en temadrøftelse om lære- og elevpladsindsatsen i 1. kvartal 2021.

Formålet med temadrøftelsen er at give udvalget et indblik i udfordringer på området, hvilke indsatser forvaltningen har i dag og at pege på, hvor forvaltningen evt. kan gøre mere. Hvis det ønskes, kan forslagene til en udvidet indsats fra handleplanen løftes ifm. de kommende forhandlinger om Overførelsessagen 2021 eller Budget 2022.

Som del af temadrøftelsen vil Per Buron, som er uddannelseschef på en af de største erhvervsskoler i Danmark, TEC (Technical Education Copenhagen), holde et oplæg for at give et billede af de unge på erhvervsuddannelserne og hvilke barrierer og udfordringerne erhvervsskolerne oplever og hvordan de arbejder med de unge.  

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter elev- og lærepladsindsatsen på baggrund af beskrivelsen af igangværende indsatser, trepartsaftale, forslagene til en udvidet indsats fra handleplanen for flere elev- og lærepladser og oplæg ved TEC om erhvervsskolernes arbejde for at hjælpe de unge med at finde elev- og lærepladser.

Problemstilling

Alt for mange unge går i dag i stå i deres erhvervsuddannelse, fordi de ikke kan finde en elev- eller læreplads. Erhvervsuddannelserne er sammensat af et grundforløb på en erhvervsskole og et hovedforløb. Hovedforløbet veksler mellem perioder på en skole og perioder i praktik i en virksomhed. Efter afsluttet grundforløb skal elever derfor finde en lære- eller elevplads for at kunne fortsætte deres uddannelse. Hvis eleven ikke kan lave en aftale med en virksomhed, er det indenfor nogle uddannelser muligt at gennemføre uddannelsen i skolepraktik. På andre uddannelser, hvor der ikke udbydes skolepraktik, vil uddannelsesforløbet stoppe eller eleverne vil få tilbud om at starte på grundforløbet på en anden uddannelse med skolepraktik.

Der er derfor særligt i overgangen mellem grund- og hovedforløb en øget risiko for frafald. Frafaldet mellem grund- og hovedforløb er højere i København end i resten af landet, hvor det i 2017 var 42,8 pct., sammenlignet med 37,1 pct. på landsplan[1]. Den nuværende indsats for flere elev- og lærepladser fokuserer derfor på at hjælpe de unge i denne overgang.

Der er sket en stigning i antal unge, der er registreret som praktikpladssøgende eller bliver nødt til at gennemføre deres uddannelse på en skole frem for på en virksomhed. I perioden marts 2018 - februar 2019 var der løbende 840 unge københavnere, der efter afsluttet grundforløb på en erhvervsuddannelse manglede en elev- eller læreplads i en virksomhed[2]. I perioden marts 2019- februar 2020 var der løbende 940 unge der manglede en elev- eller læreplads. Siden nedlukningen af samfundet i forbindelse med udbruddet af COVID-19 i foråret 2020 er der yderligere sket en stigning i antal unge, der mangler en lære- eller elevplads, sammenlignet med tidligere år.

En del af problemstillingen handler om, at der ikke er nok elev- og lærepladser på de rigtige områder.  Men erfaringer fra den nuværende indsats for flere elev- og lærepladser viser, at en del af udfordringen ligger i de unges personlige, sociale og økonomiske forhold. Den nuværende indsats startede i 2013. I den nuværende indsats er der derfor fokus på disse andre udfordringer, som den unge kan have.


 

[1] Kilde: Undervisningsministeriet.

[2] Her indgår kun unge, der har en aktiv profil på Undervisningsministeriets hjemmeside praktikpladsen.dk. Det er derfor vurderingen, at denne gruppe reelt er større.

Løsning

Den nuværende indsats for flere elev- og lærepladser består primært af en indsats for flere elev- og lærepladser til unge, der har afsluttet en grunduddannelse på en erhvervsskole. Indsatsens formål er at matche unge, der mangler en lære- eller elevplads, med virksomheder, som har brug for elever og lærlinge. De unge i indsatsen bliver bl.a. vejledt i at skrive CV og ansøgninger, får tilbud om løbende møder med konsulenter og der er mulighed for at tilknytte en mentor. Jobcenteret har en opsøgende virksomhedskontakt og de unge bliver fulgt indtil deres uddannelsesforløb er stabilt. 

Derudover består den nuværende indsats af en række mindre initiativer:

  • Indsats for flere elev- og lærepladser til unge med minoritetsbaggrund

  • Fritidsjobindsatsen

  • Samarbejde med Ungdommens Uddannelsesvejledning (UU):

    • UU’s tilstedeværelse i Jobcenter København, Gammel Køge Landevej

    • Styrket samarbejde mellem UU og Jobcenter København, Ungecentret

  • Opsøgende indsats i helhedsplanerne

  • Elev- og lærepladser udenfor København

Indsatserne er uddybet i bilag 1.

Indsatsen har siden 2013 været finansieret gennem  midler afsat i forskellige budgetaftaler og det blev senest vedtaget at forlænge indsatsen til 2024 med budget 2021.

Derudover samarbejder BIF med erhvervsskolerne om brobygningsforløb til uddannelse, som finder sted på erhvervsuddannelserne.

Handleplan for flere elev- og lærepladser

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog i december 2019 en handleplan for flere elev- og lærepladser, se bilag 2. Med Budget 2021 blev det vedtaget at forlænge den nuværende indsats, men der blev ikke afsat midler til at udvide indsatsen med handleplanens nye initiativer. Figur 1 illustrerer, hvor i uddannelsesforløbet de nuværende indsatser og forslag til nye initiativer skal understøtte de unge. Derudover viser figuren, hvor målgruppen for de nuværende indsatser typisk er i deres uddannelse og at der med de nye forslag lægges op til at udvide målgruppen.

Figur 1: De nuværende indsatser og forslag til nye initiativer til at udvide indsatsen for flere elev- og lærepladser ift. de unges uddannelsesforløb

 

I den nuværende indsats er fokus primært på at hjælpe de unge, der efter gennemført grundforløb mangler en elev- eller læreplads for at færdiggøre deres uddannelse. Den indsats blev videreført med midler fra budget 2021.

 I handleplanen lægges der op til at udvide målgruppen for indsatsen. De nye initiativer skal hjælpe de unge både før og efter de har afsluttet grundforløbet.  Det betyder, at målgruppen for indsatserne udvides til unge, der ikke har en sag i jobcenteret, se figur 1. Målet, er at få kontakt til de unge tidligere end i dag, og at mindske frafaldet mellem grund- og hovedforløb på erhvervsuddannelser.

Forslag til nye initiativer, der har primært fokus på unge, der har afsluttet et grundforløb på en erhvervsskole og mangler en lære- eller elevplads:

  • Udvidet virksomhedsrettet spor med 2 initiativer:
    1. Virksomhedsopsøgende arbejde generelt
    2. Virksomhedsopsøgende arbejde med fokus på Københavns Kommune som arbejdsplads

Forslag til nye initiativer, hvor målgruppen er bredere: 

  • Tættere samarbejde med UU i folkeskolen
    • Infomøder for UU-vejledere
  • Tættere samarbejde med erhvervsskolerne om unge uden erhvervskompetencegivende uddannelse

Forslagene er uddybet i bilag 2, Handleplan for flere elev- og lærepladser.

Ny trepartsaftale om flere lærepladser

Regeringen og arbejdsmarkedsparter (DA, FH, KL og Danske Regioner) har den 21. november 2020 indgået trepartsaftalen hvis overordnede formål er:

  • At mindske frafaldet på erhvervsuddannelserne (min. 45 pct. af eleverne falder i dag fra før afslutning af uddannelsen).
  • At øge tilgangen af unge og voksne til erhvervsuddannelserne ved at gøre uddannelserne mere attraktive.

Derudover indebærer den nye trepartsaftale en ændring i ansvarsfordeling ift. at finde en elev- eller læreplads, som i dag påhviler primært den enkelte elev. Med aftalen får erhvervsskolerne ansvar for at finde lærepladser til elever der ikke selv finder en plads. Dette skal ske med bistand fra arbejdsmarkedets parter gennem de faglige udvalg på de enkelte skoler. Den nye trepartsaftale lægger derfor op til at Jobcenteret indgår et endnu tættere samarbejde med erhvervsskolerne om de unge, der mangler en aftale med en virksomhed.

Økonomi

Der er ikke afsat midler til de nye forslag i handleplanen, se figur 1, derfor vil alle nye forslag kræve finansiering. Hvis indsatsen ønskes udvidet, kræver det at det løftes politisk i forbindelse med Overførselssagen 2021 eller Budget 2022.

Videre proces

Hvis initiativerne i handleplanen ønskes løftet til de kommende forhandlinger om overførselssagen 2021 eller Budget 2022 kan der bestilles budgetnotater i forvaltningen.

 

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet med fokus på de igangværende indsatser, praktikmuligheder og omfanget af elev- og lærepladser.

Til top