Mødedato: 25.01.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Godkendelse af udbyder af danskuddannelse

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at udbyder af danskuddannelse Lærdansk, der hører under Dansk Flygtningehjælp, gives tilladelse til at undervise i dansk i henhold til danskuddannelsesloven i forbindelse med opkvalificeringsforløbet ”Jobskolen” på NCC’s byggeplads på Rigshospitalet.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget giver forvaltningen bemyndigelse til at godkende en eventuel forlængelse af Lærdansks mulighed for at undervise i København, hvis Integrationsnets projekt med NCC forlænges ud over 2016.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har modtaget henvendelse fra Dansk Flygtningehjælp, der arbejder sammen med Københavns omegnskommuner om integrationsindsatsen overfor flygtninge. Dansk Flygtningehjælp har bedt Københavns Kommune om tilladelse til at deres udbyder af danskuddannelse, Lærdansk, må undervise i dansk på en københavnsk adresse i forbindelse med opkvalificeringsforløbet ”Jobskolen” for flygtninge. Lærdansk er en kæde af sprogcentre, der har driftsaftaler med en del kommuner om danskundervisning. 

Da Lærdansk ikke har driftsaftale med København, skal kommunalbestyrelsen (Beskæftigelses- og Integrationsudvalget) i henhold til danskuddannelsesloven godkende, at Lærdansk udfører danskundervisningen, når det foregår på en adresse i Københavns Kommune.

Løsning

Opkvalificeringsforløbet ”Jobskolen” er projekteret af Integrationsnet, en organisation under Dansk Flygtningehjælp, i samarbejde med NCC og skal foregå på NCC’s byggeplads på Rigshospitalet.

Der er i udgangspunktet tale om et projekt, der løber i 2016 med start i februar 2016. Integrationsnet forventer, at der opstartes mindst to forløb af hver 26 ugers varighed løbet af 2016 med et deltagerantal på ca. 12-15 personer.

I projektet indgår danskuddannelse på arbejdspladsen som en del af tilbuddet, og det er Lærdansk, der vil forestå undervisningen på byggepladsen.

Forvaltningen anbefaler, at der gives tilladelse til, at Lærdansk forestår undervisningen i dansk i forbindelse med projekt ”Jobskolen”.

Forvaltningen vurderer, at det ikke har nogen betydning for de skoler, som Københavns Kommune har driftsaftale med, at Lærdansk får lov til at undervise på Rigshospitalet. Der er tale om forholdsvise korte forløb og små hold, kursisterne kommer alle fra omegnskommuner og skal sandsynligvis fortsætte danskuddannelse i deres hjemkommuner efter endt forløb.  

Ringsted Kommune er tilsynskommune for Lærdansk. Forvaltningen har bedt Ringsted Kommune om en bekræftelse på, at det er Ringsted Kommune, der fører tilsyn med undervisningen på Rigshospitalet. Godkendelsen af Lærdansk forudsætter denne bekræftelse.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens indstilling, giver forvaltningen besked til Integrationsnet om, at Lærdansk kan forestå danskundervisningen i forbindelse med projekt ”Jobskolen” i 2016.

Birgitte Hansen     /     Jacob Zeberg Eberholst

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top