Mødedato: 24.09.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Orientering om aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats

Se alle bilag

                                                                               

Resumé

Denne indstilling er en kort orientering om aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats, som er indgået mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti. Aftalen indebærer en række forenklinger af de proceskrav, der stilles til kommunernes beskæftigelsesindsats, herunder en forenkling og ensretning af kravene til samtaler og aktivering på tværs af målgrupper. Aftalen forventes at blive gennemført ved lovændring, som skal træde i kraft d. 1. juli 2019.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har indgået en aftale, der forenkler beskæftigelsesindsatsen. Udvalget har modtaget et orienteringsnotat om indholdet i aftalen. Forvaltningen er i gang med at udvikle en plan for implementeringsprocessen. Den endelige implementering kan først fastlægges, når lovforslaget foreligger.

Løsning

Forvaltningen vil på mødet i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen den 24. september 2018 præsentere hovedindholdet i aftalen. Aftale om en forenklet beskæftigelsesindsats skal ifølge aftaleparterne understøtte, at Danmark har et velfungerende arbejdsmarked med lav ledighed, og hvor virksomhederne får den arbejdskraft, de har brug. Hovedindholdet er:

  • Færre proceskrav til kontaktforløbet, der ensrettes på tværs af målgrupper, og enklere regler for samtalernes indhold
  • Mere ansvar til a-kasserne i en fireårig forsøgsperiode, hvor udvalgte a-kasser i en fireårig periode får ansvaret for dagpengemodtagere i opsigelsesperioden og de første tre måneder af ledighedsforløbet
  • Kun ét krav til aktivering efter senest seks måneders ledighed. Herefter bliver det op til jobcentret at vurdere, hvornår den enkelte har brug for mere indsats. Mentorstøtte bortfalder som indsats
  • Forenkling af voksenlærlinge-, løntilskuds- og virksomhedspraktikordningen, og formålet med praktikopholdet skærpes
  • Styrket fokus på kommunernes resultater og skærpet opfølgning for kommuner med utilfredsstillende resultater.

Forvaltningen er i gang med at planlægge den videre proces i forhold til implementeringen af aftalen. Før der foreligger lovforslag, vil der i sagens natur kun være tale om forberedende arbejde. En del af aftalen skal implementeres administrativt. En anden del af aftalen lægger op til politiske drøftelser af de overordnede rammer for beskæftigelsesindsatsen på tværs af målgrupper, som udvalget løbende vil blive inddraget i. Forvaltningen forventer at vende tilbage til udvalget inden for temaer som fx:

  • Prioritering af indsatsmidler mellem målgrupper
  • Fastlæggelse af serviceniveauer inden for målgrupperne
  • Styrket dialog med a-kasserne
  • Overordnede rammer for indhold i samtalerne
  • Opfølgning på indsatsen.

Økonomi

Indstillingen har ingen umiddelbare økonomiske konsekvenser. De nærmere detaljer om visse elementer af aftalen, fx a-kassens samtaler med ledige, er endnu ikke kendt. Udvalget vil blive orienteret, når forvaltningen opnår viden om eventuelle økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen udarbejder en procesplan for det videre arbejde. På nuværende tidspunkt er kun aftaleteksten kendt, og forvaltningen arbejder ud fra denne viden. Konkrete beslutninger i forhold til implementering må afvente lovforslaget.

 

Michaels Baunsgaard Schreiber / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top