Mødedato: 24.09.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Tilsyn med danskuddannelse 2018-22

Se alle bilag

Resumé

Indstillingen fremlægger mål og metode for tilsynet med danskuddannelserne 2018-22 samt en plan for tilsynets gennemførelse og rapportering.

Indstillingen redegør for tilsynets tre kontrolelementer: risiko, tema og efterlevelse, ligesom udviklingsdimensionen i form af Udviklingsforum præsenteres.  

Den første tilsynsrapport fremlægges for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i februar 2019.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender mål og metode for tilsynet med levering af Danskuddannelse, jf. danskuddannelsesloven

     

  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i perioden 2018-22 vil blive rapporteret halvårligt til BIU om det løbende tilsyn og udvikling i kvaliteten af den leverede Danskuddannelse i Københavns Kommune.

Problemstilling

I henhold til danskuddannelseslovgivningens §11, stk. 2 er Københavns Kommune forpligtet til at føre tilsyn med leverandører med driftsaftale om levering af danskuddannelse.

Københavns Kommunes tilsyn skal gennemføres for alle kursister og alle aktiviteter, der er omfattet af danskuddannelsesloven. Konkret omfatter tilsynet fremadrettet sprogcentrene CLAVIS sprog og kompetence, UCplus A/S samt CBSI. Tilsynet med kursister fra Københavns Kommune, der modtager danskundervisning på udenbys sprogcentre, foretages af den udenbys kommune, der har driftsaftale med sprogcentret.

Denne indstilling beskriver mål og metode for tilsynet i Københavns Kommune.

Løsning

Tilsynets indhold

Tilsynet skal ske løbende og skal endvidere, i henhold til bekendtgørelse om danskuddannelse § 21, stk. 3, indeholde henholdsvis et pædagogisk, administrativt samt et økonomisk tilsyn. Derudover indeholder tilsynets elementer fra tidligere beslutning i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (se nedenfor) samt udbudsbetingelserne.

Strukturen i tilsynet præsenteres herunder:

1. Risikobaseret kommunalt tilsyn

I det risikobaserede tilsyn screenes faglige resultater og kursistoplevelser. På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 19. juni 2018 blev besluttet følgende indsatspunkter:

  • Kursisternes oplevelser

  • Tilfredshed i målgruppen med uddannelsestilbuddet

  • Sammenhæng mellem kursistbehov og læringsmåder, fx e-læring

  • Udvikling af kursisternes forståelser af sociale, personlige, kulturelle og etiske værdier

  • Relationer med erhvervsvirksomheder om Danskuddannelse

  • Test/prøveresultater

  • Progression, herunder gennemløbstid og frafald

  • Markedsandele ift. udenbys skoler og kursister

  • Indplacering på Danskuddannelse og modul.

Der indgik endvidere i udbudsbetingelserne for Danskuddannelse for voksne selvforsørgede udlændinge en række generelle krav til samspillet mellem ordregiver og leverandør udover tre specifikke kriterier for kvalitet i danskuddannelsen. De tre kvalitetskriterier er:

  • Motivation og fastholdelse

  • Virksomhedsrettet fleksibel sprogindlæring

  • Samarbejde og udvikling.

Herudover er der en række andre krav i udbudsbetingelserne, som fx sociale klausuler, tidsfrister samt overholdelse af databehandleraftalen, der vil blive fulgt op på løbende.

Arbejdsform i forbindelse med tilsyn

Tilsynet har både en kontroldimension og en udviklingsdimension.

Kontroldimensionens regler og krav er beskrevet ovenfor.

Tilsynet vil ske struktureret, systematisk og planlagt. Der anvendes tilsynsmetoder, som besøg på sprogcentrene, gennemgang af materialer fra sprogcentrene, desk research på data fra det studieadministrative system LUDUS, møder i det kommende udviklingsforum med leverandørerne, udover inddragelse af kursisternes vurdering gennem spørgeskemaundersøgelser mv.

Leverandøren bidrager bl.a. med en virksomhedsplan, som beskriver særlige indsatsområder, mål og forventede resultater for det kommende år, der samtidig følger op på det foregående års plan.

Som konklusion på tilsynet udarbejdes en opfølgningsplan for hver leverandør med konkrete udviklingsområder.

Tilsynet afrapporteres halvårligt til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget. Tilsynet forelægges udvalget, så det passer med prøveterminerne. Rapporteringerne vil derfor ske i februar og september. Den første tilsynsrapport kan således drøftes i udvalget i februar 2019.

Struktureringen af tilsynet fremgår af bilag 1, mens en oversigt over tilsynselementer fremgår af bilag 2.

Udviklingsdimensionen består i henhold til udbudsbetingelserne i etableringen af et Udviklingsforum mellem leverandører og kommune. Leverandørerne skal hermed medvirke aktivt i anvendelsen af læring fra tilsyn til kontrol til en udvikling af kvaliteten i leveringen af danskuddannelserne.

Fokus er:

  • at understøtte en løbende udvikling af undervisningskvaliteten gennem iværksættelse af projekter på tværs af Sprogcentrene
  • at sikre et grundlag for formidling af forskning om danskuddannelse og praksisnær viden og erfaringer mellem deltagere
  • at drive introduktion og afprøvning af nye undervisningsteknologier, der optimerer danskundervisningen i alle aspekter af lovgivningen.

Udviklingsforummet sekretariatsbetjenes af Københavns Kommune og holder ca. 4 årlige møder. Der arbejdes ud fra en årsplan som grundlag for at planlægge og iværksætte relevante initiativer.

Leverandørerne afholder selv udgifterne til deltagelsen.

2. Lovbestemte tilsyn

De tematiske tilsyn vedrører specifikke krav i lovgivningen. De tematiske tilsyn er således udtryk for en efterprøvning af undervisningen på de tre tilsynsområder, som fremgår af § 21 i bekendtgørelse om danskuddannelse. Det er:

2a. Pædagogisk tilsyn

Det pædagogiske tilsyn af sprogcentrene skal bl.a. sikre, at sprogcentrene overholder lovgivningens regler samt at der udvikles og opretholdes en høj kvalitet i danskuddannelserne på sprogcentrene.

2b. Administrativt tilsyn

Det administrative tilsyn skal bl.a. sikre, at sprogcentrene overholder de procedurer og regler, der er fastsat i lovgivningen, samt at der er en rationel og effektiv arbejdsgang mellem udbyder og henvisende myndighed.

2c. Økonomisk tilsyn

Det økonomiske tilsyn skal bl.a. sikre, at danskuddannelsestilbuddene er økonomisk bæredygtige, at der er en hensigtsmæssig ressourceudnyttelse af offentlige midler samt at der kun betales for moduler, hvor kursisten har færdiggjort det forrige modul og ønsket at fortsætte.

Styrelsen for International Rekruttering og Integration (SIRI) udarbejder en vejledning for, hvad de enkelte tilsyn som minimum skal indeholde. SIRI forventer, at vejledningen er færdig primo oktober. 

Rapportering til Styrelsen for International Rekruttering og Integration om lovpligtigt tilsyn

I henhold til bekendtgørelse om Danskuddannelse, § 21, stk. 4, skal Københavns Kommune desuden hvert andet år indsende en rapport over det lovpligtige tilsyn senest den 1. december i de år, der skal indsendes en rapport.

Rapporten skal indeholde en beskrivelse af, hvordan tilsynet af alle aktiviteter i Københavns Kommune inden for danskuddannelseslovgivningen har været ført og forholde sig til data om undervisningens aktivitet og prøveresultater.

Tilsynsrapporten for 2016-18 har deadline ultimo 2018. 

3. Statsligt tilsyn

Det fremgår desuden af lovgivningen, at Staten fører stikprøvebaseret tilsyn med indplaceringen af kursisterne.

Det statslige tilsyn er et supplement til det kommunale tilsyn, men er på nuværende tidspunkt endnu ikke fastlagt.

Økonomi

Tilsyn og kvalitetsudvikling af danskuddannelserne kræver to årsværk i forvaltningen. Disse blev afsat for 2018 i forbindelse med overførselssagen og er for årene 2019-22 afsat med budgetaftalen for 2019.

Videre proces

Forvaltningen gennemfører tilsynet med den frekvens og det indhold, som fremgår af planen for tilsynet, bilag 1. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil modtage den første tilsynsrapport i februar 2019.

Michael Baunsgaard Schreiber / Jeppe Bøgh Andersen

 

Beslutning

Indstillingen blev udskudt til næste udvalgsmøde ved mødets start.
Til top