Boliger til flygtninge
Resumé
Den seneste status for boligplacering af flygtninge, som er visiteret til Københavns Kommune (2. kvartal 2020) viser, at færre flygtninge i Københavns Kommune har fået en permanent bolig end forventet. Det skønnes derfor, at der kommer til at mangle plads til mindst 6 flygtninge i den midlertidige indkvartering, når dispensationen til at anvende Ottiliahus i Valby ophører, og indkvarteringen flytter til Dortheagården i Nordvest ultimo februar 2021. Samtidig vurderes det, at der er behov for en ”buffer kapacitet” på 35 pladser. Således mangler der samlet ca. 41 pladser i midlertidig indkvartering. Denne indstilling beskriver forslag til at tilvejebringe yderligere midlertidig indkvartering til flygtninge, som allerede er visiteret til København, eller som visiteres til kommunen med 2020-kvoten.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Økonomiforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses-og Integrationsudvalget og Økonomiudvalget godkender:
- at der søges finansiering til yderligere kapacitet til midlertidig indkvartering til flygtninge i forbindelse med forhandlingerne om Budget 2021
Problemstilling
I 2019 og begyndelsen af 2020 var der ifølge de seneste statusser (1. kvartal og 2. kvartal 2020) færre flygtninge i Københavns Kommune, som fik en permanent bolig end forventet. På baggrund af Udlejningsaftalen med de almene boligselskaber, herunder antallet af deleboliger og forventningen til at kunne finde kommunale og private boliger, blev det skønnet, at 145 flygtninge ville opnå permanent bolig i 2019. Antallet af flygtninge, der fik en permanent bolig i 2019, blev dog kun 31.
Det lave antal udflytninger fra midlertidig indkvartering til permanente boliger skyldes færre ledige almene- og kommunale[1] boliger i en prisklasse, som matcher flygtninges betalingsevne, og som ikke kan anvendes af den boligsociale anvisning. Samtidig har forvaltningerne overvurderet potentialet i deleboliger til flygtninge. Endelig er det ikke lykkedes forvaltningerne at opnå en aftale med private udlejere om private boliger med tilstrækkelig lav husleje.
Den nuværende midlertidige indkvartering på Ottiliahus og andre kommunale boliger, der anvendes til midlertidig indkvartering, kan rumme ca. 200 flygtninge. På Dortheagården er der plads til ca. 100 flygtninge. Dertil anvendes ca. 15 pladser i andre kommunale bygninger til midlertidig indkvartering. Den midlertidige indkvartering fra ultimo februar 2021 vil således kunne rumme ca. 115 flygtninge afhængigt af, om det er enlige eller familier af forskellig størrelse, som skal bo i den midlertidige indkvartering.
Den foreliggende prognose viser, at der er brug for plads til mindst 121 flygtninge ultimo februar 2021. Der kommer derfor til at mangle plads til mindst 6 flygtninge. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vurderer, at der samtidig vil være behov for en ”buffer-kapacitet” på 35 pladser i den midlertidige indkvartering for at sikre, at der er passende boliger til de forskellige familiestørrelser og i tilfælde af en ændring af den pt. forventede 0-kvote i 2021, eller i den situation, hvor en stor andel af 2020-kvoten meldt ud til København kommer samtidig og få flygtninge i midlertidig indkvartering kommer i permanent bolig.
København er ifølge integrationsloven forpligtet på at tilbyde midlertidig indkvartering på ubestemt tid. Borgerrepræsentationen har den 19. september 2019 besluttet, at København skal anvise permanente boliger til flygtninge, så snart det er muligt.
Der skal tages stilling til tilvejebringelse af yderligere midlertidig indkvartering til flygtninge.
Løsning
Økonomiforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har undersøgt mulighederne for at skaffe yderligere midlertidig indkvartering til flygtninge. Forvaltningerne har fundet en mulig placering i Solterasserne beliggende på Johan Krohns Vej 9-13, 2500 Valby, der pt. står tom. Solterasserne består af to ejendomme, som København købte i foråret 2020. Den ene ejendom er tidligere ældreboliger (nr. 9-13), og den anden er et tidligere plejehjem (nr. 8). Det tidligere plejehjem skal i perioden juli 2020 til juli 2022 bruges midlertidigt af Socialforvaltningen til genhusning af Mændenes Hjem, mens den nuværende bygning til Mændenes Hjem på Vesterbro skal renoveres.
Den tidligere ejendom med ældreboliger består af 48 lejligheder i forskellige størrelser. Forvaltningerne foreslår, at der afsættes midler til, at der fra og med 1. november 2020 kan benyttes en af de tre opgange på Solterasserne til midlertidig indkvartering af flygtninge (det er endnu ikke afklaret, hvad de øvrige opgange kan bruges til). Der afsættes midler allerede fra 2020, således, at renovering af Solterasserne kan påbegyndes efter Borgerrepræsentationens 2. behandling af Budget 2021 i oktober 2020.
På baggrund af COVID-19-situationen har regeringen valgt at suspendere anlægsloftet for kommunerne i 2020. Derfor vil det være en fordel at afsætte midler til renovering allerede i 2020.
Der har været store udsving i antallet af visiteringer til permanente boliger, hvilket skaber usikkerhed om fremtidig visitering til permanente boliger og dermed behovet for antal pladser i midlertidig indkvartering. Københavns Kommune skal under 2020-kvoten modtage 45 flygtninge. Den foreløbige udmeldte kommunekvote for København er 0 i 2021. Regeringen vil melde den endelige kvote ud i september 2021 og vil kunne ændre kvoten fra 0, hvis der kommer flere flygtninge til Danmark.
Endvidere kommer der familier i forskellige størrelser, som skal passe ind i forskellige boligstørrelser i den midlertidige indkvartering. En-til-en udnyttelse af kapaciteten kan derfor ikke forventes.
Beskæftigelses-og Integrationsforvaltningen vurderer på den baggrund, at der behov for en ”buffer-kapacitet” i den midlertidige indkvartering svarende til 35 pladser til flygtninge ud over pladserne til de 121 flygtninge. Opgangen på Solterasserne kan rumme mellem 30-60 flygtninge afhængigt af familiestørrelserne og svarer således til behovet for yderligere midlertidig indkvartering.
Det foreslås derfor, at der afsættes midler allerede i 2020 til ekstra kapacitet til midlertidig indkvartering til flygtninge i Budget 2021. Midlerne anvendes til lettere renovering af enkelte køkkener og bad, omlægning af vandinstallationen, udbedring af fugtskader og elinstallationer i enkelte lejligheder, lettere malerarbejde, opsætning af skillevægge, opsætning af elektriske brandalarmer samt udskiftning af enkelte vinduer. Endvidere skal der etableres vaskekælder. Renoveringen vil ske i november og december 2020.
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil fremlægge forslaget som et need-to budgetnotat med en såkaldt stjernemarkering, hvor midlerne udbetales i 2020 fremfor 2021. Midlerne til driften vil efter vedtagelsen af Budget 2021 indgå som en fast del af budgetmodellen for flygtninge.
Permanente boliger til flygtninge
Økonomiforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen arbejder for at finde flere permanente boliger til flygtninge. Forvaltningerne undersøger bl.a. muligheden for at benytte flere kommunale boliger, herunder byfornyelsesboliger, tidligere kommunale bosteder, boliger der har været frasolgt og forventes hjemtaget til kommunen og ungdomsboliger til flygtninge under uddannelse. Forvaltningerne vil sammen med BL forsat have skærpet fokus på boligplacering af flygtninge i almene boliger, så behovet for yderligere kommunal kapacitet i midlertidig indkvartering reduceres.
Endelig har Økonomiforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen haft et møde med EjendomDanmark (der repræsenterer størstedelen af det private boligmarked). EjendomDanmark vil skrive ud til organisationens medlemmer om kommunens ønske om, at forslag til boliger til flygtning sendes til kommunen.
Videre proces
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil udarbejde et need to budgetnotat om midlertidig indkvartering på Solterasserne til forhandlingerne om Budget 2021. Økonomiforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil forsat følge udviklingen tæt og som hidtil udarbejde kvartalsvis orienteringer om boliger til flygtninge til Økonomiudvalget og Beskæftigelses-og Integrationsudvalget.
Tanja Franck Søren Hartmann Hede
Kommunale boliger er typisk byfornyelsesboliger, tidligere funktionærboliger, eller ældreboliger. Byfornyelsesboliger er lejligheder i ejendomme, som kommunen har erhvervet i forbindelse med byfornyelse. Lejlighederne bruges almindeligvis til flygtninge, den boligsociale anvisning og til genhusning af borgere i forbindelse med byfornyelse. Funktionærboliger er fx boliger, der har været tilknyttet en kommunalbygning, fx på et tidligere kommunalt sygehus, hvor der har været en bolig tilknyttet til en eller flere ansatte.
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:
”For Enhedslisten er det vigtigt, at husleje for den permanente indkvartering, som Københavns Kommune tilvejebringer, bliver tilpasset det økonomiske råderum, som flygtninge er begrænset af. Enhedslisten mener, at integrationsydelse fastholder flygtninge i fattigdom, og ydelsen er så lav at den ikke kan betale for en bolig. Enhedslisten mener, at der bør findes mere permanente løsninger til de boliger, der ses i forhold til indlogering af flygtninge i Københavns Kommune. Der skal tages et særligt hensyn til netop denne gruppe, da det ofte er mennesker, der er berørt af krigstraumer og derfor bliver dybt påvirket af at blive flyttet rundt på og leve i usikkerhed.”