Mødedato: 24.08.2006, kl. 14:15

Bevillingsmæssige ændringer i 2006

Bevillingsmæssige ændringer i 2006

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 24. august 2006

 

 

4.      Bevillingsmæssige ændringer i 2006

                      BIU 151/2006 INDSTILLING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

 

at de bevillingsmæssige ændringer i 2006 godkendes.

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 24. august 2006

Kontorchef Mette Egelund Fog deltog under punktets behandling.

Godkendt.


Det blev aftalt, at udvalgsmedlemmer, der ønsker et møde med forvaltningen om teknikken i økonomisagerne, kan henvende sig til Ledelsessekretariatet.

 

Per Bregengaard (Ø) ønskede følgende protokolleret til punkt 4 og 5: "Enhedslisten udtrykker sine betænkeligheder ved konsekvenserne af budgetoverholdelsen."

 

 

RESUME

Økonomiforvaltningen har den 13. juni 2006 indkaldt udvalgenes ønsker om bevillingsmæssige ændringer til budgettet for 2006 samt udvalgenes forslag til reduktion af serviceudgifter.

Alle udvalg har fået et serviceudgiftsmåltal for 2006. Det skyldes, at Folketinget har vedtaget en reguleringslov, der medfører, at kommunernes udgifter ikke må overstige det vedtagne budget. Det er i Københavns Kommune blevet omsat til, at de enkelte udvalgs udgifter ikke må overstige det vedtagne budget.    

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal derfor reducere serviceudgiftsbudgettet i 2006 med 69,3 mill. kr. Denne reduktion sker dels ved overførsler til 2007 på i alt 16,2 mill. kr. og dels ved interne omplaceringer på 54,7 mill. kr.

Konkret betyder reduktionen af serviceudgifter, at det har været nødvendigt at udskyde noget af den planlagte indsats til 2007. Det drejer sig om et IT-projekt, indkøb af IT og påbegyndelse af sagsgennemgangen i forbindelse med 'En ny chance til alle'. Udskydelserne vedrører i alt 12,7 mill. kr.

Dertil kommer besparelser, der var nødvendige som følge af faldende integrations- og refusionsindtægter. Disse besparelser udmøntes på serviceudgifterne, således at de imødekommer besparelseskravet både i forhold til faldende indtægter og begrænsning i serviceudgifterne. De administrative besparelser udgør 13,9 mill. kr.

Den øvrige reduktion af serviceudgiftsbudgettet sker ved omplaceringer, der sikrer en tilpasning af budgettet til reelt forbrug.

Derudover indeholder denne indstilling også budgetmæssige omplaceringer, der ikke påvirker serviceudgifterne. Det er bl.a. omplaceringer, der er nødvendiggjort af lovændringer og ændringer i Indenrigsministeriets kontoplan.


 

Til top