Mødedato: 24.06.2013, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Status på akutindsatsen ultimo juni

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status på indsatsen i medfør af akutpakke 1-3 til efterretning.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har bedt om en månedlig status på akutindsatsen.

Løsning

Status på akutpakke 1

Ved udgangen af uge 20 i 2013 var status på akutindsatsen i Københavns Kommune:

  • 7.032 københavnske dagpengemodtagere har modtaget et brev efter Akutpakke 1.
  • Heraf er 1.924 fortsat en del af akutindsatsen, dvs. har mindre end seks måneders dagpengeret tilbage.
  • Af borgerne som fortsat er omfattet af akutberedskabet, har Jobcenter København kontakt med 1.600 personer.
  • Heraf har 432 aftalt en konkret plan med en personlig jobformidler.
  • De resterende borgere er blevet kontaktet op til tre gange - 100 har efterfølgende undladt at svare.
  • I alt er der gennemført 3.034 jobformidlingssamtaler som led i jobberedskabet.

Ud af de i alt 7.032 borgere, som har modtaget et brev, er 5.108 ikke længere i målgruppen. Heraf har:  

  • 1.518 angivet, at de er overgået til ordinær beskæftigelse
  • 96 angivet, at de er overgået til ordinær uddannelse
  • 3.494 har afmeldt sig uden at angive, en årsag til afmeldelsen. Det må forventes, at denne gruppe i noget omfang også omfatter borgere, som er afsluttet til ordinær beskæftigelse eller uddannelse.

Det skal bemærkes, at tilgangen til akutgruppen stort set er stoppet. Således er der i de sidste 6 uger kun udsendt 33 nye akutbreve. Det skyldes, at akutpakke 1 udløber med udgangen af juni 2013. Dermed er det kun nyledige hvis dagpengeret udløber senest 30. juni, som udgør tilgangen til gruppen. Af samme årsag udgår denne opgørelse fremadrettet.

I forbindelse med overførselssagen fik Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen bevilliget midler til en kommunal videreførelse af akutpakke 1 indsatsen i resten af 2013. Det bemærkes, at adgangen til at give ledige omfattet af akutberedskabet fortrinsret til stillinger i kommunen ophører med lovens udløb den 1. juli 2013

Status på akutpakke 2 (akutjobordningen)

Økonomiforvaltningen står for at udarbejde status på akutpakke 2, som Økonomiudvalget modtager månedligt.


Tabel 1: Status på akutjobordningen pr. 3/5-2013
 

Kilde: Økonomiforvaltningen og Personalekontoret i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

I den status, som der blev forelagt Beskæftigeles- og Integrationsudvalget på mødet d. 6. maj, fremgik det, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen havde opnået sit mål på 22 ansatte akutjobbere. Dette er dog ikke tilfældet, idet en manuel optælling (i modsætning til de automatisk genererede rapporter) har vist, at blot 19 personer var ansat. Forvaltningen har derfor taget initiativ til at få de sidste stillinger besat, således at måltallet opfyldes.


Status på akutpakke 3
Akutpakke 3 giver ledige, som opbruger dagpengeretten, ret til forsørgelse i form af den "særlige uddannelsesydelse", uagtet om de er berettiget til kontanthjælp - såfremt de påbegynder et uddannelsesforløb:

  • Målgruppen er ledige, hvis dagpengeperiode er opbrugt i første halvår 2013. Med aftalen "Bedre indfasning af dagpengereformen" udvides målgruppen til også at omfatte ledige som opbruger dagpengeretten i 2. halvår af 2013.
  • Ikke-forsørgere får ret til 60 % og forsørgere 80 % af højeste dagpengesats i 26 uger.
  • Målgruppen får ret til uddannelse og opkvalificering efter udløbet af dagpengeperioden.
  • Modtagere af uddannelsesydelsen skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. 
  • Jobcentrene skal sikre, at ledige i målgruppen der ønsker det, tilbydes et relevant uddannelsesforløb. Såfremt dette ikke er muligt, oppebærer den ledige stadigvæk fuld uddannelsesydelse.
  • A-kasserne skal understøtte medlemmerne i at finde relevante uddannelsestilbud.
  • Viften af mulige uddannelser er bred, så alle i målgruppen har mulighed for at påbegynde et forløb. Det inkluderer fx forberedende voksenundervisning, almen voksenuddannelse, hf-enkeltfag, erhvervsuddannelser, gymnasiale uddannelser, AMU-kurser samt videregående voksen- og efteruddannelse, der er udbudt af offentlige institutioner, fx akademi-, diplom- og masteruddannelser og fagspecifikke kurser.
  • Der er intet krav om uddannelsens længde, men ved uddannelsesforløb på under en uges varighed skal jobcentret stille krav om deltagelse i uddannelsestilbud senest hver 8. uge.
I Jobcenter København foregår beredskabet efter akutpakke 3 ved, at borgeren kontakter Arbejdsmarkedscenteret, som informerer om ordningen. Til dette formål er der udarbejdet borgermateriale.     
  1. Borgeren henvises til at ansøge om ydelsen på www.kk.dk (jobsøgning og ledighed)
  2. Efterfølgende indkaldes borgeren til en samtale inden for 1 uge, hvor der udarbejdes en uddannelsesplan. Heri lægges der bl.a. vægt på den tidligere a-kasses vurdering af en relevant uddannelse, jfr. lovens bestemmelser.
  3. Der følges op på borgerens forløb ved personlige samtaler med normal kadence (hver 3 måned), såfremt borgeren er i uddannelse kan samtalen foregå telefonisk.

Status på antallet af bevilligede borgere den 24. maj 2013 var:

  • 1.567 borgere er bevilliget særlig uddannelsesydelse
  • 86 borgere har ansøgt om særlig uddannelsesydelse, men ansøgningerne er endnu ikke blevet behandlet.

Ca. 85 % af ansøgningerne bliver sendt elektronisk. I øjeblikket er sagsbehandlingstiden ca. 1 uge.

Bedre indfasning af dagpengeperioden

Regeringen og Enhedslisten har indgået en aftale, som sikrer forsørgelse for en del (se nedenstående om 4 års reglen) af de dagpengemodtagere, som opbruger dagpengeretten. Aftalen betyder, at: 

  • Retten til særlig uddannelsesydelse fortsætter året ud.
  • Fra 1. januar 2014 indføres en "Arbejdsmarkedsydelse", som garanterer ledige med opbrugt dagpengeret forsørgelse på 60% af dagpengesatsen (80% for forsørgere) i op til 1 1/4 år. Perioden hvor en borger kan modtage arbejdsmarkedsydelse reduceres med 1/4 år hvert 1/2 år. Dvs. at en person som opbruger dagpengeretten i 2. halvår 2014, kun vil kunne modtage arbejdsmarkedsydelse i 1 år osv. Ledige som opbruger dagpengeretten i 2. halvår 2016, vil således ikke have ret til arbejdsmarkedsydelse.
  • Uagtet de øvrige regler i aftalen, vil en ledig maksimalt kunne modtage dagpenge, særlig uddannelsesydelse (inkl. forlængelsen af denne) og arbejdsmarkedsydelse i en sammenhængende periode på 4 år.
  • Ved midlertidigt selvforsørgelse bevares retten til både særlig uddannelses- og arbejdsmarkedsydelse, men kun i en periode på ½ år ekstra. Dvs. at en ledig som finder beskæftigelse i mere end ½ år, vil få afkortet sin ret til de to ydelser (i praksis arbejdsmarkedsydelsen) svarende til tiden i selvforsørgelse ud over det ½ år (fx. ved 1 års beskæftigelse nedsættes tiden på arbejdsmarkedsydelsen med ½ år).

Modtagere af arbejdsmarkedsydelse har ret og pligt til et virksomhedsrettet tilbud efter maksimalt en måned. Det inkluderer: løntilskud, virksomhedspraktik (varighed max. 4 uger), jobrotation eller nyttejobs (af 20 timers varighed). 

Derudover har aftalen betydning for tilgangen til seniorjob, idet arbejdsmarkedsydelsen træder i stedet for seniorjob. Dvs. at fra 1. januar 2014 skal ledige, som ellers opfylder kravene for seniorjob (hhv. under 5 år til efterlønsalder og berettiget til efterløn) opbruge retten til arbejdsmarkedsydelse, før de vil være berettiget til seniorjob. Dette må forventes, at reducere tilgangen til seniorjobordningen betydeligt fra årsskiftet. 

Samlet overblik over antal borgere med opbrugt dagpengeret

I tabel 2 fremgår det seneste arbejdsmarkedsstatus over antallet af borgere, som har opbrugt dagpengeretten fordelt på efterfølgende status. Af tabellen fremgår det, at til og med marts har 1.652 personer opbrugt dagpengeretten i København. Heraf er er ca. 14% efterfølgende overgået til beskæftigelse og SU. 42% modtager særlig uddannelsesydelse og 29% er selvforsørgede. Sammenlignet med på landsplan er der relativt flere københavnere, som er selvforsørgede. Desuden er der relativt færre, som er overgået til seniorjobordningen 


Tabel 2: Borgere med opbrugt dagpengeret fordelt på efterfølgende arbejdsmarkedsstaus, januar - marts 2013, København og hele landet

Kilde: Jobindsats.dk


Morten Binder                Thomas Thellersen Børner



Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top