Mødedato: 24.04.2023, kl. 16:00
Mødested: KVUC, Sjæleboderne 8, 1120 København

Godkendelse af indholdsmæssige rammer for udbud af helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser, som inddrager metoder og erfaringer fra Projekt Trædesten

Se alle bilag

Resumé

Udbuddet af helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser, som inddrager erfaringerne fra Projekt Trædesten, skal udbydes med henblik på, at en aftale kan træde i kraft 1. januar 2024. Udvalget skal tage stilling til de indholdsmæssige rammer for udbuddet.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller:

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender de indholdsmæssige rammer for udbud af helhedsorienterede beskæftigelsesindsatser, som inddrager erfaringer fra Projekt Trædesten, samt en tildelingsmodel, hvor kvalitet vægter 90 pct. og pris 10 pct.

Problemstilling

Der er i budget 2023 afsat midler til en helhedsorienteret beskæftigelsesindsats rettet mod aktivitetsparate borgere over 30 år. Indsatsen skal inddrage metoder og erfaringer fra Projekt Trædesten. Den 27. januar er Beskæftigelses- og Integrationsudvalget blevet orienteret om, at arbejdet med udbuddet igangsættes.

Udvalget skal nu godkende de indholdsmæssige rammer for udbuddet, tildelingskriterier og vægtningsmodel.

Løsning

1. Udgangspunkt for udformning af udbuddet

Den indsats, som nu skal i udbud, skal inddrage metoder og erfaringer fra Projekt Trædesten. Projekt Trædesten er et metodeudviklingsprojekt, og de metoder, som er udviklet og anvendt i projektet, bygger på teorier og viden om, hvilke indsatser og beskæftigelsesfaglige tilgange, som har en positiv effekt på udsatte borgeres arbejdsmarkedstilknytning. Den teoretiske baggrundsviden er udgangspunktet for de tre grundlæggende indsatselementer i Projekt Trædesten:

  • En helhedsorienteret indsatsmodel, som indeholder både beskæftigelsesrettede og sociale tilbud
  • Et forløbsflow, som sikrer kontinuitet og fremdrift i borgerens forløb
  • En tværfaglig samarbejdsmodel, som sikrer fælles faglig retning og sammenhæng i borgerens forløb.

Målgruppen for udbuddet er aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år, og den udbudte indsats skal sikre, at målgruppen via en helhedsorienteret og individuelt tilpasset indsats, hjælpes videre i (små)job/uddannelse eller bliver afklaret til førtidspension eller fleksjob.

Indsatsen vil være forankret i Jobcenter København – Center for jobindsats (JKI), og antallet af borgere som skal henvises til indsatsen, forventes at blive ca. 80 helårspersoner om året i aftaleperioden. Desuden forventes, at en del borgere vil have behov for efterværn. Et centralt indsatselement er samarbejdet mellem leverandør og Jobcenter, og da der i budgettet er afsat midler til koordinering af indsatsen, vurderer forvaltningen, at der kun bør indgås aftaler med én leverandør.

2. Tildelings- og vægtningsmodel

Forvaltningen foreslår, at indkomne tilbud vurderes ud fra tildelingskriteriet ”Bedste forhold mellem pris og kvalitet” på baggrund af følgende underkriterier og vægtning:

Kvalitet:

60 pct.

Kvalitativt underkriterie 1: Indsats

At sikre, at metoderne fra Projekt Trædesten anvendes i indsatsen, og bidrager til at sikre 1) borgers fremdrift fra trædestenspraktikker til eksterne virksomhedsplaceringer, 2) udvikling og afklaring af borgers arbejdsmarkedskompetencer og arbejdsevne og 3) systematisk indsamling af viden om borgers forløb samt udarbejdelse af relevante beskrivelser af forløbet.

Kvalitet:

30 pct.

Kvalitativt underkriterie 2: Samarbejde

At sikre, at de samarbejdsmetoder, som er anvendt i Projekt Trædesten, anvendes og bidrager til et tæt og konstruktivt samarbejde med jobcenteret.

Pris:

10 pct.

Ugepris for indsats:

Minimumspris: 1850 kr.

Maksimum pris: 2150 kr.

Ugepris for efterværn:

Minimumspris: 575 kr.

Maksimumpris 700 kr.

Vægtningsmodel

Der er undtagelsesvis valgt en vægtningsmodel, hvor kvalitet vægter 90 pct. og pris vægter 10 pct. I tidligere udbud er der arbejdet med en fordeling, hvor kvalitet vægter 80 pct. og pris 20 pct. Årsagen til at pris vægter 10 pct i dette udbud er, at den økonomiske ramme for indsatsen er fremsat i budgetaftalen for 2023. 

Kvalitative underkriterier:

De kvalitative underkriterier har til formål at sikre, at den udbudte indsats inddrager metoder og erfaringer fra Projekt Trædesten, med særligt fokus på indsats og samarbejde.

Pris:

Ugeprisen for beskæftigelsesindsats og efterværn er højere end gennemsnitsprisen på forvaltningens store rammeaftaler for lignende indsatser for målgruppen. Det skyldes, at indsatsen forventes at skulle indeholde flere sideløbende indsatselementer (virksomhedsindsats, mentor- og fastholdelsesmentorindsats samt arbejdsevnevurderinger og beskrivelser). Desuden vil forløbet i højere grad være baseret på individuelle og håndholdte aktiviteter, som kræver flere ressourcer at gennemføre.

Forvaltningen gør opmærksom på, at der i budgetnotatet er indsat en ugepris på 2000 kr. for indsats og 675 kr. for efterværn. Det angivne spænd mellem minimumspris og maksimumpris tager udgangspunkt i denne prissætning.

Økonomi

Med budget 2023 er der afsat 6,3 mio. kr. i 2024 og 8,4 mio. kr. årligt i 2025-2026 til indsatsen.

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan komme med kommentarer og ændringsforslag til de overordnede rammer for udbuddet samt tildelingskriterier og vægtningsmodel.

Videre proces

Hvis indstillingen tiltrædes, forventes følgende tidsplan for udbuddet:

  • Juni 2023: Offentliggørelse af udbud og tilbudsmodtagelse
  • Primo juli 2023: Tilbudsfrist
  • Oktober 2023: Orientering om valg af leverandør til udvalget og tilbudsgivere
  • Januar 2024: Opstart af ny rammeaftale
Henrik Lund/Signe Maria Christensen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.

Til top