Mødedato: 24.04.2023, kl. 16:00
Mødested: KVUC, Sjæleboderne 8, 1120 København

2. behandling af budgetbidrag 2024

Se alle bilag

Resumé

Med denne sag 2. behandler Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) budgetbidraget til budget 2024. Udvalget skal godkende forvaltningens effektiviseringsforslag, som skal indfri udvalgets effektiviseringsmåltal for budget 2024. Derudover skal udvalget tage stilling til håndteringen af fulde bevillingsudløb for 43,2 mio. kr. (2023 P/L) i budget 2024.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens forslag til opfyldelse af udvalgets udestående effektiviseringsmåltal til budget 2024 på 2,6 mio. kr., jf. bilag 1.
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter, hvilke af udvalgets fulde bevillingsudløb som skal videreføres, jf. bilag 3.
  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter, om der skal findes yderligere besparelser indenfor BIUs ramme til at finansiere videreførelse af bevillingsudløb.
  4. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager budgetbidragets øvrige budgetprodukter, som fremsendes til Økonomiudvalget, til efterretning, jf. bilag 6-9.

Problemstilling

BIUs effektiviseringsmåltal
Økonomiudvalget (ØU) fastsætter hvert år måltal for effektiviseringskravene i de enkelte forvaltninger. Måltallene for det kommende budgetår fremgår af indkaldelsescirkulæret for budget 2024, som ØU godkendte den 25. januar 2023. BIU skal finde effektiviseringer for 8,5 mio. kr. i budget 2024.

BIUs bevillingsudløb
BIU besluttede til 1. behandlingen af budgetbidrag 2024 at udskyde drøftelsen af bevillingsudløb til 2. behandlingen. Af bilag 5 fremgår en samlet gennemgang af alle udløbene.

Der arbejdes med tre typer af bevillingsudløb:

1. Fulde bevillingsudløb: Midlertidige bevillinger, afsat i forbindelse med tidligere politiske aftaler, som udløber helt i 2024. Bevillingerne finansierer indsatser, som ophører uden ny finansiering.

Indkaldelsescirkulæret for budget 2024 lagde øget fokus på bevillingsudløb. Det fremgår, at hvert udvalg skal tage aktiv stilling til følgende: 1) Hvilke fulde bevillingsudløb (type 1) der er relevante at videreføre, samt 2) hvordan bevillingsudløb, som udvalget ønsker videreført, skal finansieres. Bilag 3 indeholder en oversigt over fulde bevillingsudløb.

2. Øvrige bevillingsudløb- og reduktioner: a) Indsatser hvor finansieringen udløber delvist, som forudsat i budgetnotatet, og hvor indsatsen kører videre, b) bevillinger der finansierer indsatser, der entydigt har karakter af engangsudgifter, samt c) indsatser, der er finansieret af eksterne bevillinger, og som ophører uden ny finansiering.

BIU præsenteres for disse udløb (type 2), da de har væsentlig betydning for udvalgets økonomi i 2024. Det bemærkes dog, at udløbene sker helt planmæssigt og som forudsat i de budgetnotater der blev besluttet.

3. BIUs integrationshandleplan: Udmøntningen af puljen behandles særskilt, forventeligt i efteråret 2023 og behandles derfor ikke yderligere med denne sag. Udløbene fremgår af bilag 4. 

Øvrige budgetprodukter
Sammenholdt med sagen til 1. behandlingen er indstillingen suppleret af en række øvrige obligatoriske budgetprodukter, som BIU skal udvalgsbehandle (bilag 6-9).

Løsning

BIUs effektiviseringsmåltal
En del af BIUs effektiviseringsmåltal for 2024 er allerede opfyldt som følge af stigende profiler fra effektiviseringer vedtaget i tidligere år, jf. bilag 2. Der er stigende profiler for 6,0 mio. kr., hvorfor BIU skal finde nye effektiviseringer for 2,6 mio. kr. Forvaltningen indstiller, at udvalgets udestående effektiviseringsmåltal indfries gennem en omorganisering af forvaltningens administrative funktioner, jf. bilag 1.  

BIUs bevillingsudløb
De enkelte bevillingsudløb (type 1-3) er beskrevet i bilag 5 og præsenteres desuden til udvalgsmødet den 24. april 2023.

Såfremt udvalget ønsker at videreføre indsatser og projekter, hvor bevillingen ophører (type 1), kan udvalget beslutte at gøre dette i forbindelse med forhandlingerne om budget 2024 eller inden for egen ramme ved at genbevillige udløbet ved intern omprioritering. Hvis BIU beslutter at videreføre inden for egen ramme, foreslår Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at finansieringen tilvejebringes i forbindelse med den politiske proces for udmøntningen af 2. delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen, som blev opstartet med BIUs budgetseminar den 6. marts 2023. Denne løsning vil medføre, at den allerede udestående reduktion af servicerammen på 43 mio. kr. øges.

Alternativt vil forvaltningen udarbejde budgetnotater for bevillingsudløb, som udvalget vurderer relevante at videreføre. Disse vil dermed indgå i de samlede budgetforhandlinger for budget 2024.

Øvrige budgetprodukter
BIU bedes tage budgetbidragets øvrige budgetprodukter til efterretning:

  • Udvalgsafsnit inkl. interne omprioriteringer ml. bevillinger (bilag 6)
  • Opfølgning på igangværende investerings- og innovationsforslag (bilag 7).
  • Udvalgets bevillingsoversigt og bevillingstabeller (bilag 8).
  • Tværgående investeringsforslag (bilag 9).

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af indstillingen er beskrevet ovenfor.

Politisk handlerum

Hvis BIU godkender forvaltningens forslag til løsning af udestående effektiviseringsmåltal, indstiller forvaltningen udvalgets budgetbidrag til økonomiudvalget.

Med sagen beslutter BIU ligeledes håndteringen af de fulde bevillingsudløb (type 1). Ønsker udvalget en videreførelse af bevillingsudløbene, skal udvalget beslutte en finansiering - enten inden for BIUs ramme, og dermed øge besparelseskravet på de i forvejen 43 mio. kr. i forbindelse med udmøntningen af 2. delaftale om nytænkning af beskæftigelsesindsatsen, eller ved, at medlemmer af Borgerrepræsentationen rejser det som budgetønske til forhandlingerne om budget 2024.

Det vil fortsat være muligt at bestille budgetnotater på bevillingsudløb, som ikke vurderes relevant at videreføre af BIU, til forhandlingerne om budget 2024.

Videre proces

Tabel 1: Tidsplan for vedtagelse af budget 2024

Dato

Aktivitet

24/4

BIU 2. behandler udvalgets budgetbidrag

2/5

Aflevering af budgetbidrag til ØKF

6/6

ØU behandler budgetbidrag (juni-indstillingen)

14/6

Orientering til Hoved-Med om BIUs budgetbidrag

23/8

ØU 1. behandler budgetforslag 2024 (august-indstillingen)

24/8

Budgetseminar for BR om budgetforslag 2024

5/10

BR 2. behandler budgetforslag 2024

 
Henrik Lund/ Signe Maria Christensen

Beslutning

Indstillingens første at-punkt blev godkendt uden afstemning.

 

Indstillingens andet og tredje at-punkter blev vedtaget med følgende beslutning:

 

Udvalget besluttede, at følgende fulde bevillingsudløb finansieres indenfor egen ramme:

  • A. Byens udsatte skal hjælpes videre (Individuelt Planlagt job med Støtte) (finansieres 2-årigt)
  • M. Udvidelse af indsats for flere elev- og lærepladser med øget fokus på klimaerhverv (finansieres 2-årigt)
  • N. Bedre virksomhedspraktikker (finansieres 1årigt)
  • O. Fortsættelse af forsøg med Flexuddannelsen for unge med kognitivt handicap (finansieres 2-årigt)
  • P. HF Inklusion+ kapacitetsudfordringer (finansieres 2-årigt)

     

    Udvalget besluttede, at følgende fulde bevillingsudløb skal indgå i budgetforhandlingerne:

  • B. Styrket beskæftigelsesindsats til veteraner (skal udarbejdes med en skalerbar model)
  • E. Iværksætterinitiativer i København (Iværksætterfestival)
  • F. Grøn karriere- og jobmesse om Det bæredygtige arbejdsliv
  • I. Copenhagen Career Program (skal udarbejdes med ønske om varig bevilling)
  • K. Lærlingeindsats for minoriteter
  • L. Opkvalificeringsindsats målrettet grøn omstilling
  • Q. Genoptagelse af Projekt Perspektiv (Et markant løft af byens udsatte boligområder)
  • R. Mino Danmark
  • S. Videreførelse af Jødisk Informationscenter (JIC)

     

    Udvalget besluttet, at følgende fulde bevillingsudløb skal indgå i budgetforhandlingerne pga. de hensigtserklæringer, der allerede er udarbejdet ifm. vedtagelsen af bevillingerne:

  • D. Økonomiske konsekvenser af bolighjemløse-aftalen
  • G. ”Grønne job – grønne kompetencer” og iværksætteri
  • H. Støtte til TechBBQs iværksætterprogram

 

Indstillingens fjerde at-punkt blev taget til efterretning.

 

Socialdemokratiet fremsatte følgende protokolbemærkning:

”Socialdemokratiet mener, at virksomhedspraktik som bliver arrangeret på en ordentlig, og meningsfuld måde kan være et værdifuldt redskab til at bringe vores ledige tilbage i ordinært arbejde. Derfor ærgrer det os også, at budgetpartierne ved sidste budgetforhandling stoppede et succesfuldt program målrettet virksomhedspraktik, men samtidig glæder det os, at der nu er opbakning til igen at finde økonomi til at fastholde arbejdet vedr. virksomhedspraktik.”

Til top