Mødedato: 24.03.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Ny beslutning om overførsler fra 2013 til 2014

Der er behov for, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget træffer en ny beslutning om overførsler fra 2013 og 2014 af midler på drifts- og anlægsrammen. Forklaringen er, at forvaltningen har opdaget to konteringsfejl. Det har ikke betydning for det samlede regnskabsresultat men på fordelingen på udgiftstyper. Det medfører, at det også har betydning for overførselssagen. I forhold til årsregnskabet 2013 anbefales, at dette tilføjes regnskabs­bemærkninger, jf. særskilt indstilling herom, mens håndtering af overførslerne er beskrevet i nærværende indstilling.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1. at der vedrørende tilskuds- og lov/kontraktbundne midler søges overført 0 kr. til aktiviteter under driftsrammen, hvilket erstatter tidligere beslutning af 11. marts 2014 om at søge 2,7 mio. kr.
2. at der vedrørende anlæg overføres 0,5 mio. kr., hvilket er uændret i forhold til tidligere beslutning af 11. marts 2014.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede på møde den 11. marts 2014 (2014-0034317) at anbefale over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, at der vedrørende tilskuds- og lov/kontraktbundne midler på driftsrammen søges overført 2,7 mio. kr. til forskellige konkrete aktiviteter under driftsrammen. Baggrunden var, at regnskabet på daværende tidspunkt udviste et mindreforbrug på 20,7 mio. kr. 

Forvaltningen har imidlertid fundet to fejlkonteringer vedr. årsregnskabet 2013. I årsregnskabet er der som nævnt rapporteret et mindreforbrug på driftsrammen på 20,7 mio. kr. Når der korrigeres for fejlkontering, reduceres dette til 15,8 mio. kr. Imidlertid skal 18 mio. kr. betales til kommunekassen, da disse vedrører øremærkede puljer, som BIF administrerer for alle forvaltninger (17,1 mio. kr. til offentligt løntilskud og 0,9 mio. kr. til fleksjob). Korrigeret for dette har BIF et overførselsresultat på -2,2 mio. kr. Der er derfor ikke grundlag for et ønske om overførsel af driftsmidler.
 

 

Tabel 1. Disponering af mindreforbruget, mio. kr.
  Afvigelse fra budget Søges overført Skyldig til kommune-kassen
Mindreforbrug som angivet i årsregnskabet 2013, jf. sag til BIU-mødet den 11. marts 20,7 2,7 18,0
Korrektion pga. fejlkonteringer -4,9
Mindreforbrug inklusiv korrektion for fejlkontering 15,8 0,0 18,0
  

Ovenstående har ikke betydning for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning om at søge overført 0,5 mio. kr. vedrørende anlægsrammen.  

De to fejlkonteringer betyder, at driftsudgifterne som angivet i årsregnskabet 2013 er 4,9 mio. kr. lavere end de faktiske driftsudgifter.

Fejlkonteringerne skyldes, at:

1.      lønudgifter på driftsrammen fejlagtigt er konteret på en konto for udgifter til hjælpemidler til revalidender, dvs. som overførselsudgifter. Denne fejl kan forklare 2,5 mio. kr. af det samlede beløb på 4,9 mio. kr.
2.      udgifter vedrørende myndighedsopgaver i forbindelse med fleksjobformidling hos anden aktør fejlagtigt blev konteret på en konto for indsatsmidler i stedet for på kontoen for driftsudgifter. Denne fejl kan forklare 2,4 mio. kr. af det samlede beløb på 4,9 mio. kr.

Konteringsfejlene indebærer, at udgifterne på driftsrammen i årsregnskabet for 2013 er angivet til at være 4,9 mio. lavere end de faktiske udgifter. Modsat er udgifterne til indsats angivet 2,4 mio. kr. højere end de faktiske udgifter og udgifterne til overførsler er angivet 2,5 mio. kr. højere end de faktiske. Nettopåvirkningen af det samlede regnskab er nul.

De beskrevne konteringsfejl har betydning for økonomien i 2014. Dels skal merforbruget på 2,2 mio. kr. i 2013 finansieres, og dels skal de oprindelige overførselsønsker på 2,7 mio. kr. finansieres. I alt skal der derfor være mindreudgifter på 4,9 mio. kr. inden for egne budgetrammer i 2014 i forhold til det hidtil forudsatte, jf. tabel 2.  

 

Tabel 2. Driftsrammen 2014, mio. kr.
  Driftsramme 2014
Driftsramme i det vedtagne budget 2014 726,1
Forbrug 2013 -2,2
Tekniske overførsler -2,7
Driftsramme korrigeret for nævnte forpligtelser 721,2

 

 

 

Løsning

Anmodningen om tekniske overførsler annulleres for så vidt angår driftsrammen. Anmodningen opretholdes vedrørende anlægsrammen.

Økonomi

Se ovenfor.

Videre proces

Økonomiforvaltningen orienteres dags dato om fejlene, så der er korrekt grundlag for de kommende overførselsforhandlinger. Intern revision vil også blive orienteret om, at overførselsønsket er bortfaldet. 

Birgitte Hansen     / Lars Eriksen Videvæk

Beslutning

Skriftlig votering i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 17. - 21. marts kl. 12.
Indstillingen blev godkendt.  
Til top