Status på BIF-uddannelsen
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status på BIF-uddannelsen til efterretning.
Problemstilling
BIU har ønsket at få en status på BIF-uddannelsen.
Løsning
I budgetforhandlingerne for 2016 fik Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) midler til omlægning af beskæftigelsesindsatsen og i den forbindelse også varige midler til et kompetence løft af medarbejdere med borger- og virksomhedskontakt. Da der ikke eksisterer en kompetencegivende uddannelse for jobcentermedarbejdere, er der udviklet en BIF uddannelse med en ekstern uddannelsesinstitution. Udviklingen af uddannelsen foregik med en styregruppe, hvori fællestillidsrepræsentanter fra HK og Dansk Socialrådgiverforening deltog sammen med centerchefer og HR og Service i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen.
Indholdet på uddannelsen - de tre hovedmål og servicefokus
På BIF-uddannelsen er der særligt fokus at levere en god og ordentlig service til borgere og virksomheder. Vi skal møde borgerne med tillid, anerkendelse og konstruktive krav. Det betyder, at der lægges vægt på et godt første møde med borgeren, koordinerede og gennemtænkte løsninger og på kvalitet i den skriftlige sagsbehandling. BIF-uddannelsen samler målsætningerne i 3 overordnede hovedmål, som er:
- God sagsbehandling
- Gode samtaler med jobfokus
- Gode virksomhedsplaceringer
Uddannelsens opbygning
Uddannelsen er delt op i 2 kompetencegivende dele.
Del 1 er for nyansatte medarbejdere, der undervises i de grundlæggende kompetencer til at løse BIF’s kerneopgaver i forhold til borgere og virksomheder. Uddannelsen består i en grundig indføring i lovgivning, principper, redskaber og systemer, som fører til job- og virksomhedsfokus, korrekte afgørelser, god sagsbehandling og god service.
Del 2 er for medarbejdere med minimum et halvt års erfaring. Her sikres et yderligere løft af medarbejdernes kompetencer og af kvaliteten i sagsbehandling, rådgivning og service over for vores borgere og virksomheder. Medarbejderne skal i mødet med borgerene og virksomheder kunne sikre fremdrift og retning i arbejdet. De skal anvende den viden og de metoder, som virker bedst i forhold til den konkrete borger eller virksomhede.
Når uddannelsen er i drift vil nye medarbejdere komme på del 1 kort efter ansættelsen. Cirka ½ år efter del 1 er afsluttet vil de komme på del 2. I implementeringsårene 2016 og 2017 kommer alle eksisterende medarbejdere igennem uddannelsens 2. del, mens nye medarbejdere følger ovenstående model.
- Del 1 består af 9 undervisningsdage, 5 studiegruppemøder og afsluttende eksamen
- Del 2 består af 5 undervisningsdage, 4 studiegruppemøde og afsluttende eksamen
Medarbejderne har 3 forsøg til at bestå eksamen. Det har ikke i sig selv ansættelsesretslige konsekvenser, hvis en medarbejder ikke består. Der har været enkelte medarbejdere, som ikke har bestået, og de er blevet understøttet af forvaltningen i at tage reeksamen.
Deltagervolumen
BIF forventer, at alle eksisterende medarbejdere med borger- og virksomhedskontakt vil have gennemført del 2 med udgangen af 2017. Undtaget herfra er en mindre gruppe medarbejdere, som fx er på barselsorlov, som kommer gennem uddannelsen, når de er retur i BIF. Herunder ses, hvor mange medarbejdere der ved udgangen af 2. kvartal havde deltaget i uddannelsens to dele.
Tilfredshed med uddannelsen
Status på uddannelsen gives hermed baggrund i de seneste tal, som omhandler hold, der har været til eksamen i 2. kvartal:
Implementering, organisering og økonomi
Der har fra starten været et stærkt fokus på at sikre at den fælles faglighed og læring, som medarbejderne opnår på uddannelsen bliver omsat i medarbejdernes egen praksis når de løser deres opgaver. Det understøttes for det første af undervisningsformen, hvor der bruges cases og studiegruppearbejde, hvor medarbejderne tager udgangspunkt i deres egen borgermålgruppe og konkrete opgaver. Det sker også gennem at lederne udøver faglig ledelse af medarbejderne før, under og efter uddannelsen - blandt andet skal leder og medarbejder aftale individuelle læringsmål og følge op med bl.a. faglig feed back til medarbejderne.
Implementeringen af BIF-uddannelsen er sket i et nært samarbejde med TR-organisationen og lederne. Der er samtidig løbende kommet tilbagemeldinger fra medarbejdere og ledere, som har gjort, at uddannelsen er blevet skærpet i løbet af de to år, den har kørt. Samarbejdet har været meget konstruktivt og værdifuldt.
Styregruppen for BIF-uddannelsen følger løbende uddannelsen, igangsætter mindre ændringer og indstiller til direktionen i BIF ved større tiltag. Styregruppen består af medlemmer fra Metropol, fællestillidsrepræsentanter fra HK og Dansk Socialrådgiverforening, 3 centerchefer, HR-chef og projektlederen for uddannelsen.
I 2016 og 2017 har BIF haft ekstra midler til at sikre, at alle eksisterende medarbejdere gennemfører del 2. Fra 2018 har forvaltningen midler til at tilbyde begge uddannelsens 2 dele til nye medarbejdere. I 2018 er det tillige forventningen at de få, som ikke er kommet igennem uddannelsen i implementeringsårene vil få uddannelsen, når de vender tilbage fra orlov og lignende.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Justeret del 2 fra 2018
Fra 2018 ved vi, at alle deltagere på del 2 har været igennem del 1 (hvilket ikke har været tilfældet i implementeringsårene). Dette har givet mulighed for at sikre en tydelig faglig progression mellem de to dele, en mere ambitiøs faglighed på del 2 og en mere sammenhængende uddannelse. Den justerede del 2 træder i kraft januar 2018.
Ledermodul
Eksisterende ledere i BIF vil fra efteråret 2017 og frem blive tilbudt et ledermodul til BIF-uddannelsen af en dags varighed. På modulet vil lederne lære om, hvordan de bedst understøtter forankringen af uddannelsen og omsætningen af det lærte til praksis. Når de eksisterende ledere har været igennem forløbet, vil det fremover løbende blive tilbudt til nye ledere.
Bjarne Winge / Vibeke Østergaard
Beslutning
Indstillingen blev taget til efterretning
Enhedslisten, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:
”EL, S og SF mener ikke, at den nuværende BIF-uddannelse alene giver en tilstrækkelig opkvalificering af de relevante medarbejdere, men ser fortsat behov for tilbud om mere specialiserede forløb.”