Mødedato: 23.06.2014, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Høring om Københavns Kommunes Indkøbspolitik

På Økonomiudvalgets møde d. 13. maj 2014 blev det besluttet, at behandlingen af ”Københavns Kommunes Indkøbspolitik 2014-2018” blev udsat til et senere møde i Økonomiudvalget med henblik på, at fagudvalgene først høres om Indkøbspolitikken.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler, at forslaget til Indkøbspolitik 2014-2018 med tilhørende handleplan, principper og organisering for indkøbsområdet godkendes.

Problemstilling

Københavns Kommunes Indkøbspolitik 2011-2014 udløber ved årsskiftet. Borgerrepræsentationen skal derfor vedtage en ny Indkøbspolitik, som skal gælde fra 2014-2018. I forbindelse med Økonomiudvalgets behandling den 13. maj 2014 blev det besluttet, at fagudvalgene skal høres forud for en drøftelse i Økonomiudvalget og siden Borgerrepræsentationen.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget høres hermed om Økonomiforvaltningens forslag til Indkøbspolitik for perioden 2014-2018.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget overfor Økonomiudvalget anbefaler, at forslaget til Indkøbspolitik 2014-2018 med tilhørende handleplan, principper og organiseringsmodel godkendes.

Den nye indkøbspolitik er bygget op omkring følgende 5 principper, jf. bilag 2:  

  • Effektivitet: Københavns Kommune skal effektivisere sine indkøb gennem fokus på pris, driftsomkostninger, kvalitet samt organisering og styring.
  • Brugervenlighed: Københavns Kommunes indkøbsaftaler skal være brugervenlige og understøtte kommunens opgaveløsning.
  • Samfundsansvar og miljø: Københavns Kommune skal bruge sin indkøbsvolumen til at fremme en udvikling af mere miljørigtige og samfundsansvarlige indkøbsaftaler.  
  • Markedsdialog: Københavns Kommune skal bidrage til vækst og lokal jobskabelse gennem markedsdialog.
  • Innovation og vækst: Københavns Kommune skal tænke innovativt og helhedsorienteret i sine udbudsforretninger med øje for totalomkostninger samt udvikling af nye og effektive løsninger, der også kan give grundlag for vækst.

Forvaltningen bemærker, at forslaget  i vid udstrækning er en fortsættelse af den eksisterende indkøbspolitik. Dog er der i forslaget til ny indkøbspolitik et skærpet fokus på innovation, lokal jobskabelse og vækst.

Økonomi

Der lægges i forslaget til ny indkøbspolitik op til, at kommunen årligt tilvejebringer indkøbseffektiviseringer til det tværgående bidrag til effektiviseringsstrategien svarende til 25 mio. kr. årligt.

Videre proces

Efter høringen i fagudvalgene skal sagen behandles i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.

Beslutning

Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag:
”BIU's høringssvar tilføjes flg: Københavns Kommune bør styrke sit fokus på en etisk indkøbspolitik, der også tager globale hensyn, herunder at fremme arbejdstagerrettigheder og modvirke skatteunddragelse og brud på international lov.”

For stemte: 2 (Ø)
Imod stemte: 7 (A, F, C, V, I)
Undlod: 2 (B)

Forslaget blev forkastet.

Indstillingen blev herefter godkendt.

Der var følgende protokolbemærkning fra Ø:
”Enhedslisten mener, at Københavns Kommunes indkøbspolitik 2014-2018 skal være en ansvarlig og etisk indkøbspolitik. Fællesskabets midler skal ikke bruges til at understøtte undertrykkelse. Indkøbspolitikken skal således bidrage til at Københavns Kommune undgår at handle med virksomheder, der medvirker til diktatur og besættelse. Derfor vil Enhedslisten fortsat arbejde for, at Borgerrepræsentationen sætter en sådan ramme for kommunens indkøbspolitik. Københavns Kommune bør styrke sit fokus på en sådan etisk indkøbspolitik, der også tager globale hensyn, herunder at fremme arbejdstagerrettigheder og modvirke skatteunddragelse og brud på international lov.”

Der var følgende protokolbemærkning fra F og B:
”Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre finder det væsentligt, at der i indkøbspolitikken er en balance mellem sociale/etiske hensyn og behovet for ubureaukratiske arbejdsgange”.

Venstre og Enhedslisten tog forbehold for om effektiviseringseffektens størrelse er realistisk.

Til top