Strategi for øget anvendelse af ordinær uddannelse i København (A-sag)
Indstilling og beslutning
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager strategien for øget anvendelse af ordinær uddannelse i København og tilhørende handleplan til efterretning
Problemstilling
Resultatstatus for marts 2011 viser, at anvendelsen af ordinær uddannelse i beskæftigelsesindsatsen for ledige har været mindre end forudsat i budgettet for 2011.
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget noterede sig i den forbindelse, at forvaltningen arbejdede på en handleplan for at øge brugen af ordinær uddannelse.
Løsning
Handleplanen er udviklet sammen med en strategi for uddannelsesindsatsen. Både strategi og handleplan er blevet til i en proces med bred inddragelse af forvaltningens decentrale enheder og de relevante centrale kontorer. Det har således været nødvendigt med en bred forankring for at sikre en tilstrækkelig afdækning af baggrunden for, at anvendelsen af ordinær uddannelse er lavere end budgetteret i 2011, om en øget anvendelse vil være arbejdsmarkedspolitisk velbegrundet, og hvilke barrierer og muligheder, der i givet fald er for en øget anvendelse.
Arbejdet har taget afsæt i en gennemgang af relevante data og analyser vedrørende udfordringerne på arbejdsmarkedet i København og i regionen.
Gennemgangen peger på følgende hovedudfordringer:
• København har en relativ høj bruttoledighed (5,8 % marts 2011) i regionen. Ikke desto mindre er det på lang sigt nødvendigt at øge arbejdsudbuddet i København og i regionen.
• Fremskrivninger af beskæftigelsessituationen i København og regionen peger på, at der frem mod 2020 vil være en situation med kraftig mangel på faglærte og personer med en videregående uddannelse
• Der forventes på kort sigt en markant stigning i ledigheden blandt ufaglærte. Også på lang sigt – det vil sige i 2020 – vil der være et overudbud af ufaglært arbejdskraft, blandt andet på grund af strukturelle ændringer på arbejdsmarkedet, og mange har derfor behov for omskoling og opkvalificering til nye jobs i nye brancher.
• De unge og også lidt ældre mænd med ikke vestlig baggrund uden en kompetencegivende uddannelse udgør en særlig risikogruppe for høj ledighed. De har allerede overledighed i forhold til den øvrige befolkning i dag, og strukturudviklingen vil tendere til at forværre det billede.
I dette billede af arbejdsmarkedsituationen placerer København sig med nogle særlige udfordringer. København er således som uddannelsesby kendetegnet ved en høj andel af unge ledige og ledige akademikere, herunder dimittender. Disse grupper står pt. med en høj risiko for længerevarende ledighed, der kan lede til en marginalisering fra arbejdsmarkedet. Der er dog på længere sigt brug for disse grupper og derfor bliver det væsentligt at sikre, at de bevarer en tilknytning til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet
På baggrund af fremskrivningerne på kort og lang sigt er strategien for at ’øge’ anvendelsen af ordinær uddannelse især rettet mod følgende målgrupper:
• Ledige unge uden uddannelse
• Ledige ufaglærte
• Ledige mænd med ikke vestlig baggrund (primært unge)
• Ledige AC’ere.
Navnlig for disse grupper vurderes det at være arbejdsmarkedspolitisk velbegrundet at stile efter en øget anvendelse af ordinær uddannelse i 2011 og eventuelt også derefter.
For de nævnte målgrupper skal der være øget fokus på at investere i at skabe et generelt kompetenceløft og at øge mulighederne på arbejdsmarkedet. Med denne indgang er der valgt 4 strategiske fokusområder. De initiativer, der er skitseret for hvert af de 4 fokusområder har karakter af dels kortsigtede investeringer, der forventes at give langsigtede opkvalificeringseffekter, dels mere langsigtede sigtelinjer for, hvad der skal prioriteres i indsatsen. Nogle af initiativerne kan således anskues som forsøgsaktiviteter, der kan give anledning til mere varige tiltag efter en konkret evaluering af virkningerne.
1. Kompetenceløft til ledige især unge og mænd med ikke vestlig baggrund u. uddannelse
a. Øget fokus på brug af FVU-forløb
b. Styrke unges muligheder i uddannelsessystemet
2. Omskoling af ledige til brancher med gode jobmuligheder
a. Enklere adgang til uddannelsesforløb
b. Samarbejde med a-kasser om opkvalificering af ledige
c. Målrettet opkvalificerings-/uddannelsesprogram
3. Styrke opkvalificeringen frem mod voksenlærlingeordningen
a. Samarbejde om grundforløb/hold på erhvervsskoler forud for voksenlærlingeordningen
4. Sikre at de højtuddannede ledige forbliver aktiver for arbejdsmarkedet
a. Opkvalificeringsprogram for ledige AC’ere i 2011.
Uddannelsessystemet rummer store muligheder for igangsættelse af forløb, men ofte kan manglende overblik over mulighederne og hvad uddannelserne kvalificerer til være en barriere for anvendelse. For at sikre, at ledige tilbydes ordinær uddannelse, når dette er det mest relevante tilbud, er der udpeget et femte strategisk fokusområde.
5. Styrke medarbejdernes viden om og kendskab til uddannelse
a. Generelt vidensløft for medarbejderne i Jobcenter København
b. Uddannelse af særlige uddannelseskonsulenter i Jobcenter København.
Forventningen er, at strategien og handleplanen vil føre til, at ekstra ca. 1.800 ledige (ex. FVU-forløb og a-kassesamarbejdet) tilbydes et ordinært uddannelsesforløb i den resterende del af 2011. Det forventes dermed, at den samlede aktivitet henover hele 2011 løftes med ca. 700 helårspersoner eller mere end 20 pct. i forhold til aktiviteten i årets første 4 måneder, hvilket vil svare til et gennemsnitligt aktivitetsniveau i 2011 på ca. 3.250 helårspersoner.
Det endelige aktivitetsomfang vil dog bero på den konkrete tilbudsvisitation i jobcentrene, som fastlægges i dialog mellem den ledige og jobcentret ud fra den lediges ønsker og behov med fokus på at opnå job.
Økonomi
Handleplanen forventes at indebære ekstra udgifter på ca. 68 mio. kr. i 2011. Det skal ses i forhold til et ventet mindreforbrug på 11 mio. kr. på budgettet til ordinære uddannelser i fravær af særlige handlinger til at fremme anvendelsen. De resterende 57 mio. kr. forventes at kunne afholdes inden for den samlede ramme til efterspørgselsstyret indsats i 2011, jf. dagsordenens pkt. 6 om regnskabsprognosen.
I tråd med denne sammensætning af finansieringen består handleplanen for den største del af aktiviteter, der umiddelbart ophører ved udgangen af 2011 og i mindre omfang af varige initiativer, som forventes at kunne finansieres inden for rammerne af budget 2012.
Skønnet over aktivitetsvirkningen af strategien og handleplanen er imidlertid forbundet med betydelig usikkerhed. Det skyldes blandt andet det forhold, at omfanget af meraktivitet afhænger af den konkrete tilbudsvisitation. Hertil kommer usikkerhed om eksterne forhold som omfanget af tilgængelige pladser/hold.
I det omfang den forudsatte aktivitet ikke kan afvikles i 2011 eller der ved finansårets afslutning udestår afregning for allerede igangsat aktivitet, har udvalget i udgangspunktet adgang til at overføre uforbrugte midler fra 2011 til 2012, jf. de særlige bevillingsregler for bevillingen til efterspørgselsstyret indsats. Overførslen skal dog godkendes konkret i forbindelse med overførselssagen.
Videre proces
I forbindelse med regnskabsafslutningen for 2011 udarbejder forvaltningen en status for handleplanens initiativer, herunder et eventuelt overførselsbehov for midler fra 2011 til 2012
Morten Binder /Thomas Thellersen Børner