Mødedato: 23.04.2012, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

ETIs temavalg 2013

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal på baggrund af indstillingen og oplæg fra Tænketanken drøfte integrationstema for Eksperttænketankens arbejde i 2013.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget:

1.  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter temaforslagene og evt. peger på andre temaforslag. 

Problemstilling

Eksperttænketank for Integration skal vælge tema for de anbefalinger tænketanken vil levere i første kvartal af 2013. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal på baggrund af forvaltningens forslag og oplæg fra Tænketanken drøfte temaerne til brug for Tænketankens udvælgelse af tema

 

Løsning

Denne indstilling præsenterer de to temaer, som Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen mener, kunne være relevante at arbejde med i 2012-2013:
  1. Hvordan kan unges aktive medborgerskab bidrage til job og uddannelse?
  2. Hvordan kan Københavns Kommune fremme ligebehandling?

1. Hvordan kan unges aktive medborgerskab bidrage til job og uddannelse?

København har en udfordring ift. høj ungdomsarbejdsløshed, som kan lede til social isolation pga. manglende muligheder og tro på fremtiden samt minimal demokratisk og civilsamfundsdeltagelse. Målet er at styrke unges vej til uddannelse, arbejde, aktivt medborgerskab, demokratisk deltagelse samt at skabe en forståelse for fordelene ved at bo i en mangfoldig storby. Behovet for fokus på udvikling af unges livsmuligheder bekræftes af forskellige undersøgelser. Jf. Arbejdernes Erhvervsråd har fire ud af ti drenge med indvandrerbaggrund ingen ungdomsuddannelse og de er marginaliseret fra arbejdsmarkedet i en alder af 26 år. 

I Københavns Kommune er de unge ikke formelt koblet op på det demokratiske system, idet byens ungdomsnetværk er uformelle og/eller decentrale og idet der ikke findes en samlet ungdomspolitik jf. Dansk Ungdoms Fællesråd. Unge københavnere er underrepræsenterede i eksisterende politiske strukturer, som f.eks. lokaludvalg. Københavns Kommune har derfor valgt at deltage i netværket "Youth4Cities - Supporting young people taking the lead in social change", hvor ønsket er at fremme og udvikle metoder til at engagere unge med forskellige baggrunde i civilsamfundet (herunder lokaldemokratiet), for derigennem at bane vej til job og uddannelse.

I denne kontekst kunne tænketanken bidrage med undersøgelse af spørgsmål, der relaterer sig til et af de fire nedenstående temaer.

  • Fremme unges livsmuligheder, ikke mindst i forhold til at sikre fokus på livslang læring og beskæftigelse. Herunder fokus på, hvordan man øger andelen af unge med anden etniske baggrund på ungdomsuddannelserne. 

  • Inklusion af unge i lokale politiske beslutningsprocesser, fx høringer af politikker, strategier og planer, herunder metoder og fremgangsmåder for at de unge kan skabe egne rammer og strukturer for deltagelse. 

  • Inklusion af unge i eksisterende lokale politiske strukturer, fx lokaludvalg og områdeløft/helhedsplaner, herunder hvilke metoder og fremgangsmåder der er mest succesfulde for at rekruttere og fastholde unge i arbejdet. Herunder også fokus på, hvordan kommunen/de etablerede strukturer opfattes af denne målgruppe? 

  • Styrke interkulturel forståelse mellem unge, og forståelse for betydningen heraf hos unge.  

2. Hvordan kan Københavns Kommune fremme ligebehandling?
Flere københavnere med minoritetsbaggrund (21,3 pct.) end majoritetsbaggrund (8,1 pct.) føler sig diskrimineret jf. København Kommunes diskriminationsmåling fra 2012. Undersøgelsen viser, at københavnere, der føler sig diskrimineret, også oplever, at de er mindre inkluderede. Det betyder, at der er en klar negativ sammenhæng mellem det at føle sig diskrimineret og oplevelsen af inklusion i samfundet. Diskrimination har ofte karakter af multi-diskrimination, hvilket betyder, at personen oftest diskrimineres af mere end en grund. Det er centralt for inklusionsindsatsen at bekæmpe diskrimination i egne indsatser og fremme ligebehandling.

Ifølge Københavns Kommunes undersøgelse af Ligebehandling ”En undersøgelse af Københavns Kommunes behov for en ligebehandlingspolitik” foretaget af Institut for Menneskerettigheder i 2009, skyldes manglende ligebehandling i kommunen ofte tilsyneladende neutrale regler, normer, rutiner og mønstre, der forhindrer borgere fra udsatte grupper eller minoritetsgrupper i at opnå rettigheder og muligheder. Ligebehandling handler om at behandle borgere med forskellige behov forskelligt, for derved at give dem lige mulighed for at handle og/eller give dem lige adgang til ressourcer f.eks. til kommunens services uanset alder, køn, politisk anskuelse, religion, tro, handicap, national/social oprindelse, race/hudfarve/etnisk oprindelse og seksuel orientering.

Københavns Kommune har fokus på at fremme ligebehandling ved at behandle borgere forskelligt, for derved at give dem lige mulighed for at handle og/eller give dem lige adgang til ressourcer f.eks. til kommunens services. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog i 2009 en handleplan for at fremme ligestillingen, ligesom der i 2009/10 blev udarbejdet et udkast til ligebehandlingsprincipper. Ligebehandlingsprincipperne er p.t. afprøvet i 9 kommunale institutioner og i 2012 skal principperne afprøves i yderligere 10 institutioner i Københavns Kommune. En af de centrale udfordringer, som kommunens ligebehandlingsarbejde står overfor, er at sikre forankring af principperne i hele Københavns Kommune. I den forbindelse kunne ETI arbejde med følgende problemstillinger: 

  • Hvordan udbredes et ligebehandlings-’mindset’ til alle ansatte i Københavns Kommune?
  • Hvordan sikres forankring af ligebehandlingsprincipperne på alle organisatoriske niveauer i kommunen uden en formel politisk ramme? 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser. Udgifterne afholdes inden for rammerne af ETIs budget.

Videre proces

Den 26. april vil ETI drøfte de forslåede temaer samt Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets kommentarer og vælge et tema for 2013. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender ETIs temavalg den 21. maj 2012 og Borgerrepræsentationen godkender temavalget den 20. juni 2012.

Morten Binder/        Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Udvalget drøftede de to temaforslag.
Til top