Mødedato: 23.03.2006, kl. 13:00

Helårsopfølgning 2005 på beskæftigelsescentrenes resultatkontrakter

Helårsopfølgning 2005 på beskæftigelsescentrenes resultatkontrakter

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 23. marts 2006

 

 

8.      Helårsopfølgning 2005 på beskæftigelsescentrenes resultatkontrakter

                      BIU 55/2006 INDSTILLING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager helårsopfølgningen på beskæftigelses­centrenes resultatkontrakter for 2005 til efterretning.

 

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 23. marts 2006

Taget til efterretning.

 

 

 

RESUME

I januar 2005 indgik Familie- og Arbejdsmarkeds­forvaltningen resultatkontrakter med Københavns Kommunes 9 beskæftigelsescentre, der tilrettelægger og gennemfører opkvalificerende forløb for ledige på centrene og i samarbejde med virksomheder og uddannelsesinstitutioner.

Alle 9 kontrakter er forhandlet med udgangspunkt i de overordnede rammer og principper for Københavns Kommunes Beskæftigelsesindsats (KKB), der er fastsat udfra de politiske målsætninger for arbejdsmarkedsområdet i sektorplanen, budgettet 2005, politiske prioriteringer af særlige målgrupper og indsatsområder, samt de generelle lovgivningsmæssige krav til beskæftigelsesindsatsen.

Som led i kontraktindgåelsen foretages løbende opfølgning på de resultatmål, der aftales i kontrakterne. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har nu gennemført den helårlige opfølg­ning på kontrakterne for 2005. I opfølgningen sammenlignes beskæftigelses­centrenes resultater i 2005 med de resultatmål, der er fastsat i kontrak­terne for 2005.

Helårsopfølgningen 2005 viser, at der er en fuld kapacitetsudnyttelse[1] i KKB. Ved udgangen af 2005 har der i gennemsnit været 5849 personer i en aktivitet på beskæftigelsescentrene. Det gennemsnitlige antal helårspersoner på 5849 i 2005 er lidt højere end det samlede pladstal på 5692 helårspersoner, der er fastsat med kontrakterne for 2005[2]. Udover de 5849 helårspladser har der i 2005 i gennemsnit været 2848 helårspersoner i fleks- og skånejob samt på ledighedsydelse.

Den gennemsnitlige belægningsgrad i KKB har i 2005 været på 109%. Der er stor forskel på belægningssituationen på den enkelte beskæftigelsescentre. Eksempelvis har et af de centre der varetager ungeindsatsen en højere belægning end normeret. Årsagen er, at tilbud til unge skal iværksættes hurtigst muligt efter visitationen til KKB og overbelægningen er således udtryk for, at ungeindsatsen fungerer efter hensigten, idet de unge kommer hurtigt i tilbud.

Udover ungeindsatsen har en øget indsats overfor sygedagpengemodtagere på lokalcentrene været medvirkende til at et enkelt center har haft overbelægning i 2005.

Helårsopfølgningen viser, at beskæftigelsescentrene ikke har fået etableret det forventede antal virksomhedspraktikker og løntilskud i 2005, sammenlignet med de fastsatte resultatmål i kontrakterne 2005. Forklaringen er, i følge enkelte centre, at antallet af løntilskud og praktikker viger til fordel for ansættelser på ordinære vilkår. Der er således kommet flere ledige end forventet direkte i ordinært arbejde uden støtte pga. udbuddet af arbejde.

Derudover er der i resultatkontrakterne opstillet resultatmål for, i hvor lang tid personer forbliver ude af kontanthjælpssystemet efter endt forløb på et af beskæftigelsescentrene. Helårsopgørelsen viser, at den andel som stadig er ude af kontanthjælp efter henholdsvis 3 måneder og 6 måneder, ligger højere end de fastsatte resultatmål i kontrakterne.

Samlet set viser helårsopfølgningen, at beskæftigelsesindsatsens resultat for 2005 ligger på et rimeligt niveau i forhold til de resultatmål, der er fastsat for belægningen, virksomheds­samarbejde, effekter m.v. i kontrakterne for 2005.

 


 



[1] Kapacitetsudnyttelsen kan også udtrykkes via belægningsgraden, der er forholdet mellem antallet af pladser, der i kontrakten er fastsat til rådighed på et center, og det reelle antal helårspersoner på centret.

[2] I kontrakterne for 2005 er der samlet set kapacitet til 5910 helårspersoner i beskæftigelses­indsatsen – det vil sige, at der på beskæftigelses­centrene er kapacitet til at have 5910 personer i en aktivitet alle 365 dage om året. Ud af de 5910 helårspersoner henhører 218 af pladserne til udbudsområdet, og skal derfor betragtes særskilt fra de øvrige 5692 pladser til ordinære beskæftigelsestilbud. Dvs. at reelt set udgør kapaciteten i KKB til de ordinære beskæftigelsestilbud i alt 5692 helårspersoner.

Til top