Mødedato: 23.03.2006, kl. 13:00

Revisionsprotokollat "Gennemgang af KK´s anvendelse af Told- og Skattestyrelsens autorisationssystem (AU-system) i 2005 samt direkte opkobling til TS Tele"

Se alle bilag

Revisionsprotokollat "Gennemgang af KK´s anvendelse af Told- og Skattestyrelsens autorisationssystem (AU-system) i 2005 samt direkte opkobling til TS Tele"

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde torsdag den 23. marts 2006

 

 

5.      Revisionsprotokollat "Gennemgang af KK´s anvendelse af Told- og Skattestyrelsens autorisationssystem (AU-system) i 2005 samt direkte opkobling til TS Tele"

      BIU 52/2006

INDSTILLING

 

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender at nærværende indstilling fremsendes til Økonomiforvaltningen som høringssvar.

 

 

RESUME

Revisionsdirektoratet har anmodet om høringssvar på protokollatet om anvendelse om autorisationssystemet. Forvaltningen indstiller, at den nuværende kontrol bevares og at kontrolindsatsen forstærkes i forbindelse med implementeringen af de nye forvaltningsstrukturer.

 

 


SAGSBESKRIVELSE

Tre forvaltninger i kommunen, herunder Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anvender Told- og Skattesystemets autorisationssystem (AU-systemet). Revisionsdirektoratet har undersøgt, om de tre forvaltninger har overholdt vilkårene for kommunens systemtildeling, og om forvaltningerne har en betryggende kontrol med kommunens oprettelse af personkoder og tildeling af systemtilgange til AU-systemet.

Ved afgivelsen af protokollatet til Økonomiforvaltningen har direktoratet anmodet Økonomiforvaltningen om at indhente høringssvar fra de stående udvalg, således at disses svar kan indgå i økonomiforvaltningens sagsfremstilling til Økonomiudvalget.

Revisionsdirektoratet har ikke bemærkninger til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningens sikkerhed i forbindelse med tildeling af personkoder og systemadgange og konstaterer desuden, at kommunen generelt har en tilfredsstillende dokumentation for oprettelserne.

Revisionsdirektoratet har også undersøgt, om den løbende kontrol med anvendelsen af autorisationerne er betryggende. Direktoratet har noteret sig, at Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen har foretaget en kraftig oprydning i og mere end halveret antallet af brugere i 2005, og desuden har strammet forretningsgangen, så inaktive brugere løbende fjernes.

Revisionsdirektoratet anbefaler, at forvaltningerne på ny vurderer procedurerne for godkendelse af personkoder og tildeling af systemadgange i systemet, og at forvaltningerne tilrettelægger deres løbende kontrol med anvendte personkoder og systemadgange, som kontrollen blev udført i Skatte- og Registerforvaltningen.

Som det fremgår af protokollatet har forvaltningen halveret antallet af autorisationer og har strammet forretningsgangen for den løbende kontrol med anvendelsen af autorisationerne, og Revisionsdirektoratet har ikke haft bemærkninger hertil.

Med den gennemførte stramning af forretningsgangen finder Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, at der er den påkrævede sikkerhed.

Forvaltningen vil dog løbende evaluere kontrollerne på baggrund af udviklingen i antallet af autorisationer, der skal genaktiveres eller slettes på grund af manglende brug.

Forvaltningen vil have skærpet fokus på området i forbindelse med ændrede arbejdsopgaver hos autorisationshavere ved implementeringen af de nye forvaltningsstrukturer. 

 

MILJØVURDERING

Sagstypen er ikke omfattet af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens positivliste over sager der skal miljøvurderes.

 

ØKONOMI

Ingen økonomiske konsekvenser

 

ANDRE KONSEKVENSER

Ingen andre konsekvenser

 

HØRING

Ingen

 

BILAG

Ingen

 

 

 

Morten Binder  

/ Kaj Ove Christiansen

 


 

Til top