Mødedato: 23.01.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Evaluering af Jobdansk

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) forelægges en evaluering af beskæftigelsestilbuddet Jobdansk til efterretning. Evalueringen viser, at borgerne i Jobdansk 2 er kommet tættere på arbejdsmarkedet, og at de giver udtryk for en generel tilfredshed med Jobdansk. Det er kombinationen af danskundervisning, vejledning og et virksomhedsrettet forløb med det rette match mellem borger og virksomhed, der bringer borgerne i job.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager evalueringen af Jobdansk til efterretning.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen besluttede den 29. oktober 2020 at omlægge en del af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens dansktilbud til borgere under den aktive beskæftigelsesindsats fra formel danskuddannelse til beskæftigelsestilbuddet Jobdansk. Baggrunden for omlægningen var at skabe et mere fleksibelt beskæftigelsestilbud med større fokus på at komme i job.

BIU har bedt forvaltningen om at udarbejde en evaluering af Jobdansk. BIU præsenteres hermed for en evaluering for perioden januar 2021 til april 2022.

Løsning

Baggrund om Jobdansk

Formålet med Jobdansk er at bringe borgerne tættere på arbejdsmarkedet og indeholder jobsøgningsaktiviteter, undervisning i dansk og individuelle samtaler. I forløbet arbejdes der virksomhedsrettet med henblik på at opnå job.

Jobdansk er opdelt på 3 forskellige tilbud: Jobdansk 1 er for jobparate dagpengemodtagere med en akademisk uddannelse, Jobdansk 2 er for jobparate dagpenge- og kontanthjælpsmodtagere uden akademisk uddannelse og Jobdansk 3 er for aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere over 30 år.

Borgerrepræsentationen besluttede den 29. oktober 2020 med et ændringsforslag, ”at borgere uden danskuddannelse 1 fortsat henvises til dette tilbud”. Det vil sige, at borgere, der er i målgruppen for Danskuddannelse 1 (analfabeter eller med begrænset skolegang) fortsat henvises til formel danskuddannelse (DU1) i stedet for til Jobdansk. Derfor fik Jobdansk 3 for de aktivitetsparate kun tildelt et meget begrænset antal pladser, da en stor del af disse borgere er i målgruppen for Danskuddannelse 1.

Visiteringen af akademikere til Jobdansk 1 blev i maj 2022 indstillet. Det skyldes, at der i den konkrete og individuelle vurdering blev skønnet at være mere relevante tilbud for engelsktalende akademikere hos kommunens leverandører. Desuden var der stor efterspørgsel efter pladserne på Jobdansk 2, og der blev derfor oprettet tilsvarende flere pladser hertil. Det vurderes løbende, om der er behov for at visitere til Jobdansk 1 igen.  

Jobdansk 2 er dét tilbud, der har haft hovedparten af borgerne i forløb, da der blandt denne målgruppe har været det største behov. Evalueringen fokuserer derfor på resultaterne for Jobdansk 2.

Borgerne er kommet tættere på arbejdsmarkedet

I perioden januar 2021 til april 2022 har 552 borgere afsluttet Jobdansk 2. Tabel 1 viser, at 18 pct. af disse borgere efterfølgende har opnået fuld beskæftigelse og 14 pct. er kommet i delvis beskæftigelse.

Tabel 1. Andel i beskæftigelse på Jobdansk 2 og sammenligneligt tilbud

Note: Baseret på DREAM. Tabellen viser andelen af borgere, der har opnået beskæftigelse eller delvis beskæftigelse 2 mdr. efter seneste jobdanskforløb i perioden januar 2021 - april 2022.

Til sammenligning er 17 pct. af de borgere, der har deltaget i andre kommunale beskæftigelsestilbud for jobparate kommet i beskæftigelse og 16 pct. af disse borgere har opnået delvis beskæftigelse jf. tabel 1. Andelen af borgere i Jobdansk 2, der har været i virksomhedsplacering er 20 pct. Til sammenligning gælder det for 8 pct. af de borgere, der har deltaget i andre kommunale tilbud for jobparate.

Der er generel tilfredshed med Jobdansk blandt borgerne

Borgerne er blevet spurgt om deres overordnede tilfredshed med Jobdansk 2, og den vurderes generelt højt. Således giver 89 pct. af borgerne i Jobdansk 2 udtryk for en tilfredshed med Jobdansk, og 95 pct. har det godt med deres medkursister. Som det fremgår af tabel 2,vurderer 91 pct. af borgerne, at de bliver bedre til jobsøgning og 81 pct. vurderer, at de bliver bedre til dansk.

Tabel 2. Borgernes tilfredshed med Jobdansk 2

Virksomme metoder for Jobdansk 2

80 pct. af målgruppen for Jobdansk 2 er dagpengemodtagere og har dermed erfaring med det danske arbejdsmarked. Halvdelen af borgerne har europæisk baggrund og den anden halvdel har ikke-vestlig baggrund. En stor del af borgerne har været mange år i Danmark og har modtaget flere års danskuddannelse.

Danskundervisningen, som varer 7-8 timer ud af forløbets 15 timer om ugen, omhandler arbejdsrelaterede emner. Holdene underopdeles efter danskniveau og på hvert hold arbejdes der i brancheopdelte grupper.

Der er fra starten fokus på at afklare og forberede borgerne på at finde et ordinært job. Hvis dette ikke vurderes muligt indenfor forløbets tidsramme, fokuseres der på at finde en virksomhedsplacering.

Det er forvaltningens erfaring, at det er essentielt at skabe det rette match mellem den enkelte borger og virksomhed for at kunne danne grobund for en fastansættelse. Der tages derfor udgangspunkt i den enkelte borgers ønsker, forudsætninger og sprogkundskaber samt hvilke virksomheder, der vurderes at kunne rumme dette.

Det er forvaltningens vurdering, at Jobdansk fungerer godt som et individuelt tilpasset, håndholdt og fleksibelt tilbud med en kombination af danskundervisning, vejledning og en virksomhedsrettet indsats.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Udvalget kan bede forvaltningen om at uddybe eller udvide evalueringen.

Videre proces

Forløbene på Jobdansk 2 og 3 vil fortsætte på CBSI i 2023 og frem.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

 

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top