Erfaringsopsamlinger 2022 fra leverandører af beskæftigelsesindsats
Resumé
Der modtages årligt erfaringsopsamlinger fra leverandører af beskæftigelsesindsats for udsatte unge og voksne borgere. Denne sag præsenterer hovedpointerne fra dette års erfaringsopsamlinger.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen til efterretning.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 25. november 2019 ifm. udbuddet for udsatte ledige og sygemeldte borgere at indføre krav om opsamling af viden fra leverandørerne.
Der er på den baggrund i dag krav om en årlig vidensopsamling i aftaler om indsatser for udsatte ledige og sygemeldte borgere, specialiserede indsatser for særligt udsatte unge, aftaler om brobygning til uddannelse, aftaler om indsatser for ledige borgere med bande- eller rockerrelationer og samarbejdsaftale med Socialforvaltningen om indsatser for unge.
Hvert år bedes leverandørerne forholde sig til ét eller flere temaer ift. den målgruppe, de arbejder med. Temaerne besvares som en del af erfaringsopsamlingen.
Løsning
Der er modtaget erfaringsopsamlinger for 2022. Erfaringsopsamlingerne viser bl.a., at:
- De visiterede borgere er blevet svagere / har mere komplekse barriere ift. arbejde eller uddannelse end tidligere med heraf følgende behov for længerevarende helhedsorienteret indsats
- Lønnede timer (småjobs) styrker borgerens arbejdsmotivation og incitament til at tjene egne penge. Med brug af småjob frem for fx praktik, indgår virksomheden i et mere forpligtende samarbejde med borgeren
- Intensivt arbejde med håndtering af borgers udfordringer eller barrierer ift. arbejdsmarkedet er en forudsætning for at kunne opnå mål om hel eller delvis selvforsørgelse
- En god relation mellem borger og mentor/konsulent hos leverandør kan gøre en positiv forskel i progression mod job eller uddannelse.
Vedlagte bilag 1 beskriver nærmere erfaringsopsamlingerne. Erfaringsopsamlingerne kan tilgås på følgende Link.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Politisk handlerum
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan beslutte, at kravet om erfaringsopsamlinger ift. indsatser for udsatte unge og voksne borgere ikke finder anvendelse fremover.
Videre proces
Hver leverandørs erfaringsopsamling drøftes individuelt med hver enkelt leverandør og samlet med alle leverandørerne på de årlige direktørmøder i december måned. Næste erfaringsopsamling fra leverandører med aftaler om beskæftigelsesindsats for udsatte unge og voksne borgere afgives september 2023 af leverandørerne.
Henrik Lund / Signe Maria Christensen / Marianne Becker Andersen
Beslutning
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.