Samtalekoncept
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender revideret samtalekoncept til dagpengemodtagere.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 22. juni 2015 et samtalekoncept til brug for det intensive kontaktforløb (seks samtaler i de første seks måneder) til dagpengemodtagere. Konceptet blev herefter implementeret i jobcentret og er i dag grundlag for de lovpligtige samtaler mellem dagpengemodtager og jobcenter.
Et flertal i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget pålagde den 2. november 2015 forvaltningen at sikre, at ”…ordinær uddannelse er et højt prioriteret aktiveringsredskab for ufaglærte, og at dette fremgår tydeligt af samtalekonceptet” samt, at ”…samtalekonceptet er tydeligt omkring den progression, som borgeren skal opleve i de første seks samtaler”.
Løsning
Erfaringerne med det nuværende samtalekoncept og ambitionen bag er blevet opsamlet med inddragelse af lokale ledere og medarbejdere. I forbindelse med revisionen af samtalekonceptet har det været vigtigt at fastholde målet om kvalitet i samtalen, en rød tråd igennem samtaleforløbet og endelig et konsekvent fokus på job og uddannelse. Det er samtidigt drøftet, hvordan udvalgets ønske om øget progression og fokus på uddannelse til ufaglærte bedst kan implementeres.
Forvaltningen vurderer, at det nuværende samtalekoncept har tjent et vigtigt formål ved at rammesætte samtalerne i det intensiverede kontaktforløb. Samtalekonceptet udgør i høj grad grundlaget for den systematik, der skal være til stede i de enkelte samtaler og i samtaleforløbet. Samtidig har processen også tydeliggjort, at der med fordel kan gives mere plads til den enkelte samtales individuelle indhold og dermed bedst muligt sikre progression frem mod den hurtigste vej til job eller uddannelse.
Det reviderede samtalekoncept for borgere, hvor målet er job, indeholder et øget fokus på udbyttet af samtalen, herunder et mål om at der ved hver samtale skal indgås aftale om fem konkrete job, som skal søges til næste samtale. Det sidste i modsætning til i dag, hvor antallet eskalerer fra tre job i første samtale, fire i den anden og fem i den tredje til og med sjette samtale.
Der er dermed endnu mere fokus på job samtidig med, at tilpasningen til fem job i alle samtaler imødekommer et ønske om forenkling. Tilpasningen understøtter, at der forsat sættes målrettet ind på at tale om job fra dag ét i jobcentret, og at ledige borgere søger ledige job i et københavnsk arbejdsmarked med mange jobåbninger. Der opslås eksempelvis 43.000 ledige stillinger på det københavnske arbejdsmarked på Jobnet årligt, og der finder 85.000 jobskift sted årligt.
I det nye samtalekoncept bortfalder kravet om, at der skal indgås konkrete aftaler om job for borgere, hvor målet er job via uddannelse. Tilpasningen styrker uddannelsesfokus for særligt uddannelsesparate ufaglærte, som pga. nedslidning, outsourcing af jobfunktioner o.lign. har brug for nye muligheder med uddannelse inden for områder med gode beskæftigelsesmuligheder. Denne tilpasning følger i naturlig forlængelse af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets vedtagelse af medlemsforslag d. 2. november 2015, forvaltningens generelle uddannelsesfokus, og trepartsaftalens mål om en forbedret voksen- og efteruddannelsesindsats, der understøtter løbende opkvalificering af arbejdsstyrken i overensstemmelse med arbejdsmarkedets skiftende behov.
Det er en væsentlig pointe, at bortfaldet af konkrete aftaler om job i samtalen ikke ændrer på de almindelige krav til bl.a. jobsøgning. Målgruppen for uddannelse skal forsat være aktivt jobsøgende og stå til rådighed, og jobcentret skal fortsat indberette tvivl herom til a-kassen.
Forvaltningen har præsenteret udkast til samtalekoncept ved fællesmøde med a-kasser.
I det reviderede samtalekoncept er de fem nuværende målgruppeopdelte koncepter erstattet af to koncepter:
-
Et til dagpengemodtagere, hvor målet er job
-
Et til dagpengemodtagere, hvor målet er uddannelse.
Det er en vigtig forenkling for beskæftigelseskonsulenten, som gør det lettere at holde fokus på det væsentlige: Job eller job via uddannelse.
Det nye samtalekoncept skal styrke konsulentens bevidsthed om, at samtalerne hele tiden bevæger sig mellem tre temaer: 1. CV og Joblog. 2. Status og fremdrift. 3. Job- eller uddannelsessøgning.
Konkret betyder det eksempelvis, at man ikke – som i dag – kun skal udfordre borgerens jobsøgningsstrategi i den anden samtale, som det fremgår af konceptet i dag, men fremadrettet skal tilpasse det den enkelte borger. Nogle har brug for at blive udfordret tidligt og gentagende på sin jobsøgningsstrategi samt på sin faglige og geografiske mobilitet, og det rummes i det nye koncept. Med den nye opbygning er udgangspunktet for samtalens emner et fælles, aktuelt og dynamisk skøn.
Øvrige forhold, som er relevante for samtalen, er fremhævet på målgruppeniveau på bagsiden af de to samtalekoncepter. Her kan konsulenten også orientere sig i vigtige regler og retningslinjer. Det bemærkes i den sammenhæng, at rådighedsvurderingen ligger i a-kassen, og at det i den forbindelse indgår, at der skal ”søges flere job”. Antallet er ikke præciseret i rådighedsbekendtgørelsen og tolkes forskelligt fra a-kasse til a-kasse.
Endeligt har det reviderede samtalekoncept fået en grafisk opgradering, som gør det mere enkelt for beskæftigelseskonsulenten at arbejde med, samtidig med at målet (job eller uddannelse) og systematikken (før, under og efter samtalen ”to-do-liste”) tydeliggøres.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser af indstillingen.
Videre proces
Under forudsætning af udvalgets godkendelse påbegynder forvaltningen implementering af det reviderede samtalekoncept. Forvaltningen vil evaluere erfaringen med konceptet efter seks måneder.
Bjarne Winge /Jacob Zeberg Eberholst
Beslutning
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten fremsatte forslag om, at indstillingen blev sendt tilbage, og at forvaltningen skal vende tilbage med en ny indstilling på et kommende udvalgsmøde.
Der blev begæret afstemning om forslaget
For stemte: 6 (A, SF og Ø)
Imod stemte: 5 (B, V, C og U)
Undlod: Ingen.
Indstillingen blev hermed sendt tilbage.
Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten afgav følgende protokol:
”Partierne sender sagen tilbage, da vi ønsker et koncept, der hviler på det stærkest mulige fundament i samarbejde med A-kasserne. Vi ønsker ikke at detailstyre indholdet af fællessamtalerne, men fastholder beslutningen fra 2. november 2015, om at fællessamtalerne ikke skal bruges på rådighedsafprøvning. Det er A-kasserne ansvar at rådighedsafprøve, og det foregår dygtigt hver dag. Fællesmøderne skal i jobsporet bruges til at give de ledige reelle tilbud om ordinært job og i uddannelsessporet at lave aftaler om omskoling, opkvalificering og ordinær uddannelse.”
Venstre afgav følgende protokol, som Konservative tilsluttede sig:
”Det står ikke klart for Venstre, hvorfor sagen skal sendes tilbage.”