Mødedato: 23.01.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Temadrøftelse om fastholdelsesfleksjob

Se alle bilag
SF har d. 23. september 2016 bestilt en temadrøftelse om fastholdelsesfleksjob.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager temadrøftelsen til efterretning og diskuterer i hvilken grad, der ønskes ændringer i indsatsen på området.

Problemstilling

På baggrund af ønsket fra SF i forbindelse med udvalgsmødet d. 26. september 2016 er der udarbejdet et oplæg til drøftelse. Oplægget indeholder følgende emner:

  1. Hvordan fastholder vi flere, der skal have et fleksjob på deres nuværende arbejdsplads
  2. Hvordan kan vores sygedagpengeenhed sikre en hurtigere screening af, hvem der er i risiko for at ende med et fleksjob og derefter hjælpe med at klæde virksomheden på til, hvordan de håndterer situationen (udover den skriftlig vejledning vi allerede giver i dag)
  3. Er der tilfælde, hvor lovgivningen giver mulighed for at springe de 12 måneder over, fordi borgerne åbenlyst ikke kan rummes inden for arbejdspladsen uden et fleksjob? Hvis der er, hvordan bliver vi bedre til at benytte de muligheder
  4. Har vi mulighed for at sætte sagsbehandlingstiden ned til de 13 uger for fastholdelsesfleksjob.

Løsning

Forvaltningens besvarelse af ovenstående spørgsmål:

  1. Fastholdelse i fleksjob på egen arbejdsplads kræver, at almindelige fastholdelsestiltag har været forsøgt og dokumenteret i minimum 12 måneder og ikke har vist sig tilstrækkelige, og at medarbejderen opfylder de almindelige betingelser for fleksjob. For at undgå, at en medarbejder bliver opsagt i processen er det nødvendigt at sætte ind med fastholdelse så hurtigt som muligt i en sygdomsperiode. Dette kræver at både arbejdsgiver, medarbejder og jobcenter arbejder sammen om fastholdelsestiltag, eventuelle hjælpemidler og tilpassede arbejdsopgaver. Det er forvaltningens vurdering, at en af de største udfordringer på området i dag er virksomhedernes manglende viden om mulighederne i forhold til fastholdelsesfleksjobs og manglende kendskab til dokumentationskravene. Ansættelse af personale med den specifikke opgave at rådgive virksomhederne om fastholdelse vil kunne afhjælpe disse udfordringer. En anden barriere er lovgivningen. Hvis en medarbejders arbejdsevne er afklaret inden der har været forsøgt fastholdelse i 12 måneder, kan der ikke træffes afgørelse om fastholdelsesfleksjob, før de 12 måneder er gået. En mulighed for at kunne træffe en hurtigere afgørelse i disse sager ville på sigt kunne fastholde flere i beskæftigelse.
  2. Alle medarbejdere i Jobcenter København, Center for arbejdsfastholdelse, der arbejder med sygedagpengemodtagere, der er sygemeldt fra job, har i løbet af 2016 fået intern uddannelse om fastholdelsesfleksjob. Denne uddannelse, sammen med en øget opmærksomhed på området, kan fremadrettet understøtte, at der sættes ind med fastholdelsestiltag, så snart dette viser sig relevant i et sygedagpengeforløb. Opfølgningssamtaler i sygedagpengesagen, hvor både medarbejder og arbejdsgiver deltager, kan hjælpe arbejdspladsen til at blive klædt bedre på i forhold til at kunne håndtere en situation, hvor der skal iværksættes fastholdelsestiltag. Fastholdelseskonsulenter ansat i jobcentret kan hjælpe arbejdspladsen med at kvalificere den skriftlige dokumentation og rådgive om fastholdelsestiltag.
  3. De 12 måneder, hvor virksomheden skal forsøge at fastholde medarbejderen via de sociale kapitler i overenskomsten, kan springes over, hvis den ansatte har været udsat for akut opstået skade eller sygdom, og det er åbenbart formålsløst at gennemføre foranstaltninger med henblik på job efter overenskomstens sociale kapitler eller på særlige vilkår. Ved akut opstået skade eller sygdom skal jobcentret være opmærksom på, om medarbejderens lidelse er stationær, og om medarbejderen opfylder de almindelige betingelser for at få et fleksjob.
  4. Den forberedende del af rehabiliteringsplanen påbegyndes, når jobcentret vurderer, at en borger er helbredsmæssigt udredt, og arbejdsevnen er afklaret, og at borgeren ikke vurderes at kunne vende tilbage til arbejde på ordinære vilkår. I sager om fastholdelsesfleksjob gælder det, at borgeren skal være forsøgt fastholdt ifølge de sociale kapitler i overenskomsten i minimum 12 måneder, og at fastholdelsen ikke har kunnet rummes under de sociale kapitler. Først herefter kan sagen forelægges rehabiliteringsteamet. I København har vi vedtaget en arbejdsgang, hvor jobcentret påbegynder den forberedende del af rehabiliteringsplanen efter 9 måneders fastholdelsesforsøg, hvis det ser ud til, at fastholdelsen ikke kan rummes under de sociale kapitler i overenskomsten. Dette sikrer, at sagen kan være klar til at blive forelagt rehabiliteringsteamet, når de 12 måneder er gået. Ved målingen af sagsbehandlingstiden i fastholdelsesfleksjobsager i september 2016 var sagsbehandlingstiden målt fra påbegyndelsen af den forberedende del af rehabiliteringsplanen til der lå en afgørelse om fastholdelsesfleksjob gennemsnitligt 13 uger.

På Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde d. 23. januar 2017 vil forvaltningen holde et oplæg om fastholdelsesfleksjob.

Forvaltningen foreslår, at der for at forbedre indsatsen omkring fastholdelsesfleksjob kan iværksættes følgende tiltag:

  1. At der udarbejdes et budgetnotat om ansættelse af 2 fastholdelseskonsulenter. Konsulenterne skal rådgive og hjælpe arbejdsgiver undervejs i fastholdelsen af medarbejderen, med dokumentation af sagen, hjælpemidler, mv.
  2. Informationen på kk.dk udbygges herunder information om, hvad arbejdsgiver kan gøre for at fastholde medarbejderen, og om hvordan fastholdelse kan dokumenteres.

Økonomi

Ansættelse af fastholdelseskonsulenterne vil koste 550.000,- kr. pr. konsulent på årsbasis.

Videre proces

Hvis Beskæftigelses- og integrationsudvalget ønsker, at der arbejdes videre med ovenstående tiltag, udarbejdes der et budgetnotat for indsatsen på området.

Til det fælles udvalgsmøde med Socialudvalget den 30. marts 2017 vil udvalget få forelagt anbefalinger fra task forcen til afklaring af målgrupper for ressourceforløb, fleksjob, revalidering og førtidspension, der blev aftalt som en del af udsatteaftalen.

 

Bjarne Winge / Michael Baunsgaard Schreiber

 

Beslutning

Indstillingen blev behandlet som en godkendelsessag jf. dagsordenens punkt 1 ”Godkendelse af dagsorden”.

 

SF fremsatte følgende ændringsforslag til 3 nye at-punkter, som erstatter det eksisterende at-punkt:

”1. at forvaltningen vender tilbage med en businesscase på, hvordan flere sygemeldte, der skal visiteres til flexjob, kan blive fastholdt på deres eksisterende arbejdsplads.

 

2. at forvaltningen fremlægger et forslag til en fasttrack ordning, der sikre, at sager, hvor arbejdsgiveren gerne vil fasteholde medarbejderen, afgøres senest 53 uger efter, at borgeren er blevet delvist raskmeldt.

 

3. at forvaltningen fremlægger et forslag til en regelforenkling af forvaltningspraksis, så forvaltningspraksis i København bliver den samme, som findes i flertallet af hovedstadskommunerne. Herunder øget brug af akut-paragraffen i lovgivningen.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Indstillingen blev herefter godkendt i sin helhed uden afstemning.

Til top