Medlemsforslag om den organisatoriske forankring af sanktioneringskompetencen
Medlemsforslag
Det indstilles,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen at udarbejde en sag til udvalget, der belyser, hvordan man kan (herunder de økonomiske og administrative konsekvenser) nedlægge K-Kassen og lægge sanktioneringskompetencen ud i jobcentrene, så det er den sagsbehandler, som kender borgeren og dennes livssituation, der vurderer relevansen af en evt. sanktionering.
(Stillet af Enhedslisten)
Motivation
I 2010 besluttede man i Københavns kommune at udskille K-kassen fra jobcenteret/sagsbehandlerne. Formålet var at sikre ensartet praksis og skabe specialisering i forbindelse med sanktioner. I 2017 blev 22% af alle de mennesker, der modtager en ydelse - kontanthjælp, integrationsydelse mv. - sanktioneret. København er det sted i landet, der sanktionerer mest. Andre kommuner vi kan sammenligne os med sanktionerer 3 %. Vi kan altså konstatere, at borgerne i København ikke bliver behandlet lige for loven, som det var intentionen med K-kassen. K-kassen er nok blevet specialister, men det er specialister i at sanktionere og ikke i at hjælpe borgerne tættere på arbejdsmarkedet, hvilket i følge lovgivningen er formålet med sanktioner.
Beskæftigelses- Integrationsforvaltningen skal sikre, at en evt. sanktionering sker ud fra en konkret og individuel vurdering af, om sanktioneringen vil bringe borgeren tættere på arbejdsmarkedet. Denne vurdering foretages bedst i Jobcenteret, som er den myndighed, der har kendskab til borgeren. At rykke kompetencen til jobcentret vil i større omfang sikre, at der kun besluttes sanktioner, når det er med til at få borgeren tættere på beskæftigelse.
Beslutning
Socialdemokratiet, Venstre, Konservative og Radiale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag til medlemsforslagets at-punkt, så det ændres fra:
”at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen at udarbejde en sag til udvalget, der belyser, hvordan man kan (herunder de økonomiske og administrative konsekvenser) nedlægge K-Kassen og lægge sanktioneringskompetencen ud i jobcentrene, så det er den sagsbehandler, som kender borgeren og dennes livssituation, der vurderer relevansen af en evt. sanktionering.”
Til
”at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen at vende tilbage til udvalget med en sag, der er inspireret af socialstyrelsens definition for udsatte borgere, og belyser mulighederne for at iværksætte et forsøg for en gruppe af socialt udsatte borgere, hvor der gøres en større indsats for at forebygge sanktioner, end tilfældet er i dag. Såfremt der er udgifter forbundet med de anviste muligheder, skal der anvises mulige finansieringskilder.”
Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget
For stemte: 7 (A, B, C, V og Å)
Imod stemte: 3 (Ø)
Undlod: Ingen
Ændringsforslaget blev dermed vedtaget.
Gyda Heding (Ø) udtrykte herefter ønske om at bruge sin initiativret med henblik på at få det oprindelige medlemsforslag indbragt for Borgerrepræsentationen til mødet den 22. november, jf. kommunestyrelseslovens § 11.