Indstilling vedr. medlemsforslag om flere støttede jobs i foreningslivet
Resumé
Alternativet har på Borgerrepræsentationens møde den 23. august stillet medlemsforslag om en taskforce, der skal assistere foreningslivet med at håndtere administrationen ifm. etablering af støttede job, fx fleksjob eller virksomhedspraktik. Forslaget blev sendt til behandling i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU). BIU skal nu tage stilling til, om de vil anbefale Borgerrepræsentationen at godkende forslaget, og om forslaget skal indgå i overførselssagen 2019.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at det godkendes, at der, såfremt der findes finansiering hertil i overførselssagen i 2019, ansættes to virksomhedskonsulenter i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt ét årsværk i Kultur- og Fritidsforvaltningen i 2019, der kan assistere foreninger i ansøgningsprocessen til støttede job samt administrationen af disse, for derved at sikre flere støttede job i foreningslivet
- at der hermed er gjort op med medlemsforslaget fra Alternativet om oprettelse af taskforce til at assistere foreningslivet vedr. støttede job inden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ressort, jf. bilag 1.
Problemstilling
Et stort antal borgere har brug for et virksomhedsrettet forløb, f.eks. med løntilskud, eller en ansættelse på særlige vilkår, som et fleksjob. Der er p.t. 383 ledige, jobklare borgere, som er godkendt til et fleksjob. København har 26.700 dagpengemodtagere og job- og aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere, som for en stor dels vedkommende kan have glæde af en virksomhedspraktik eller et løntilskud.
Samtidig findes der mange foreninger og organisationer, som kunne drage fordel af at have en person ansat i en støttet jobordning. Det frivillige foreningsliv er, ligesom små og mellemstore virksomheder, udfordret af, at arbejdet med at administrere og oprette støttede jobordninger, opleves som tungt.
Alternativet har på Borgerrepræsentationens møde den 23. august stillet medlemsforslag med følgende indstillingspunkter, jf. bilag 1:
Det foreslås,
- at Borgerrepræsentationen pålægger Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling, om nedsættelse af en task force, der kan assistere foreninger i ansøgningsprocessen til støttede job samt administrationen af disse, for derved at sikre flere støttede job i foreningslivet,
- at forslaget forelægges Borgerrepræsentationen, så dette kan indgå i forhandlingerne om overførselssagen i 2019.
Løsning
I København findes i alt 11.865 foreninger, civilsamfundsorganisationer, fonde og legater. Foreninger defineres her som ”Foreninger, legater og fonde med sygdomsbekæmpende, sociale og velgørende formål”, ”Andre organisationer og foreninger i.a.n.”, ”Religiøse institutioner og foreninger” og ”Faglige sammenslutninger”.
Tabel 1 viser, hvor mange foreninger der er i København, og hvor mange heraf der har haft borgere i særlige jobordninger i 2018.
Særlige jobordninger omfatter her virksomhedspraktik, ansættelse i løntilskud, fleksjob og skånejob.
Tabel 1: Foreninger og forløb med særlige jobordninger
|
Antal foreninger |
Har haft borgere i særlig jobordning i 2018 |
Alle foreninger |
11.865 |
347 |
Foreninger med ansatte |
1.062 |
209 |
Heraf 1-5 ansatte |
684 |
66 |
Heraf mere end 5 ansatte |
378 |
143 |
Kilde: Fasit
I 2018 har 2,9 pct. af foreningerne haft borgere i særlige jobordninger.
Det ligger en del under den generelle samarbejdsgrad med virksomhederne om løntilskud, virksomhedspraktik, jobrotationsvikarer, skånejob, fleksjob, mentor og nyttejob i København. I perioden januar til maj 2018 havde 15,8 pct. af de københavnske virksomheder samarbejde omkring en af jobordningerne med Jobcenter København.
Der vurderes altså at være et potentiale for, at flere borgere kan komme i en særlig jobordning i københavnske foreninger. Kultur- og Fritidsforvaltning oplyser, at flere foreninger inden for idræt og det sociale område er positive over for forslaget og gerne vil indgå som samarbejdspartnere.
Potentialet forventes at være størst blandt foreninger, der har ansatte, fordi det er et krav, at der er en person, som kan fungere som arbejdsgiver. En frivillig kan imidlertid godt varetage denne funktion, så længe der reelt er tid til at vejlede borgeren i at udføre arbejdsopgaver og andre arbejdsgiveropgaver.
Der er 235 foreninger m.v. i København med mere end fem ansatte, som ikke har haft en borger i forløb med en særlig jobordning i 2018. Her kan der især være potentiale for at kunne få flere borgere ud.
Juraen i forbindelse med at etablere støttede job i frivillige foreninger
Virksomhedspraktik og løntilskud
Ved virksomhedspraktik og løntilskud skal rimelighedskravet (også kaldet forholdstalskravet) være opfyldt. Det skal sikre et rimeligt forhold mellem personer i virksomhedsrettede forløb og ordinært ansatte på arbejdspladsen.
Rimelighedskravet giver som udgangspunkt altid mulighed for, at der kan etableres ét forløb. Det gælder også, hvis der ingen ordinært ansatte er på arbejdspladsen, hvilket kan være tilfældet i de helt små frivillige foreninger. Det skal dog altid sikres, at formålet med det virksomhedsrettede tilbud for borgeren kan opfyldes. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har tidligere vurderet, at det indebærer, at der er en person på arbejdspladsen, der fungerer som arbejdsgiver for borgere i forløb. I foreninger med få eller ingen ordinært ansatte vil der derfor være begrænsede muligheder for etablering af forløb. I forbindelse med etablering af løntilskudsstillinger vil der være lønudgifter for foreningerne.
Fleksjob
Et fleksjob er som en ordinær ansættelse, hvor der tages hensyn til borgerens skånebehov. Arbejdsgiveren betaler for den fleksjobansattes effektive arbejdstid, og kommunen supplerer lønnen med et flekslønstilskud, der udbetales til borgeren. Der vil således være lønudgifter for foreninger i forbindelse med etablering af fleksjob.
Forvaltningens indsats i dag
I dag kan foreninger m.v. på lige fod med andre virksomheder henvende sig til Københavns Erhvervshus (KEH) eller Jobcenter København, hvis de ønsker en borger i støttet job. KEH sørger for at hjælpe med at beskrive foreningens behov, og jobcentrene bistår med at skaffe egnede kandidater. KEH og jobcentrene kan assistere med en stor del af den administrative proces.
For fleksjob tilbyder Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen support (JKA – Center for Arbejdsfastholdelse og Københavns Erhvervshus) i forbindelse med oprettelse af fleksjobstillinger, herunder udarbejdelse af stillingsopslag, at finde den rette kandidat og at indkalde kandidaten til samtale. Virksomheden skal indberette informationer om løn, timetal og pension. Herefter overtager Jobcenteret den administrative del af oprettelsen af fleksjobbet.
Forslag til ny indsats
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen foreslår, at der søges midler til at ansætte to virksomhedskonsulenter i Københavns Erhvervshus og en medarbejder i Kultur- og Fritidsforvaltningen.
Virksomhedskonsulenterne kan systematisk opsøge foreninger m.v. for at tilbyde hjælp til at etablere forløb med særlige jobordninger, herunder finde de rette opgaver, oprette stillingsopslag og finde borgere til forløb eller ansættelse med fleksjob.
Medarbejderen i Kultur- og Fritidsforvaltningen kan være med til at opsøge foreningerne m.v. og bidrage med kendskab til foreningslivet i København.
Økonomi
Hvis forslaget vedtages, indebærer det, at der til overførelsessagen 2019 stilles forslag til at afsætte 1,08 mio. kr. til to årsværk i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og et årsværk i Kultur- og Fritidsforvaltningen i 2019.
Videre proces
Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, vil den blive forelagt Borgerrepræsentationen til godkendelse. Hvis indstillingen godkendes i Borgerrepræsentationen, vil forslaget indgå i forhandlingerne om overførselssagen i 2019.
Michael Baunsgaard Schreiber / Jeppe Bøgh Andersen
Beslutning
Alternativet fremsatte følgende ændringsforslag til indstillingens 1. at-punkt, som ændres fra:
”at det godkendes, at der, såfremt der findes finansiering hertil i overførselssagen i 2019, ansættes to virksomhedskonsulenter i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt ét årsværk i Kultur- og Fritidsforvaltningen i 2019, der kan assistere foreninger i ansøgningsprocessen til støttede job samt administrationen af disse, for derved at sikre flere støttede job i foreningslivet”
Til
”at det godkendes, at der, såfremt der findes finansiering hertil i overførselssagen i 2019, ansættes to virksomhedskonsulenter i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen samt ét årsværk i Kultur- og Fritidsforvaltningen i 2019, der kan assistere foreninger i ansøgningsprocessen til støttede job samt administrationen af disse, for derved at sikre flere fleksjob i foreningslivet”
Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.
For stemte: 4 (Ø og Å)
Imod stemte: 6 (A, B, C og V)
Undlod: Ingen
Dermed blev ændringsforslaget forkastet.
Derefter var der afstemning om indstillingens oprindelige 1. at-punkt.
For stemte: Ingen
Imod stemte: 10 (A, B, C, V, Ø og Å)
Undlod: Ingen
Indstillingens 1. at-punkt blev dermed forkastet.
Derefter var der afstemning om indstillingens 2. at-punkt.
For stemte: 10 (A, B, C, V, Ø og Å)
Imod stemte: Ingen
Undlod: Ingen
Indstillingens 2. at-punkt blev dermed vedtaget.
Udvalget traf beslutning om at forkaste indstillingens 1. at-punkt, og godkendte, at der dermed var gjort op med medlemsforslaget. Sagen går derfor ikke videre til Borgerrepræsentationen
Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Socialdemokratiet fremsatte følgende protokolbemærkning:
”Radikale Venstre, Konservative, Venstre og Socialdemokratiet er enige med intentionerne om, at foreningslivet bør tage del i arbejdet med støttede jobs, men vi mener samtidig, at vi i øjeblikket bør prioritere indfasningen af taskforcens anbefalinger og ser dette forslag som et initiativ af flere, der kan løftes på sigt, når de øvrige anbefalinger er udrullet.”