Mødedato: 22.10.2018, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Opfølgning på resultater af den fremskudte beskæftigelsesindsats

Resumé

På baggrund af budgetaftalen for 2016 besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) at videreføre den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen. Den fremskudte beskæftigelsesindsats afholdes i lokaler i Tingbjerg og Urbanplanen, og målgruppen er de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere fyldt 30 år, der er bosiddende i områderne. Indsatsen består af afholdelse af jobsamtaler lokalt, åben rådgivning samt virksomhedsforberedende forløb.

Den 8. februar 2016 besluttede BIU, at forvaltningen halvårligt skal fremlægge status på indsatsen for udvalget. Status for 2. halvår 2018 viser, at den fremskudte beskæftigelsesindsats opfylder målene for rettidigheden for afholdelse af hhv. jobsamtaler og aktivering samt for andelen af udeblivelser fra jobsamtaler. For de virksomhedsforberedende forløb opfyldes målet om andel i job og uddannelse, men målet for, hvor stor en andel der skal i virksomhedspraktik, opfyldes ikke.

BIU skal tage ovenstående resultater til efterretning. Herudover bliver BIU bedt om at tage stilling til, at den halvårlige opfølgning fremover bliver offentliggjort på BIU-portalen.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager opfølgningen på resultater for den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen til efterretning
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at den halvårlige opfølgning på resultaterne fremover offentliggøres på BIU-portalen, og at opgørelsen fremover også omfatter den fremskudte indsats i Sydhavnen, som blev besluttet med budget 2019.

Problemstilling

På baggrund af budgetaftalen for 2016 besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIU) at videreføre den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen. Den fremskudte beskæftigelsesindsats er forankret i Center for Jobindsats  (JKI) og afholdes i lokaler i Tingbjerg og Urbanplanen. Målgruppen er de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere fyldt 30 år, der er bosiddende i områderne. Indsatsen har omfattet ca. 1.500 borgere siden opstart.

Konkret besluttede BIU, at indsatsen skulle videreføres i form af:

         1. Afholdelse af jobsamtaler

De obligatoriske myndighedssamtaler afholdes i lokaler i hhv. Tingbjerg og Urbanplanen.

         2. Åben rådgivning 

I den åbne rådgivning i hhv. Tingbjerg og Urbanplanen kan alle borgere henvende sig og få rådgivning i forbindelse med job og uddannelse samt koordinering med andre forvaltningers indsatser.

         3. Virksomhedsforberedende forløb

Oprettelse af et begrænset antal særlige forløb i Tingbjerg og Urbanplanen med det formål, at borgerne kommer i virksomhedspraktik eller løntilskud og på længere sigt kommer i ordinær beskæftigelse, uddannelse, deltidsbeskæftigelse eller fleksjob. Indsatsen har kapacitet til 34 helårspersoner. Forløbene skal give borgerne mulighed for at snuse til forskellige brancher og arbejdsopgaver og få et indtryk af de faglige og sociale krav på en arbejdsplads.

Den 8. februar 2016 besluttede BIU, at forvaltningen halvårligt skal fremlægge status på indsatsen for udvalget.

Løsning

1. Afholdelse af fremskudte jobsamtaler

Af tabel 1 fremgår resultaterne for rettidighed i hhv. jobsamtaler og aktivering samt andel udeblivelser fra jobsamtaler.

Tabel 1: Resultater for afholdelse af fremskudte jobsamtaler

 

*) Målniveauerne er sammenligninger med JKI’s realiserede niveau i perioden. Opgørelsen er baseret på 1.357 borgere, som er det antal borgere, der har været i indsatsen til og med august 2018 siden sidste evaluering, som målte til og med februar 2017.

2. Den åbne rådgivning

Den åbne rådgivning genåbnede i maj 2016 i Tingbjerg og Urbanplanen. Åbningstiden i den åbne rådgivning er øget fra 2 x 1½ time til 4 x 3 timer siden starten af 2017.

Siden januar 2017 har der været 959 borgere i den åbne rådgivning i Urbanplanen og 851 borgere i Tingbjerg. Henvendelserne har primært drejet sig om jobplans-revision for at opstarte en praktik, booke et nyt aktiveringsforløb m.m., spørgsmål til ydelse, partshøring, vurdering om ret til ferie og hjælp til at forstå breve fra jobcentret og andre myndigheder.

Det skal bemærkes, at den åbne rådgivning i Urbanplanen har været lukket i august måned på grund af truende adfærd. I starten af september åbnede den åbne rådgivning igen, hvilket BIU blev orienteret om i notat på BIU-portalen den 3. september 2018.

3. Fremskudte virksomhedsforberedende forløb

I alt har der været 269 virksomhedsforberedende forløb fordelt på 150 borgere i indsatsen siden opstarten i januar 2016.

Af tabel 2 fremgår resultaterne af de fremskudte virksomhedsforberedende forløb:

Tabel 2: Resultater for fremskudte virksomhedsforberedende forløb

Indikator

Mål

Resultat

Andel afsluttede forløb, hvor borgeren er kommet i ordinær beskæftigelse, deltidsbeskæftigelse, fleksjob eller uddannelse

5 pct.

10 pct.

Andel påbegyndte virksomhedsplaceringer 

70 pct.

39 pct.

Note: Andel afsluttede forløb, hvor borgeren er kommet i ordinær beskæftigelse, deltidsbeskæftigelse, fleksjob eller uddannelse er målt for perioden siden opstart i januar 2016 t.o.m. oktober 2017, som er den seneste måned, vi har oplysninger om efterfølgende forsørgelsesgrundlag for. Andel påbegyndte virksomhedsplaceringer er fra indsatsens start frem til primo september 2018.  Målsætningen på 5 pct. afgang til job/uddannelse blev fastsat på baggrund af tidligere erfaringer med, at ca. 2 pct. af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere var i job året efter. Målsætningen om 70 pct. i virksomhedsplacering er baseret på resultater fra et tidligere STAR-projekt kaldet Integrationspålægsprojektet. Begge målsætninger er vedtaget af BIU.

Som det fremgår af tabel 2, er 10 pct. af de afsluttede forløb afsluttet til beskæftigelse, deltidsbeskæftigelse, fleksjob eller uddannelse (ved sidste opgørelse var det 8 pct.). Dermed er målet på 5 pct. indfriet. 

Desuden viser tabel 2, at der er blevet etableret en virksomhedspraktik i 39 pct. af forløbene (ved sidste opgørelse var det 41 pct.). Dermed er målet på 70 pct. ikke indfriet.

Anden indsats end virksomhedspraktik

Ved sidste fremlæggelse af resultaterne af den fremskudte beskæftigelsesindsats på udvalgsmødet den 16. april 2018 bad Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om, at det fremadrettet skal fremgå af opfølgningen, hvilken indsats borgere i de virksomhedsforberedende forløb der ikke er i en virksomhedsplacering, får.

76 ud af 150 borgere har ikke været i en virksomhedspraktik, job, deltidsjob, uddannelse eller fleksjob. Heraf har 1 borger fået tilkendt førtidspension, 7 borgere har fået ressourceforløb og 4 borgere afventer samtale med forberedende sagsbehandler med henblik på rehabiliteringsmøde. Derudover er 22 borgere for nyligt opstartet i virksomhedsforberedende forløb, og der har derfor endnu ikke været tid til at etablere en virksomhedspraktik til dem.

Årsagen til, at de resterende 42 borgere ikke har været i en virksomhedspraktik, er, at en del borgere har så store psykiske, sociale og fysiske udfordringer, at det har været vanskeligt at finde velegnede virksomhedsplaceringer. Ud over deltagelse i de virksomhedsforberedende forløb, som består af workshops, individuelle samtaler, virksomhedsbesøg og mentorindsats, har disse borgere brug for at få supplerende, parallelle tiltag, der kan sikre progression gennem en helhedsorienteret tilgang. Derigennem øges muligheden for at finde en velegnet virksomhedsplacering. Samtidig bliver det løbende vurderet, om den enkelte borger har brug for afklaring til fleksjob, førtidspension eller ressourceforløb, og i så fald, hvilken indsats borgeren har brug for som følge heraf.

I forbindelse med de supplerende tiltag til borgerne har der været brobygning og samarbejde med Etnisk konsulentteam i SOF, Joan Søstrene, Dannerhuset, Center for specialundervisning for voksne, All Ears (for synshandicappede), PPclinic, Psykiatrisk Center Amager, Distriktspsykiatrisk Center, Indvandrermedicinsk klinik på Hvidovre Hospital, Kompetencecenter for Transkulturel Psykiatri samt smerteklinikken på hhv. Rigshospitalet og Herlev Hospital.

Nedenstående tabel viser de typer af tiltag, der er iværksat brobygning til samt hvor mange borgere, der har deltaget heri.

Tabel 3. Antal borgere, der har fået supplerende tiltag

Supplerende tiltag

Antal

Interne praktikker på Kofoeds Skole

4

Brobygning til sprogundervisning

5

Brobygning til psykiatrisk/psykologisk behandling

18

Brobygning til fysisk, helbredsmæssig behandling

5

Brobygning til understøttende tiltag pga. svære sociale og familiemæssige udfordringer

10

I alt

42

Økonomi

Ved budgetforhandlingerne i 2016 blev der bevilget 1,2 mio. kr. i 2017 og 1,1 mio. kr. i 2018 til den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen. I 2016 blev indsatsen finansieret af Center for Jobindsats.

Bevillingen i 2017-18 skal anvendes til husleje, åben rådgivning, sikkerhedsindretning, koordinering med lokale aktører og ekstra administration til udsøgning af borgerne.

Der er afsat 2,16 mio. kr. til de virksomhedsforberedende forløb i 2018.

Som følge af budgetforhandlingerne for 2019 er der afsat 0,9 mio. kr. pr. år i perioden 2019-20 til en videreførelse af den fremskudte beskæftigelsesindsats i Tingbjerg og Urbanplanen.

Ved samme budgetforhandlinger blev der bevilget 1,9 mio. kr. i 2019 og 2,4 mio. kr. pr. år i perioden 2020-21 til en fremskudt beskæftigelsesindsats kombineret med misbrugsbehandling i Sydhavnen.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil som ønsket få en ny opfølgning på resultaterne i foråret 2019. 

Forvaltningen anbefaler, at der i denne opfølgning fremadrettet også indgår opfølgning på resultaterne af den fremskudte indsats i Sydhavnen.

Derudover anbefaler forvaltningen, at den halvårlige opfølgning på resultaterne fremover offentliggøres på BIU-portalen i stedet for at blive behandlet på et udvalgsmøde. Formålet er at skabe mere tid til andre sager på udvalgsmøderne.

 

Michael Baunsgaard Schreiber / Jeppe Bøgh Andersen

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Til top