Decisionsskrivelse fra Beskæftigelsesministeriet vedr. revision af områder med stasrefusion for 2009 (A-sag)
Ministeriet tager ingen forbehold, men finder det utilfredsstillende, at revisionsgennemgangen for 2009 gav anledning til revisionsbemærkninger på det beskæftigelsesrettede område.
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager Beskæftigelsesministeriets decisionsskrivelse vedrørende 2009 til efterretning.
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen modtager statsrefusion på beskæftigelsesområdet. På den baggrund har Beskæftigelsesministeriet i henhold til bestemmelserne vedr. statsrefusion fremsendt en såkaldt decisionsskrivelse til forvaltningen vedr. revisionsberetningen for regnskabsåret 2009 (vedlagt som bilag 1). Revisionsberetningen blev forelagt udvalget på mødet den 4. oktober 2010.
En decisionsskrivelse tager på baggrund af revisionsberetningen stilling til, om forvaltningen har opfyldt betingelserne for at modtage statsrefusion. Det er således først med decisionsskrivelserne, at det afklares, hvorvidt kommunens konkret modtagne statsrefusion i det pågældende regnskabsår er accepteret af staten, herunder om staten stiller krav om yderligere berigtigelser, undersøgelser mv.
Løsning
Beskæftigelsesministeriet anfører, at revisionen ikke har givet anledning til forbehold, men ministeriet finder det ikke tilfredsstillende, at revisors gennemgang har givet anledning til revisionsbemærkninger vedrørende revisionsgennemgangen for 2009.
På det beskæftigelsesrettede område var anført 5 revisionsbemærkninger.
Første revisionsbemærkning vedrørte mangler i forbindelse med sygeopfølgning i forhold til syge kontanthjælpsmodtagere. Ministeriet anfører, at revisor har oplyst over for ministeriet, at der er tale om systematiske fejl, og på den baggrund beder ministeriet kommunen om enten at gennemgå samtlige kontanthjælpssager i 2009 med henblik på eventuel berigtigelse af refusion, eller at kommunen foretager en skønsmæssig beregning af, hvor meget statens refusion ville blive ændret, hvis reglerne var blevet fulgt.
Reglerne tilsiger, at der senest 2 uger efter en kontanthjælpsmodtager er blevet sygemeldt, skal tages stilling til, om der skal udarbejdes en sygeopfølgningsplan. Denne stillingtagen skal være dokumenteret i journalen. For den del af en sygdomsperiode, der strækker sig ud over 14 dage og frem til sygdomsperiodens ophør, eller til der tages konkret stilling til oprettelsen af en sygeopfølgningsplan, mister kommunen statsrefusion på hhv. 35 pct. af forsørgelsesydelsen for kontanthjælpsmodtagere på passiv forsørgelse og 65 pct. for kontanthjælpsmodtagere i aktive tilbud.
Forvaltningens bemærkninger.
Problemstillingen om manglende vurdering af behovet for en sygeopfølgningsplan var også et kritikpunkt ved revisionen af regnskab 2008 henover sommeren 2009, og det var i den forbindelse, forvaltningen blev opmærksom på, at sagsbehandlingen på området var mangelfuld. I forlængelse heraf blev der henover efteråret 2009 iværksat en handleplan for korrekt sagsbehandling på området.
Forvaltningens egne opgørelser viser, at de lovgivningsmæssige regler fra 2010 følges i ca. 95 % af de relevante sager. Siden sommeren 2010 har forvaltningen berigtiget løbende i de konkrete sager på området, hvor der er fundet fejl med refusionsmæssig betydning. Fra 1. januar 2012 bortfalder forpligtelsen til at udarbejde særskilte sygeopfølgningsplaner, jf. aftale af 4. maj 2011 mellem regeringen og en række partier om forenkling af beskæftigelsesindsatsen.
I decisionsskrivelsen vedr. regnskab 2008 (behandlet af udvalget den 20. september 2010) stillede Beskæftigelsesministeriet ikke særlige krav, herunder krav om en ekstraordinær sagsgennemgang eller berigtigelser.
Beskæftigelsesministeriet udarbejder decisionsskriver på baggrund af kommunernes revisionsberetninger. I revisionsberetningen for 2009 for Københavns kommune fremgår alene, at der er fejl og mangler – ikke at der er tale om en systematisk fejl - i sygeopfølgningen i forhold til syge kontanthjælpsmodtagere. Det svarer til revisionsberetningen for 2008.
Den såkaldte refusionsbekendtgørelse indebærer, at konstaterede fejl og mangler i de sager, revisionen har gennemgået, skal berigtiges økonomisk over for staten. Det indgår samtidig i bekendtgørelsen, at hvis revisionen har fundet fejl og mangler i et større antal ensartede sager, vil disse kunne rettes ved, at der foretages en skønsmæssig opgørelse af, hvor meget statens refusion ville blive ændret i samtlige kommunens sager, hvis reglerne var blevet fulgt.Da det ikke fremgår af revisionsberetningen, at revisor finder, at der er fejl og mangler i et større antal ensartede sager, eller at der er tale om en systematisk fejl, har forvaltningen valgt at rette henvendelse til ministeriet med henblik at få afklaret grundlaget for, at ministeriet beder om en fuld sagsgennemgang eller en skønsmæssig berigtigelse for alle kommunens sager på området.
Såfremt ministeriet fastholder sit krav, vil forvaltningen drøfte med Deloitte, hvordan en sådan berigtigelse kan ske.
For det andet indeholdt revisionsberetningen 3 revisionsbemærkninger om systematiske fejl på 3 mindre områder (hjemtagelse af statsrefusion for kontanthjælpsmodtagere ansat i løntilskud i Københavns Kommune, nedsættelse af kontanthjælpen til SU-niveau til under 25 år på forrevalidering og manglende regulering af delpensionsydelsen). Ministeriet anfører, at man forventer at revisor følger op på, at fejlene er berigtiget ved næste års beretning.
Forvaltningens bemærkninger.
Fejlene blev tilrettet umiddelbart efter, at fejlene var konstateret, ligesom der er sket berigtigelser i det omfang, fejlene har haft refusionsmæssig betydning.
Sidste revisionsbemærkning omhandlede manglende kvalitetssikring af refusionsopgørelserne vedr. 2009. Ministeriet forventer, at der med kommunens tiltag fremover vil ske en tilstrækkelig kvalitetssikring af refusionsopgørelserne.
Forvaltningens bemærkninger.
Forvaltningen har justeret forretningsgangen vedr. hjemtagelse af statsrefusion, således at materialet er på plads ved den foreløbige restafregning, hvorfor eventuelle fejl og uklarheder kan afklares forud for den endelige restafregning. Herudover skal det bemærkes, at Rigsrevisionen ved sit besøg i forvaltningen i foråret 2011 konkluderede, at kommunen i det væsentlige har tilrettelagt sin forvaltning på en måde, der medvirker til at sikre, at kommunen overholder vilkårene for hjemtagelse af statsrefusion. Det var endvidere Rigsrevisionens vurdering, at kommunen har en tilfredsstillende procedure for opfølgning på resultaterne af den revision, kommunens revisor udfører, samt at denne generelt bliver fulgt.
Udover revisionsbemærkningerne kommenterer ministeriet også fejl på sygedagpengeområdet, manglende jobplaner, fleksjobområdet, samt temarevision mod misbrug af sociale ydelser. Ministeriet mener, at sagsbehandlingen på disse områder rummer et forbedringspotentiale.
Beskæftigelsesområdet er kendetegnet ved, at lovgivningen fastsætter mange og omfattende proceskrav til sagsbehandlingen. Dette gør, at fejlmulighederne på området er mange, og i årene 2006 og 2007 konstaterede revisionen forholdsvis mange fejl med omfattende refusionsmæssige konsekvenser. Revisionen konstaterede i forbindelse med revision af regnskab 2008, at de enkelte fejl generelt set var mindre væsentlige set i forhold til tidligere år.
Forvaltningen er enig med ministeriet i, at kvaliteten af sagsbehandlingen kan og bør forbedres yderligere. Forvaltningen arbejder intensivt på at forbedre sagsbehandlingen på de nævnte områder og vurderer, at der også har været fremskridt i 2009 og 2010. Forvaltningen har med Deloitte drøftet, hvordan jobplaner kan udarbejdes, således at de både tilgodeser de lovgivningsmæssige krav på området, og de kan anvendes som et aktivt redskab til hurtigst muligt at få borgere i arbejde eller uddannelse. Endvidere er det på fleksjobområdet lykkedes at forbedre sagsbehandlingen yderligere, således at der i 2010 kun var fejl i 2 sager ud af 147 gennemgåede sager
Økonomi
Eventuelle berigtigelser vedr. dokumentation for stillingtagen til udarbejdelsen af en sygeopfølgningsplan vil kunne have betydelige økonomiske konsekvenser for bevillingen efterspørgselsstyrede overførsler. Det er - jf. ovennævnte – ikke muligt at anføre præcist hvor stor merudgiften vil blive.
Herudover forventes indstillingen ikke at have økonomiske konsekvenser, eftersom de øvrige berigtigelser allerede er sket i 2010.
BILAG
Bilag 1: Decisionsskrivelse vedr. beretning om revision af de sociale regnskaber for 2009 på områder med statsrefusion for Københavns Kommune
Morten Binder /Thomas Thellersen Børner