Mødedato: 22.04.2013, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Mål for kvalitet og service til borgerne 4. kvartal 2012

Se alle bilag
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal kvartalsvis afgive en afrapportering vedr. mål for kvalitet og service til borgerne. Dette er afrapporteringen for 4. kvartal 2012.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller:

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens afrapportering vedrørende mål for forbedring af kvalitet og service til borgerne fra 4. kvartal 2012 til efterretning. 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har løbende fokus på at sikre et højt niveau for kvaliteten i sagsbehandlingen i forhold til forvaltningens borgere. Forvaltningen følger løbende op på kvaliteten dels via "mål for kvalitet og service til borgerne" og dels via "kvalitetstjek af tilbud til københavnske borgere", som begge præsenteres for BIU.
I forhold til "mål for kvalitet og service til borgerne" har Borgerrepræsentationen og Beskæftigelses- og Integrationsudvalget opsat nogle målsætninger for løbende at kunne skabe et overblik over, om forvaltningen lever op til det overordnede mål om at sikre et højt niveau for kvalitet for sine borgere.

Københavns Kommune har på tværs af forvaltningerne fastsat mål ligeledes for at sikre et højt niveau for kvaliteten i sagsbehandlingen.

Målene i Københavns Kommune på tværs af forvaltningerne

1.      At forvaltningerne i 100 % af sagerne overholder tidsfristen for aktindsigt på 10 dage

2.      At forvaltningerne i 100 % af sagerne overholder tidsfristen for tilbagemeldingsgarantien på 10 dage

Målene internt i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen

3.      At forvaltningen løbende reducerer antallet af klager

4.      At forvaltningen løbende reducerer antallet af fejl i sagsbehandlingen

5.      At forvaltningen løbende reducerer sagsbehandlingstiden

Det er i den forbindelse målsætningen, at det samlede antal fejl og kritisable forhold i sagsbehandlingen - som det opgøres af Borgerrådgiveren og af kommunens revisor Deloitte - skal halveres frem mod 2015. 

Nedenfor gennemgås status for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens efterlevelse af de 5 mål ovenfor.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har i forbindelse med den tilbagevendende afrapportering på ovenstående mål samtidig ønsket at blive orienteret om
    
            6.      Udviklingen på sanktionsområdet

            7.      Udviklingen i antallet af borgere uden ydelse efter ophør af sygedagpenge

Løsning

Overholdelse af mål

Ad.1. Aktindsigt

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har i 4. kvartal 2012 overholdt fristen for aktindsigt i 96,2 % af sine sager, se bilag 1 (tabel 1). Resultatet for 2012 viser en generelt en stigning fra 92% i 1. kvartal af 2012 til 96,2 % i 4. kvartal 2012. Der ses dog en nedgang fra 98,2 % i 3. kvartal 2012 til 96,2 % i 4. kvartal 2012.

Forvaltningen vil fortsat have fokus på aktindsigt med henblik på fuld og stabil målopfuldelse.

Ad. 2. Tilbagemeldingsgarantien

Tilbagemeldingsgarantien indebærer, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal besvare en borgers henvendelse senest 10 dage efter, at denne er modtaget i forvaltningen.

Opgørelse af tilbagemeldingsgarantien opgøres ved egentlige stikprøvevise sagsundersøgelser. Sådanne opgørelser blev foretaget af både Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Borgerrådgiveren i 2010, jf. BIU 2010-615790

Der er ikke foretaget opgørelser i 2011 og 2012, men Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har foretaget en undersøgelse i 1. kvartal 2013, som snarest vil indgå i afrapporteringen til udvalget.

Ad. 3. Antal af klager

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen følger løbende udviklingen i antallet af formalitetsklager og udarbejder en særskilt kvartalsstatistik herom til udvalget - statistikken for 3. og 4. kvartal 2012 er lagt i BIU mapperne til BIU mødet 22. maj 2013.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen følger endvidere udviklingen i antallet af borgerrådgiverklager i forbindelse med Borgerrådgiverens årlige beretning. Som led i opfølgningen på Borgerrådgiverens Beretning 2011 har forvaltningen fastsat mål for nedbringelse af antallet af klagesager, som vil indgå i afrapporteringen af mål for kvalitet og service til borgerne 1. kvartal 2013. 

Ad. 4. Fejl i sagsbehandling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen opgør under denne overskrift dels, om forvaltningen har genvurderet sine realitetsklager inden for den lovbestemte frist på 4 uger, dels hvor stor en andel af de afgørelser, som efterprøves af Beskæftigelsesankenævnet, nævnet er enig i og derved fastholder.

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har i 4. kvartal 2012 genvurderet  93,7 % af de modtagne klager inden for 4 uger eller underrettet borgerne om, at fristen ikke blev overholdt.

Resultatet viser en markant forbedring af resultatet i forhold til både 1. og 2. kvartal 2012 samt en mindre stigning i forhold til 3. kvartal 2012. Resultatet er positivt men opfylder ikke helt målet, hvorfor der fortsat er stor fokus på at sikre en positiv udvikling og stabil målopfyldelse.  
 
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har en målsætning om, at Beskæftigelsesankenævnet er enige i (fastholder) forvaltningens afgørelser i 80-85 % af sagerne. Målsætningen varierer over de enkelte sagsområder. Målsætningen afspejler gennemsnittet af fastholdte afgørelser i Beskæftigelsesankenævnet på landsplan.

Udviklingen i andelen af sager, hvor Beskæftigelsesankenævnet fastholder kommunens afgørelse fremgår af tabel 2 (se bilag 1).
Heraf fremgår det, at kommunen på revalideringsområdet har fået medhold i 85,7 % i 4. kvartal 2012. resultatet for 2012 viser således, at der er sket en markant forbedring fra 72,7 % i 1. kvartal 2012 og resten af året. Forvaltningen vil fortsat følge den positive og tilfredsstillende udvikling.

På fleksjobområdet har kommunen fået medhold i 4. kvartal i 78,6 % af afgørelserne og der er således tale om en stigning fra 76,2 % i 3. kvartal i 2012. Resultatet for 1. og 3. kvartal er ikke tilfredsstillende mens resultatet for 2. og 4. kvartal lever op til målet. Forvaltningen vil fortsat følge udviklingen, ligesom de enkelte afgørelser fra Beskæftigelsesankenævnet fortsat bliver gennemgået med henblik på eventuelle tilpasninger af praksis, arbejdsgange mv.

På førtidspensionsområdet har kommunen fået medhold i  87 % i 4. kvartal 2012 mod 96,8 %,  90,7 % og  96 % i henholdsvis 1., 2., og 3. kvartal i 2012. Resultatet lever op til målet trods en nedgang i 4. kvartal 2012.
    

Ad. 5. Sagsbehandlingstiden

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har fastsat sagsbehandlingsfrister for, hvor lang tid der må gå, inden der skal træffes afgørelse i borgersager. Overholdelsen af sagsbehandlingsfristerne  opgøres ved en måling ca. en gang årligt. Sidste måling var i november 2011, jf BIU 2012-17547 og forvaltningen har siden denne arbejdet med at fastsætte ambitiøse og realistiske mål for sagsbehandlingstiderne med henblik på implementering inden næste sagstidsmåling.

Næste sagstidsmåling er foretaget i marts 2013, hvorefter resultatet forelægges udvalget.

Ad. 6. Oversigt over udviklingen på sanktionsområdet

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har ønsket løbende at følge udviklingen på sanktionsområdet. Af tabel 3 (se bilag 1) fremgår udviklingen i perioden 1. kvartal 2012 til 4. kvartal 2012.

Tabellen viser antallet af sanktioner, det samlede antal sager samt sanktionsfrekvensen. Sanktionsfrekvensen er antallet af sanktioner i forhold til antallet af personer som har modtaget ydelsen. Sanktionsfrekvensen var stigende i København fra 2011 til 1. kvartal 2012, mens der skete et lille fald i sanktionsfrekvensen i resten af landet. I 2012 er sanktionsfrekvensen fortsat faldet i hele landet, men udviklingen viser, at sanktionsfrekvensen er faldet mere i København end i resten af landet.

En af forklaringerne på faldet i København er, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har implementeret en handleplan med henblik på at forebygge sanktionering. Blandt initiativerne i handleplanen kan nævnes følgende i forhold til de svagest stillede borgere:

  • øget fokus på muligheden for fritagelse fra rådighed, hvor en sanktion ikke fremmer borgerens rådighed. Det kan fx være tilfældet for nogle borgere med en psykisk sygdom.
  • øget samarbejde mellem BIF og SOF i forhold til fælles borgeres udeblivelse fra jobsamtaler. Her bidrager SOF til belysning af sagen fx med oplysninger om borgerens indlæggelse, som borgeren ikke selv i forbindelse med partshøring får oplyst BIF om og herved kan borgeren undgå at blive sanktioneret.  
Ad 7. Oversigt over antallet af borgere uden ydelse efter ophør af sygedagpenge.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har fremover ønsket en kvartalsvis oversigt, som belyser hvilken ydelse, herunder ingen ydelse, som en borger modtager efter ophør af sygedagpenge. Oversigten er fordelt på borgerens varighed på sygedagpenge.

 

Tabel 4 (se bilag 1) viser at for borgere med en varighed under 52 uger overgår 69,3% til beskæftigelse, 10,1% til sygedagpenge, 8,0% til dagpenge, 3,2% til kontanthjælp, 3,9% til andre offentlige ydelser/andet samt 5,4% til ingen ydelse, herunder selvstændig virksomhed. 

For borgere med en varighed over 52 uger overgår 31% til beskæftigelse, 24,7% til sygedagpenge, 6,7% til dagpenge, 8,5% til kontanthjælp, 20,6% til andre offentlige ydelser/andet samt 8,6% til ingen ydelse, herunder selvstændig virksomhed.  

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil fremadrettet fortsat være i dialog med de enkelte centre om kvalitet i sagsbehandling, ligesom forvaltningen fortsat vil følge udviklingen bl.a. via forvaltningens kvalitetsopfølgning og sagstidsmålinger samt via klagesagsstatistik.

Forvaltningen vil løbende indarbejde nye relevante mål blandt andet som følge af forvaltningens opfølgning på Borgerrådgiverens beretning.

Indstillingen vedrørende mål og kvalitet og service for borgerne 1. kvartal 2013 vil blive behandlet i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i maj 2013.

Morten Binder            Thomas Thellersen Børner

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top