Handleplan for udmøntning af politisk aftale om udsatte borgere
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal godkende handleplanen for udmøntning af den politiske aftale om udsatte borgere.
Indstilling
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
- at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender forvaltningens handleplan for udmøntningen af den politiske aftale om udsatte borgere.
Problemstilling
Den 11. november 2015 blev alle partier i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget enige om en politisk aftale om udsatte borgere ”Sådan får vi udsatte borgere i job”. Den politiske aftale er vedlagt som bilag.
Ifølge aftalen, skal Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges en handleplan for udmøntning af den politiske aftale.
Løsning
Vedlagte handleplan beskriver, hvordan den politiske aftale foreslås udmøntet.
Aftalen opstiller fem principper for indsatsen og inddeler borgerne i grupper.
Fem tværgående principper
Aftalen fastsætter fem tværgående principper for arbejdet med de udsatte borgere:
- Princip 1: Udsatte skal hjælpes ind på arbejdsmarkedet gennem en virksomhedsrettet indsats
- Princip 2: Progression og sammenhæng for borgerne
- Princip 3: Borgerne skal visiteres til de rette ordninger: Fleksjob, ressourceforløb, revalidering og førtidspension
- Princip 4: Borgere, der skal have et fleksjob eller en førtidspension, skal have det hurtigere og nemmere
- Princip 5: Udsatte borgere skal have en tværfaglig og helhedsorienteret indsats
Principperne skal understøtte omstillingen af indsatsen og sikre, at flere udsatte borgere kommer i job.
Inddeling i grupper
Med den politiske aftale om udsatte borgere omstilles indsatsen til at være langt mere virksomhedsrettet.Aftalen inddeler borgerne i målgrupper for at sikre, at den virksomhedsrettede indsats passer til borgernes forudsætninger og derved har størst potentiale for at få borgerne i beskæftigelse.
Aftaleparterne har i aftalen valgt at fokusere på gruppe 1, således at denne gruppe, der er mere parat til en virksomhedsrettet indsats, får dette. Gruppe 2 får en indsats, der har fokus på, at borgerne bliver parate til en virksomhedsrettet indsats og som tager højde for borgernes problemer udover ledighed.
Dette betyder, at borgere i gruppe 1 vil få en længere og mere intensiv indsats end borgere i gruppe 2.
Gruppe 1: Borgere, der skal i et forløb i en virksomhed (virksomhedspraktik, løntilskud mv.) eller et deltidsjob
Borgere i gruppe 1 skal i et forløb på op til 13 uger, hvor der hurtigst muligt skal etableres en virksomhedsplacering. Fokus i forløbet inden virksomhedsplaceringen skal være, at borgeren får et CV og et konkret og realistisk beskæftigelsesmål, så der kan skabes et match med en relevant virksomhed. Der skal være sandsynlighed for, på sigt, at borgeren kan komme i job i virksomheden eller i samme branche.
Under virksomhedsplaceringen skal borgeren støttes af en mentor, og der skal igangsættes sideløbende sociale og sundhedsfaglige indsatser, hvis der er behov for det. Virksomhedsplaceringen skal forlænges indtil borgeren kommer i beskæftigelse. Virksomheden skal kunne få hjælp til eventuelle udfordringer og spørgsmål forbundet med borgerens virksomhedsplacering.
Når borgeren er kommet i beskæftigelse, fortsætter mentorstøtten i form af et efterværn.
Gruppe 2: Borgere, der skal i virksomhedsforberedende forløb
Borgere i gruppe 2 er ikke klar til at starte i en virksomhedsplacering. Forløbet skal derfor hjælpe borgeren til at blive klar til at være på en arbejdsplads.
Borgere i gruppe 2 får et virksomhedsforberedende forløb med en varighed på i gennemsnit tre uger hver 12. måned.
Under forløbet skal borgeren besøge arbejdspladser og deltage i snusepraktikker, som skal give borgeren indblik i at være på en arbejdsplads.Herudover skal forløbet have fokus på hverdagsmestring og borgerens personlige fremtræden i forhold til at kunne begå sig på en arbejdsplads. Dette for at hjælpe borgeren til at håndtere de udfordringer i hverdagen, der kan stå i vejen for job. Endelig skal borgeren genfinde og afdække sine kompetencer, så det bliver konkret, hvilke arbejdsopgaver og jobtyper, borgeren kan varetage.
Gruppe 3: Borgere, der skal afklares til en af de særlige ordninger (fleksjob, ressourceforløb, revalidering og førtidspension)
Aftalens mål for borgere i gruppe 3 er, at borgeren inden for 23 ugerhar fået forelagt og behandlet deres sag på rehabiliteringsteam og modtaget en afgørelse, der afklarer, om de er i målgruppen for fleksjob eller ressourceforløb. Der skal så vidt muligt arbejdes efter, at afgørelsen kan falde tidligere end aftalens mål på 23 uger, især for åbenlyse sager.
Hvis der er behov for det, skal borgeren deltage i et afprøvningsforløb for at indhente den nødvendige dokumentationtil brug for rehabiliteringsteamet. Under forløbet skal det være klart for borgeren, hvad formålet er med hver enkelt delaktivitet. På samme vis skal det under indsatsen for gruppe 2 eller under det helhedsorienterede mentorforløb sikres, at indsatsen dokumenteres, så borgerne er klar til en hurtig afklaring, hvis de undervejs visiteres til gruppe 3.
For at afsøge potentielle gruppe 3-borgere og for at forberede visitationspraksis, nedsættes en tværfaglig taskforce. Vedlagte kommissorium for taskforcen beskriver de initiativer, der igangsættes.
Vedlagte bilag om førtidspensionsområdet er et bilag fra udvalgets fællesmøde med Socialudvalget d. 10. februar 2016. Bilaget er vedlagt denne indstilling, da det beskriver kompetencefordelingen på førtidspensionsområdet, igangsatte initiativer samt status på tilkendelser af førtidspension.
Gruppe 4: Borgere med helhedsorienteret mentor
Borgere, der har tilknyttet helhedsorienteret mentor, udgør sin egen gruppe af de aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Helhedsorienteret mentor skal ifølge lovgivningen gives til borgere, der ikke er klar til at deltage i et beskæftigelsesrettet tilbud.
I tråd med aftalens mål, vil der blive opsat kriterier for den gode mentorindsats samt måltal for, hvor mange der kan deltage i et beskæftigelsestilbud efter endt mentorforløb.
I vedlagte handleplan beskrives indholdet af forløbene for grupperne og det uddybes, hvilke initiativer der igangsættes.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender handleplanen, udmøntes den politiske aftale om udsatte borgere som beskrevet. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil få en status på udmøntning af aftalen i starten af 2017.
Birgitte Hansen / Michael Baunsgaard Schreiber
Beslutning
Der blev stillet forslag om at udsætte indstillingen med henblik på at sende handleplanen i skriftlig høring hos Socialforvaltningen og socialborgmesteren.
Der blev begæret afstemning om forslaget.
For stemte: 6 (A, B og Ø)
Imod stemte: 2 (V og C)
Undlod: Ingen
Forslaget blev hermed vedtaget.
Indstillingen blev hermed udsat.
Venstre og Konservative afgav følgende protokolbemærkning:
"Venstre og Konservative kan ikke se formålet i at sende sagen tilbage - og savner i det hele taget en beskrivelse af udmøntningen af sanktionsdelen i Udsatte-aftalen. Vi finder dog trøst i, at forvaltningen oplyser, at sanktionsmidlerne anvendes i stor stil - i aftalens ånd."