Mødedato: 22.01.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Erfaringsopsamlinger fra beskæftigelsesindsatsen 2023

Se alle bilag

 

Resumé

Der modtages årligt erfaringsopsamlinger fra eksterne leverandører af beskæftigelsesindsatser. Denne indstilling præsenterer hovedpointerne fra erfaringsopsamlinger 2023.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen til efterretning.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 25. november 2019 ifm. udbuddet for udsatte ledige og sygemeldte borgere at indføre krav om opsamling af viden fra eksterne leverandører af beskæftigelsesindsats.

Der er på den baggrund i dag krav om en årlig vidensopsamling i en række kontrakter for indsatser for udsatte unge og voksne m.v.

Som del af erfaringsopsamlingerne forholder leverandørerne sig til ét eller flere temaer som omhandler elementer og metoder i den indsats, de leverer til de ledige borgere.

Løsning

Erfaringsopsamlingerne for 2023 viser bl.a., at:

  • Fokus på trivsel og trygge fællesskaber fremmer indsatserne for unge
  • Tydelighed og dialog om mål og delmål fremmer arbejdet med progressionen i forløb for udsatte over 30 år og sygemeldte
  • Et tæt og godt samarbejde mellem leverandør og jobcenter fremmer progression og kvalitet i afrapportering forløbene
  • Fokus på lønnede timer fremmer borgeres motivation og mulighed for at komme i beskæftigelse.

Vedlagte bilag 1 beskriver nærmere erfaringsopsamlingerne 2023. Erfaringsopsamlingerne 2022 kan findes her: Leverandør til beskæftigelsesindsatsen | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk).

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan beslutte format, temaer m.v. til næste års erfaringsopsamling.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan beslutte, at kravet om årlig erfaringsopsamling fra de eksterne leverandørers indsatser fremover ikke finder anvendelse.

Videre proces

Hver leverandørs erfaringsopsamling drøftes individuelt med leverandørerne som del af jobcenterets opfølgning på leverandørernes indsats og resultater.  Erfaringsopsamlingerne indgår hermed i arbejdet med udvikling af indsatsen, samt i arbejdet med at tilrettelægge nye udbud.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget forelægges primo 2025 erfaringsopsamlinger for 2024.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen / Signe Maria Christensen

 


Beslutning

Indstillingen blev drøftet og taget til efterretning. 
Til top