Mødedato: 22.01.2024, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Udbudsplan 2024-2025

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal tage stilling til hhv. intern eller ekstern køb af borgernære indsatser og det heraf følgende forslag til udbudsplan for 2024/2025 samt til principper og anbefalinger for forvaltningens varetagelse af beskæftigelses-, uddannelses- og /eller integrationsrettede indsatser.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter opgavevaretagelsen
  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender udbudsprincipper for køb i kategorien beskæftigelses-, uddannelses-, og/eller integrationsrettede indsatser til københavnere
  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender udbudsplan 2024/2025.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget besluttede den 19. juni 2023, at der årligt skal forelægges en udbudsplan med oversigt over de kommende 1½ års forventede udbud. Planen skal gøre det muligt for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget at:

  • Drøfte opgavevaretagelsen (intern varetagelse af indsats/eksternt køb) og igangsætning af udbud for de forventede udbud i året
  • Bemyndige forvaltningen til at igangsætte hjemtagelse eller udbud af indsatser på basis af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets drøftelse.

Løsning

Varetagelse af indsats
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget beslutter inden for lovgivningens rammer, hvilke indsatser, der varetages af Jobcenter København, og hvilke indsatser, der leveres af leverandører. Fundamentet for anbefalingerne til opgaveløsning i udbudsplanen, afhænger af en række forhold som fx:

  1. Hvorvidt en indsats for en målgruppe kun kan leveres af en ekstern leverandør med specifikke faglige og tekniske kompetencer, fx en uddannelsesinstitution
  2. Hvorvidt en indsats for en målgruppe kræver specialiserede kompetencer
  3. Hvorvidt det vurderes hensigtsmæssigt at afholde udgifterne til at opbygge intern kapacitet i form af medarbejdere, lokaler m.v., set i lyset af de løbende ændringer i beskæftigelsesindsatsen som følge af udviklingen i efterspørgsel efter arbejdskraft, lovgivning, politiske prioriteringer m.v.
  4. Hvorvidt det vurderes hensigtsmæssigt med mulighed for ”sceneskift” og ”nye øjne” på indsatsen til borgeren.

Som del af den årlige udbudsplan har forvaltningen udarbejdet forslag til en række principper for arbejdet med udbud jf. bilag 1. Med principperne fastlægges retning for udbud af forvaltningens borgernære indsatser jf. den årlige udbudsplan. Det foreslås, at principperne opdateres årligt ifm. den politiske behandling af udbudsplanen.

Udbudsplan 2024/2025
I tabel 1 fremgår forvaltningens forslag til udbudsplan 2024/2025. I bilag 2-7 kan der kort læses mere om forvaltningens faglige anbefalinger mv. ift. de enkelte udbud.

Udbudsplanen er opdelt i 3 kategorier, hhv.:

  • Udbud, der anbefales igangsat
  • Udbud, hvor der anbefales igangsat markedsdialog, med henblik på at der kan gennemføres udbud, hvis der er grundlag herfor
  • Udbud, der anbefales igangsat, hvis der afsættes midler til formålet.

Tabel 1: Udbudsplan 2024/2025 med anbefalinger

 

Hvis der i 2024 opstår situationer, hvor der skal træffes beslutning om et enkeltstående udbud som ikke fremgår af udbudsplanen, fx pga. lovændring, politisk prioritering eller at det konstateres, at en indsats er blevet udbudspligtig, forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget selvstændig indstilling herom.

Det kan fx blive tilfældet ifm. den endelige lovgivning om arbejdspligt for borgere med integrationsbehov, som skal træde i kraft 1. januar 2025. 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv. I Bilag 8 findes der et kort overblik for Jobcenter Københavns økonomi på indsatsrammen. 

Udgiften til udbud afholdes inden for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ramme.

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har brede rammer med hensyn til beslutning om hjemtagelse eller udlægning af beskæftigelsesindsats, valg af udbudsformer, valg af prismodel, herunder vægtning af hhv. kvalitet og pris, opdeling af et udbud i udbudsområder samt krav og klausuler til leverandørerne med videre.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan som led heri også vedtage principielle/rammesættende beslutninger for forvaltningens arbejde med opgavevaretagelse indenfor kategorien af beskæftigelses-, uddannelses-, og/eller integrationsrettede indsatser for københavnske borgere.

Videre proces

Hvis udbudsplan 2024/2025 godkendes, igangsættes markedsdialogerne om udbud i 2024. Efterfølgende forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indstilling om rammerne for gennemførelse af det konkrete udbud, herunder bl.a. valg af udbudsform, udbudsområder, vægtning af kvalitet og pris mv.

Hvis Beskæftigelses- og Integrationsudvalget som led i den politiske behandling af udbudsplanen beslutter:

  • at en opgave skal hjemtages, forelægges indstilling om hjemtagelsen
  • at en opgave skal løses eksternt, forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indstilling om rammerne for udbuddet.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil primo 2025 få forelagt Udbudsplan 2025/2026.  

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.

 

Enhedslisten fremsatte følgende protokolbemærkning:

” I Enhedslisten er det vigtigt for os, at der stilles sociale og etiske krav til vores samarbejdspartnere. Derudover er vigtigt for os at kvalitet vægter højere end prisen i vores udbud. Da dette er med stemmer vi for.”

Til top