Mødedato: 21.11.2016, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Implementering af akademikerindsats målrettet det nye arbejdsmarked

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, 

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender implementering af indsatsen målrettet det nye arbejdsmarked, herunder flere iværksættere.

Problemstilling

Indstillingen var på dagsordenen på Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde d. 7. november 2016 som en efterretningssag. Enhedslisten ønskede dagsordenspunktet løftet til en godkendelsessag, men der var ikke enighed herom i udvalget. Enhedslisten benyttede herefter initiativretten til at sætte punktet på dagordenen som en beslutningssag på kommende udvalgsmøde.

Et enigt Beskæftigelses- og Integrationsudvalg indgik i februar 2016 en akademikeraftale, hvor det blandt andet blev besluttet at satse på mulighederne i ”Det nye arbejdsmarked”, som er en fællesbetegnelse for freelancearbejde, projektansættelse, start af egen virksomhed mv. Borgerrepræsentationen har med Budget 2017 vedtaget at finansiere en række af indsatserne i akademikeraftalen med henblik på at reducere ledigheden blandt akademikere, som udgør ca. 40 procent af dagpengemodtagerne. Der er i dag ca. 5.000 ledige akademikere (helårspersoner) i København.

Nedenfor fremgår, hvordan Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil implementere ”Indsats målrettet det nye arbejdsmarked, herunder flere iværksættere” (1,3 mio. kr. i indsatsmidler årligt i 2017-2018).

Løsning

Forvaltningen vurderer, at den mest hensigtsmæssige udmøntning er at købe et samlet iværksætterforløb, som gives som ret- og pligttilbud. Iværksætterforløbet er målrettet ledige akademikere uanset ledighedslængde.

Forvaltningen vil indlede et samarbejde med en ekstern leverandør om at levere iværksætterforløb, der indeholder følgende aktiviteter:

  • Screening og test af borgerens forudsætninger og motivation.

  • Analyse af en iværksætteridés bæredygtighed og markedsafdækning.

  • Workshopforløb, der forener teori og praksis omkring innovation, idéudvikling, forrretningsplan, markedsføring, økonomi og jura. 

  • Løbende individuel sparring og vejledning i endelig beslutning om at blive iværksætter.  

Forvaltningen tilrettelægger opgaven med et underhåndsbud, hvor tre eksterne leverandører opfordres til at komme med et tilbud på et samlet iværksætterforløb for at sikre en proces, som lever op til kravene om gennemsigtighed, ligebehandling og objektivitet samt færrest mulige administrative udgifter. Forvaltningen vil stille krav om at levere data og opfølgning, som sikrer, at det er muligt at vurdere, om initiativet har haft en positiv effekt. Eksempelvis skal der kunne følges op på andelen af borgere, der starter egen virksomhed eller får ansættelse hos små og mellemstore virksomheder efter deltagelse i forløbet.

Tilbudsgiverne vil skulle byde ind med deres forslag til den mest hensigtsmæssige gennemførelse af forløbet i forhold til timetal og længde.

Forvaltningen vil i processen gå i dialog med de relevante organisationer (a-kasser og faglige organisationer) om initiativet med henblik på koordinering og inddragelse af andre relevante initiativer.

Økonomi

Der er afsat 1,3 mio. kr. årligt i 2017 og 2018 til indsatsen. Midlerne vil dække køb af ca. 50 iværksætterforløb årligt. Det konkrete antal forløb afhænger dog af de konkrete tilbud.

Videre proces

Efter udvalgsbehandlingen starter processen med underhåndsbud med henblik på opstart ca. 1. februar 2017.

 

Bjarne Winge / Jacob Zeberg Eberholst

Beslutning

Indstillingen blev godkendt uden afstemning.
Til top