Mødedato: 21.10.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Genbehandling af handleplan for arbejdskraft til virksomhederne

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelse- og Integrationsudvalget (BIU) har på deres møde den 26. august 2019 2. behandlet handleplan om arbejdskraft til virksomhederne. Udvalget besluttede at sende handleplanen tilbage til forvaltningen til en gennemskrivning. Derudover kom udvalget med en række konkrete ændringsforslag. Planen er efterfølgende blevet skrevet igennem og ændringsforslag skrevet ind.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender den tilrettede version af handleplan for arbejdskraft til virksomhederne.

Problemstilling

BIU har som 1 af 4 fokusområder besluttet, at ”Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal gennem øget samarbejde med virksomhederne sikre bedre match mellem ledige københavnere og virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft”. Handleplanen blev førstebehandlet den 20. maj 2019 og andenbehandlet den 26. august 2019. Ved anden behandlingen besluttede udvalget at sende handleplanen tilbage til forvaltningen med en række kommentarer og forslag til indholdet.

Løsning

Som opfølgning på udvalgets kommentarer den 26. august 2019 har forvaltningen rettet handleplanen til – både i forhold til tonen, balance mellem initiativer til de respektive pejlemærker og konkrete ønsker til indhold. Vedlagt som bilag er en liste over de ændringsønsker, som udvalget kom med, og hvordan de er skrevet ind i handleplanen.

På mødet den 26. august 2019 blev det også besluttet, at hvis der ikke var enighed om et ændringsforslag, skulle der præsenteres alternativer, så udvalget kunne vælge.

Det er der tale om for så vidt angår geografisk mobilitet, hvor der både var et ønsket om, at det skulle udgå samt et ønske om, at det skulle styrkes. I den tilrettede handleplan indgår geografisk mobilitet, da det er forvaltningens faglige opfattelse, at der er brug for at styrke både den faglige og geografiske mobilitet. Forvaltningen har udarbejdet et alternativt pejlemærke 2, hvor den geografiske mobilitet ikke indgår, jf. bilag 2.  

På mødet den 26. august 2019 blev der også udtrykt ønske, at det blev skrevet ind i handleplanen, at der skal stilles krav til virksomhederne om, at efter et vist antal virksomhedspraktikker skal virksomheden ansætte en ledig i ordinært job. Hvis det ikke sker, kan den pågældende virksomhed ikke tage imod flere ledige i virksomhedspraktik. Det er forvaltningens juridiske vurdering, at det ikke vil være en lovlig praksis. Forvaltningen gør herudover opmærksom på, at formålet med en virksomhedspraktik ikke altid er ordinært job i umiddelbar forlængelse af en praktik. Formålet kan også være kompetenceudvikling at afprøve nye brancher i forbindelse med muligt brancheskift eller afklare kompetencer i forhold til en bestemt funktion. Når en ledig fremadrettet kommer i virksomhedspraktik, vil dette være synliggjort i henhold til det koncept for virksomhedspraktikker, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalgt vedtog i 16. april 2018. Herudover er en del af de virksomhedspraktikker, der oprettes i jobcentrene, såkaldte selvfundne virksomhedspraktikker, hvor den ledige selv har fundet en virksomhed og således indledningsvist aftalt formålet med forløbet.

For at sikre, at ledige kommer ud i virksomhedsforløb med god kvalitet, skal der forinden være en dialog med virksomhederne, hvor der blandt andet sker en forventningsafstemning i forhold til det videre forløb, herunder mulighederne for job eller ordinære timer sideløbende med praktikken.

Udvalget ønskede, at det generelt blev skrevet tydeligere ind, at der skal stilles krav til virksomhederne. Det er skrevet ind i handleplanen. Derudover er vedlagt bilag om kommunens (Økonomiforvaltningen) arbejde med sociale klausuler. Her kan man se de krav Københavns Kommune stiller til virksomhederne om uddannelse af elever og lærlinge eller ansættelse af ledige.

Partnerne bag budgetaftalen er enige om at afsætte midler til et 2-årigt forsøg i detailbranchen med en ny strategi for anvendelsen af virksomhedspraktik. Forsøget omhandler principper om kvalitet og effekt, brugerevaluering og kompetenceplan for praktikforløbene. Dette er skrevet ind i handleplanen under konkrete indsatser.

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Handleplanen består af 6 pejlemærker. Under hvert pejlemærke er oplistet en række fokusområder og indsatser, som forvaltningen efterfølgende vil gå i gang med at implementere i den eksisterende indsats. I lyset af de ændringer der allerede er i gang i forbindelse med implementering af ny Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats, vil det ikke være muligt at implementere alle elementer af handleplanen på en gang. Forvaltningen forventer løbende at igangsætte implementering af indholdet af pejlemærkerne. For områder som fx uddannelsesindsatsen og en strategi for løft af lediges digitale kompetencer vil forvaltningen udarbejde en udmøntningsplan, der konkretiserer de elementer, som jobcentret skal implementere. Udvalget vil løbende blive holdt orienteret om arbejdet med implementeringen.

Hvis udvalget godkender handleplanen, anses AC-aftalen som udløbet.

Hvis udvalget godkender handleplanen, vil forvaltningen igangsætte implementering af de første indsatser.

I første halvdel af 2022 skal det nye Beskæftigelses- og Integrationsudvalg tage stilling til, om handleplanen skal fortsætte.

Tanja Franck / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til handleplanens pejlemærke 2, så det ændres fra:

”Den enkelte ledige skal både fagligt og geografisk øge bredden i jobsøgningen”

Til:

”Den enkelte ledige skal fagligt øge bredden i jobsøgningen”

Der blev begæret afstemning om ændringsforslaget.

For stemte: 2 (Ø)

Imod: 6 (A, B, C, F og V)

Undlod: 1 (Å)

Ændringsforslaget blev dermed forkastet.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning. Udvalget bad om en ændring i teksten på side 22 i handleplanen, der sendes til udvalgets skriftlige godkendelse. Endvidere indskrives en formulering omkring studiejobs på side 20 i handleplanen.

 

 

 

Til top