Mødedato: 21.08.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Rammer for udbud af specialiserede indsatser for særligt udsatte unge

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal træffe beslutning om rammerne i udbud af specialiserede indsatser for særligt udsatte unge (dvs. under 30 år). Den foreslåede udbudsform er begrænset udbud, der skal tilgodese små og mikrovirksomheder. Der foreslås tre udbudsområder med to leverandører på hvert udbudsområde. I vurderingen af tilbud foreslås en tildelings- og vægtningsmodel, hvor kvalitet vejer 80 pct. og pris 20 pct. 

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der bruges udbudsformen begrænset udbud i udbud af specialiserede indsatser til særligt udsatte unge

  2. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender de indholdsmæssige rammer i udbuddet, herunder antal udbudsområder og antal leverandører

  3. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender, at der i udbuddet arbejdes med en tildelings- og vægtningsmodel, hvor kvalitet vægtes 80 pct. og pris vægtes 20 pct. 

Problemstilling

Jobcenter København har i dag rammeaftaler om levering af specialiserede indsatser for særligt udsatte unge, primært aktivitetsparate uddannelseshjælpsmodtagere, fordelt på fire målgrupper:

  1. Unge med udviklingshæmning
  2. Unge med diagnose i autismespektret
  3. Unge med psykisk diagnose/handicap, sårbarhed, misbrug og/eller

    hjemløshed

  4. Udadreagerende unge m.v.

Aftalerne udløber den 30. juni 2024. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 20. februar 2023 igangsætning af udbudsprocessen.

Løsning

Udbudsform
På baggrund af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets drøftelser den 15. maj og 19. juni 2023, foreslås at anvende udbudsformen begrænset udbud med henblik på at tilgodese små og mikrovirksomheder i udbuddet. Det foreslås at prækvalificere seks tilbudsgivere pr. udbudsområde, og at mindst to af disse er små og mikrovirksomheder. Vedlagte bilag 1 beskriver nærmere udbudsformen og konsekvenserne ved at tilgodese små og mikrovirksomheder i udbuddet. Da forvaltningen ikke inden for de senere år har anvendt udbudsformen begrænset udbud, udarbejder forvaltningen i efteråret 2024 en evaluering af processen. Evalueringen vil indgå i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets drøftelser primo 2025 af udbudsplanen for 2025.

Brugen af begrænset udbud betyder, at udbuddet kan blive forsinket, fx på grund af klager til Klagenævnet for Udbud fra ansøgere, som ikke prækvalificeres (dvs. får lov til at afgive tilbud). På den baggrund kan der opstå behov for at forlænge de eksisterende rammeaftaler i en kortere periode. Procesrisikoen herved vurderes at være af mindre omfang.

Udbudsområder
Forvaltningen har gennemført markedsdialog og foretaget interviews med en mindre gruppe af unge i målgruppen. På den baggrund foreslås det nye udbud at bygge på en specialiseret helhedsorienteret tilgang til progression mod uddannelse og job for hhv.:
  1. Unge med varige udfordringer
  2. Unge med forskellige kognitive, psykiske og/eller sociale udfordringer
  3. Unge med udadreagerende adfærd som primær udfordring.

Opdelingen i de tre udbudsområder er foretaget på baggrund af en vurdering af, at det vil forbedre rammerne for en mere helhedsorienteret indsats, hvis der tages udgangspunkt i den unges funktionsevne ift. uddannelse eller job fremfor diagnose som i den igangværende rammeaftale. Vedlagte bilag 2 beskriver nærmere udbudsområderne og tilbud m.v. inden for udbudsområderne.

Antal leverandører
Forvaltningen foreslår to leverandører på hvert udbudsområde, med mulighed for at tildele aftaler til flere leverandører, hvis de første to leverandører ikke kan levere det forventede behov for kapacitet. Det skyldes hensyn til forvaltningens behov for forsyningssikkerhed, leverandørernes sikkerhed for en vis omsætning på deres rammeaftale og muligheden for at kunne imødekomme de unges valg/fravalg mellem leverandører. En leverandør kan være leverandør til alle udbudsområder.

Tildelingskriterier
Forvaltningen foreslår, at tilbud vurderes på baggrund af kriterier, som muliggør såvel kvalitetsvurdering som prisvurdering. Det foreslås, at kvalitet vægtes 80 pct. og pris 20 pct. Vedlagte bilag 3 beskriver nærmere forslag til vurdering.

Andre elementer i udbuddet
Aftalens varighed
Forvaltningen foreslår, at rammeaftalerne indgås for fire år, dvs. med udløb den 30. juni 2028, hvilket er den længde rammeaftaler generelt maksimalt kan vare. En rammeaftale skal altid kunne opsiges med 8 ugers varsel.

Geografisk afgrænsning
Levering af forløb skal gennemføres i København og Frederiksberg kommuner, medmindre den unge er i virksomhedsforlagt indsats, -placering eller småjob. Mentorstøtte skal leveres ift. hvor den unge er i uddannelse/arbejde/tilbud etc. 

Klausuler
Aftalerne er omfattet af Københavns Kommunes generelle klausuler mht. arbejdsklausul, CSR-klausul og miljø samt egenerklæring mht. tilhørsforhold til russiske enheder m.v. og afgivelse af årlig erfaringsopsamling jf. Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning den 25. november 2019.

Med hensyn til klausuler om beskæftigelse og/eller uddannelse foreslås:

  • Ift. beskæftigelse af ledige borgere foreslås krav om tilbud af enten virksomhedspraktik, ansættelses med løntilskud eller fleksjob per én mio. kr.s omsætning, der ligger udover den første mio. kr. per år
  • Ift. beskæftigelse af personer med handicap, (BR 23.03.2023), der træder i kraft 1. august 2023, afventes Økonomiforvaltningens implementering af denne. Det foreslås at forvaltningen bemyndiges til at fastlægge kontraktklausulen, når vejledningen fra Økonomiforvaltningen er modtaget
  • Ift. uddannelsesklausul vurderes det, at der ikke er funktioner i ydelserne, der er relevant ift. indgåelse af uddannelsesaftaler.

Faktaark for den eksisterende indsats
I forbindelse med Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets møde den 20. februar 2023, blev der bestilt faktaark for udbuddet, vedlagt som bilag 4.

Høring

Indstillingen har været forelagt Handicaprådet i Københavns Kommune. Handicaprådet tilkendegiver, at opdelingen af udbudsområder må forventes at forbedre rammerne for en mere helhedsorienteret indsats. Handicaprådets høringssvar er vedlagt som bilag 5.

Økonomi

Der estimeres p.t. et køb af specialiserede indsatser i 2023 på 26,1 mio. kr. Der kan dermed umiddelbart estimeres et køb på ca. 104 mio. kr. over fire år, afhængig af udviklingen i målgruppen, lovgivning, ændringer i de politiske prioriteringer for anvendelse af de tilbud, der er omfattet af udbuddet m.v. En rammeaftale giver ret, men ikke pligt, til køb hos en leverandør. En leverandør garanteres derfor ikke et mindstekøb fra jobcentret.

Udgiften til udbuddet afholdes af Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets ramme.

Politisk handlerum

Da Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har godkendt, at indsatsen skal udbydes, kan Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i denne sag komme med kommentarer, ændringsforslag m.v. til rammerne for udbuddet.

Videre proces

Hvis indstillingen tiltrædes, forventes følgende tidsplan for udbuddet:

September 2023:                   Markedshøring af udbudsmateriale
November 2023:                    Offentliggørelse af udbuddet
December 2023:                    Ansøgningsfrist
Januar 2024:                          Offentliggørelse af, hvem der må afgive tilbud
Marts 2024:                           Tilbudsfrist
Maj 2024:                              Tildeling af rammeaftaler
1. juli 2024:                            De nye aftaler træder i kraft.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

 

Beslutning

Indstillingens tre at-punkter blev godkendt uden afstemning.
Til top