Mødedato: 21.06.2007, kl. 14:15

Ekstern undersøgelse af Jobcenter København 2007

Ekstern undersøgelse af Jobcenter København 2007

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

 

DAGSORDEN

for ekstraordinært møde torsdag den 21. juni 2007

 

 

9.      Ekstern undersøgelse af Jobcenter København 2007

                      BIU 131/2007

indstilling og BESLUTNING

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1.  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager den eksterne undersøgelse af Jobcenter København til efterretning.

2.  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager til efterretning at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen udarbejder en udviklingsplan med de hovedelementer, der er beskrevet indstillingen.

3.  at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager til efterretning, at Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vender tilbage til efter­året med en nærmere orientering af udvalget om udviklingsplanen og dens fremdrift

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2007

Indstillingen blev taget til efterretning.

HSU referat af den 18. juni 2007 blev udleveret under mødet.

 

 

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vedtog den 11. januar 2007 (BIU 3/2007), at der skal gennemføres en ekstern undersøgelse af situationen på Jobcenter København. Formålet med undersøgelsen var, at få en uvildig vurdering af situationen på Jobcenter København med hensyn til borgerbetjeningen samt komme med anbefalinger til, hvordan borgerservicen kan forbedres.

Deloittes undersøgelse foreligger nu (primo juni 2007).

 

Løsning

Deloitte vurderer, at Jobcenter København overordnet set har etableret sig med en struktur, der muliggør, at borgeren får den service, der efterspørges, der hvor borgeren henvender sig.

På baggrund af de gennemførte undersøgelser af borgerservicen i Jobcenter København har Deloitte udvalgt fire overordnede og tværgående udviklingsområder, som Deloitte anser for de vigtigste med henblik på en styrket borgerservice. De fire udviklingsområder er: 1) Styrket fokus på job og virksomhedssamarbejde, 2) Øget kontinuitet og systematik i indsatsen, 3) Større ensartethed i kvalitetsniveauer og 4) Effektivisering af samarbejdet mellem centralforvaltningen og jobcentret.

I forlængelse af undersøgelsen vurderer Deloitte, "at BIF pt. har igangsat en række relevante udviklingsinitiativer. Med henblik på at sikre den rette balance mellem udvikling og implementering i BIF, bør der derfor på det korte sigte sættes fokus på implementering af de igangværende initiativer og i mindre grad på igangsættelse af nye udviklingsaktiviteter" (Deloitte Rapport, s.5). 

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har nu gennemgået og analyseret alle undersøgelsens anbefalinger, og med udgangspunkt i Deloittes ovennævnte vurdering arbejder forvaltningen med en udviklingsplan for bedre og mere ensartet borger- og virksomhedsservice i Jobcenter København. Udviklingsplanen indeholder 8 centrale punkter, der vurderes at imødekomme Deloittes anbefalinger til en styrket borgerservice.

 

Udviklingsplan for en styrket borgerservice

1) Strategi for fokus på job

Der afholdes bl.a. obligatoriske uddannelsesdage 1 gang årligt for alle medarbejdere. Formålet er at ajourføre medarbejdernes kendskab til arbejdsmarkedet. Derudover oprettes et "online magasin", der sætter fokus på strategi og samarbejde mellem Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, virksomheder og arbejdsmarkedets parter - der kan indeholde gode idéer, eksempler, nøgletal m.v. 

 

2) Strategi for styrket virksomhedssamarbejde

Endnu flere ledige københavnske kontanthjælpsmodtagere skal formidles til job på virksomheder. I den forbindelse skal det "Koordinerede Virksomhedssamarbejde (KVS) implementeres som redskab til at sikre et styrket virksomhedssamarbejde i jobcentret.

 

3) Mere ensartethed i borgerservicen

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal implementere Serviceguiden. Derudover er der behov for at udvikle en række kvalitetsmål og -standarder, der skal sikre en større ensartethed i servicen på tværs af jobcentre. I den forbindelse har forvaltningen igangsat et kvalitetsprojekt på tværs af BIFs enheder. Forvaltningen skal også yde en indsats i forhold til at afslutte de ældre ansøgningssager, der er overtaget i forbindelse med dannelse af jobcentret.

 

4) Relancering af Arbejdsgangsportalen

Der er behov for at sikre en styrket implementering og anvendelse af arbejdsgangsportalen. Det kan bidrage til at skabe en fælles forståelse af centrale redskaber i jobcentret og dermed også en styrket praksis i forhold til registrering, datakvalitet mv. 

 

5) Styrkelse af infrastrukturen omkring indkaldelse til kontaktforløb

Der skal laves en analyse af jobcentrets måder at indkalde borgere til kontaktforløb på. Dette skal ske med henblik på at udvikle en "best practice", der kan bruges på tværs af jobcentre. Målet er at øge rettidighed og korrekthed i kontakt til borgeren.

 

6) Beskæftigelsesaftale 2008

I forlængelse af beskæftigelsesaftalen for 2008 skal der udarbejdes forskellige tilbudspakker målrettet borgerne (Jobpakker, Uddannelsespakker, Støttepakker og Motivationspakker) Forvaltningen skal fastlægge en strategi for jobcentrets indsats over for udsatte borgere – bl.a. i samarbejdet med Socialforvaltningen. Dette skal understøttes af en elektronisk visitationsguide, der skal sikre en mere ensartet og målrettet visitation til beskæftigelsestilbud og derigennem et øget flow af borgere i jobcentret.

 

7) Gennemgang af de vigtigste brugerrettede arbejdsgange

Der er behov for at gennemgå samarbejde og snitflader mellem Jobcenter København og Ydelsesservice bl.a. i forhold til rådigheds- og sanktionspolitik samt snitflader mellem Jobcenter København, Sygedagpenge og Ydelsesservice. Dette skal bidrage til at sikre optimering i forhold til det igangsatte LEAN– projekt i BIF.

Her skal der sættes særlig fokus på ansøgningssager, eksempelvis med henblik på at processerne omkring disse kan optimeres yderligere - med henblik på en styrkelse.

 

8) Fælles vejviser

Der skal oprettes en servicetelefon i form af en "hotline" for medarbejdere i BIF og SOF, hvor de kan få svar på spørgsmål vedrørende organiseringen af borgerkontakten i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Socialforvaltningen. Denne etableres af de to forvaltninger i forbindelse med BIF´s Call-Center.

 

Ressourcer:

I forhold til ressourcer fremhæver Deloitte i undersøgelsen: "at København på kontanthjælps- og revalideringsområdet har en anelse færre ressourcer ift. antallet af modtagere" (Deloitte rapport, s.9). Derudover fremhæver Deloitte, at nøgletal på sygedagpengeområdet viser, "at Jobcenter København anvender markant færre faktiske årsværk pr. helårsperson på sygedagpenge…"(Deloitte rapport, s.10).

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen vil i forbindelse med de særlige tiltag der gennemføres på Jobcenter, København Sygedagpenge vende tilbage til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i august 2007 - i forhold til ressourcepresset. 

 

ØKONOMI

-

 

Videre proces

·        Forvaltningen arbejder videre med at præcisere indholdet i udviklingsplanen i form af de 8 punkter.

·        Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil løbende blive orienteret om fremdriften i forhold til de 8 punkter i udviklingsplanen.

 

Bilag

1)      Deloitte rapport 2007 samt bilag

 

 

Morten Binder                                           Torben Brøgger

 

 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets beslutning i mødet den 21. juni 2007


 

Til top