Mødedato: 20.10.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Høringssvar vedr. sundhedspolitik 2015-2025 og handleplaner

Se alle bilag

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal behandle Sundhedspolitik 2015-2025 samt Handleplan for bedre psykisk sundhed 2015-2018 og Handleplan mod misbrug af alkohol og hash 2015-2018, som Sundheds- og Omsorgudvalget har sendt i høring.

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget indstiller, 

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender udkast til høringssvar samt forslag til indsatser til handleplanerne til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Problemstilling

København skal have en ny sundhedspolitik for 2015-2025. Sundheds- og Omsorgsudvalget ønsker allerede i en tidlig fase, at invitere de øvrige udvalg til dialog om politikken og udmøntningen heraf. Derfor har Sundheds- og Omsorgsudvalget sendt et udkast til Sundhedspolitik samt Handleplaner for bedre psykisk sundhed 2015-2018 og Handleplan mod misbrug af alkohol og hash 2015-2018 i høring i alle udvalg (bilag 1-3). Udvalgene skal drøfte politikken samt komme med konkrete input til indsatser, som kan indgå i de to handleplaner.

Løsning

Sundheds- og Omsorgsudvalgets udkast til en sundhedspolitik indeholder følgende 6 grundlæggende principper: 
  • Vi har københavneren og hverdagslivet i centrum  
  • Vi sikrer særlig støtte til de københavnere, som har de største behov  
  • Vi ligestiller psykisk og fysisk sundhed  
  • Vi samarbejder bredt for at sikre løsninger af høj kvalitet for københavnerne  
  • Vi styrker den sammenhængende sundhedsindsats  
  • Vi tager afsæt i den bedste viden og afsøger nye veje for at sikre københavnerne et godt liv
Handleplan for bedre psykisk sundhed indeholder følgende 4 spor:  
Spor 1: Flere børn og unge skal have god trivsel
Spor 2: Københavnerne skal have støtte ved langvarig stress
Spor 3: Fysisk og psykisk sundhed hænger sammen
Spor 4: Plads til københavnere med psykisk sygdom på arbejdspladsen 

Handleplan mod misbrug af alkohol og hash indeholder følgende 3 spor:
Spor 1: Tabuet om alkoholafhængighed skal brydes
Spor 2: Færre unge skal have problemer med alkohol og hash
Spor 3: Uligheden i københavnernes forbrug af alkohol skal mindskes 

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller, at udvalget giver følgende høringssvar til Sundheds- og Omsorgsudvalgets sundhedspolitik og handleplaner:

"
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vurderer, at Sundhedspolitikken har mange positive elementer. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget noterer sig med tilfredshed, at sundhed opfattes som et middel og ikke et mål i sig selv. Det skyldes, at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anser forbedret sundhed som et skridt på vejen til øget arbejdsmarkedstilknytning for ledige med helbredsproblemer. Dermed har begge udvalg samme tilgang til sundhed, hvilket formegentlig kan medføre, at sundhedsindsatserne i højere grad kan understøtte beskæftigelsesindsatsen.

Udvalget finder det desuden positivt, at psykisk sundhed og fysisk sundhed ligestilles, så ledige med psykiske lidelser kan få samme muligheder som fysisk syge. En stigende del af kontanthjælpsmodtagerne har psykiske lidelser, og der er derfor behov for en særlig indsats for at øge deres tilknytning til arbejdsmarkedet.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anerkender, at sundhedspolitikken har fokus på at tilbyde en differentieret indsats, så forskellige udsatte gruppers behov tilgodeses. Denne tilgang understøtter Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens fokus på individuelt tilrettelagte forløb for de ledige samt Københavns Kommunes Strategi for fremme af lige muligheder.

Udvalget anser det som gavnligt, at der lægges op til et styrket samarbejde, herunder på tværs af forvaltningerne, samt en mere sammenhængende sundhedsindsats. Særligt samarbejdet med Region Hovedstaden og almen praksis er væsentligt at få styrket.  

Sundhedspolitikken har primært fokus på forebyggende indsatser, men Udvalget vil opfordre til i højere grad også at have fokus på indsatser til tackling og mestring af forskellige sundhedsmæssige problemstillinger, som kan bidrage til at øge syge lediges tilknytning til arbejdsmarkedet.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget anerkender, at Sundheds- og Omsorgsudvalget har udarbejdet handleplaner for hhv. psykisk sygdom og misbrug af alkohol og hash, da disse er udfordringer som særligt en stor del af aktivitetsparate borgere lider under. Særligt handleplanen for bedre psykisk sundhed rummer mange gode elementer, der understøtter beskæftigelsesindsatsen, fx at der skal være plads til københavnere med psykisk sygdom på arbejdspladsen, at københavnere skal have støtte ved langvarig stress, og at forebyggelsescentrene vil tilbyde særligt støttende forløb til ledige københavnere med stress, angst og lettere depression, så de støttes i at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Et opmærksomhedspunkt bør ifølge Beskæftigelses- og Integrationsudvalget være, at sundhedsindsatserne i handleplanerne tænkes sammen med de store reformer på beskæftigelsesområdet, herunder Førtidspensions- og fleksjobreformen og Sygedagpengereformen, hvor der i forvejen eksisterer et samarbejde, fx i rehabiliteringsteams. Udvalget vil desuden gøre opmærksom på, at det vil styrke samarbejdet med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, hvis de tilbud som Sundheds- og Omsorgsudvalget iværksætter, kan indgå som en del af den beskæftigelsesfremmende indsats og kan fungere efter samme vilkår som tilbud efter Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Endelig vurderer Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, at Sundheds- og Omsorgsudvalgets handleplaner bør adressere den stigning i antallet af unge psykisk sårbare på kontanthjælp, der ikke er syge nok til at blive behandlet af Regionen eller som afventer behandling fra Regionen grundet lange ventelister, men som ikke har råd til en psykolog og derfor ikke får den rette behandling."


Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets forslag til konkrete indsatser til handleplanerne fremgår af en oversigt over igangværende indsatser i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen med relevans for enten psykisk sundhed eller misbrug af alkohol og hash (bilag 3). Denne oversigt vil blive sendt sammen med høringssvaret til Sundheds- og Omsorgsudvalget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Det endelige udkast til sundhedspolitikken og handleplanerne sendes i bred høring i januar 2015.

BILAG

  1. Sundhedspolitik 2015-2025 
  2. Handleplan for bedre psykisk sundhed 2015-2018 
  3. Handleplan mod misbrug af alkohol og hash 2015-2018 
  4. Oversigt over Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsatser relateret til psykisk sundhed eller misbrug af alkohol og hash

Birgitte Hansen    /Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top