Mødedato: 20.08.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Orientering om opfølgning på klage over tilbud om intensiv aktivering på CBSI

Se alle bilag

Indstilling og beslutning

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager forvaltningens orientering om opfølgning på en anonym klage over intensiv aktivering på Center for Beskæftigelse, Sprog og Aktivering til efterretning.

Problemstilling

I 2011 modtog Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, overborgmesteren og senere Arbejdsmarkedsstyrelsen en anonym klage over Center for Beskæftigelse, Sprog og Integrations tilbud om intensiv aktivering af dagpengemodtagere, der var i sidste del af deres dagpengeperiode. 

Kritikken var i store træk rettet mod at:

  • Tilbuddet er baseret på 30 timers fremmøde i 26 uger og kun indeholder jobsøgning. Indholdet i tilbuddet står ikke mål med det høje deltagelseskrav (Lovgivningen fastlagde frem til 2012 at ledige dagpendemodtagere i den sidste del af dagpengeperioden skulle i intensiv aktivering på min. 30 timer ugentligt.)
  • Tilbuddet er sammensat således pga. kassetænkning fra kommunens side.  

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen iværksatte på baggrund af henvendelsen først et tilsyn på centret for at afdække forholdene og efterfølgende en handleplan til genopretning. 

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har tidligere drøftet sagen i efteråret 2011, hvor der blev udtrykt bekymring for situationen på centret.
SF har konkret ønsket, at forvaltningen følger op på sagen og orienterer udvalget om status på udviklingen i resultat, kvalitet og arbejdsmiljø på Center for Beskæftigelse, Sprog og Integration.

Løsning

Beskæftigelses - og Integrationsforvaltningen har på den baggrund udarbejdet en opfølgning på sagen, som beskriver sagsforløb, iværksatte initiativer, effekt af tilbud samt resultatet af trivselsundersøgelse og personalepolitisk barometer for CBSI., jf. Bilag 1 samt 1a-1c.

Opfølgningen viser blandt andet at handleplanen er fuldt implementeret og at det eksterne tilsyn gennemført i januar 2012 ikke gav anledning til anmærkninger om forhold der er kritisable. Det eksterne tilsyn har på alle de gennemgåede tilsynspunkter fundet, at CBSI’s tilbud lever op til kravene. Tilsynet baseres dels på gennemgang af beskrivelser af indholdet af tilbuddet og interview af medarbejdere/ledere, men også på interview af deltagere. Interviewene af deltagerne drejer sig dels om at få deres vurdering af, om den indholdsmæssige beskrivelse af tilbuddet også er det de oplever at få, dels om deres oplevelse af omgangsformen.

 

Arbejdsmarkedsstyrelsen har fået status om forløbet og har senest i brev af den 31. maj 2012 tilkendegivet, at Arbejdsmarkedsstyrelsen har på baggrund af forvaltningens redegørelse ikke yderligere at bemærke til sagen.

Ny lovgivning omkring intensiv aktivering har endvidere sat CBSI i stand til at tilrettelægge forløbene, så de passer bedst muligt til den enkeltes behov. Det har medført, at der pt. kun er ganske få borgere, der deltager i tilbuddet intensiv aktivering, men i stedet deltager målgruppen i forløb på linje med andre ledige, hvor indhold og timetal aftales ud fra den enkeltes behov.

I forhold til trivsel på centret viser den seneste trivselsmåling fra efteråret 2011, at trivslen generelt ligger på niveau med med BIF som gennemsnit. Således havde CBSI en generel score på 4,5 (på en skala fra 1-6). Det tilsvarende gennemsnit for forvaltningen som helhed lå på 4.6.  Også på de forskellige hovedtemaer i trivselsundersøgelsen, som f.eks. psykisk arbejdsmiljø, fysisk arbejdsmiljø, effektivitet m.v. er der kun lille variation fra gennemsnittet i BIF.

 

Det personalepolitiske termometer fra januar 2012 viser imidlertid et fald i trivslen på flere af spørgsmålene. Faldet viser sig især på udsagn som: "Jeg oplever, at der er gode rammer omkring løsningen af mine opgaver" og "Jeg oplever, at have gode muligheder for at udvikle mig fagligt". I den forbindelse har formand og næstformand for HovedMED besøgt CenterMED på CBSI for at støtte op om arbejdet med trivsel. Det blev bl.a. drøftet, hvordan man kan fremme en forandringskultur, der kan håndtere de mange forandringer, der er sket i forhold til nye målgrupper, som CBSI har oplevet, og hvordan ledelsen og CenterMED skal være aktive medspillere i at drive denne proces.

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Morten Binder                        Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev taget til efterretning.
Til top