Mødedato: 20.06.2022, kl. 17:00
Mødested: Bernstorffsgade 17, 1. sal, vær. 124

Ny vision, pejlemærker og særlige fokusområder møde 4

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har i 1. halvår 2022 haft en række drøftelser, hvor udvalget har udviklet deres vision, pejlemærker og særlige fokusområder for den nye udvalgsperiode. På udvalgsmøde d. 20. juni 2022 får udvalget forvaltningens endelige opsamling af udvalgets drøftelser til godkendelse.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens opsamling på udvalgets drøftelser og forslag til, hvordan vi fremover arbejder med de enkelte pejlemærker og særlige fokusområder.

Problemstilling

Udvalget har i 1. halvår 2022 haft en række drøftelser, hvor de har haft mulighed for at sætte den overordnede strategiske retning for forvaltningen. Drøftelserne har resulteret i en ny vision med seks pejlemærker og to særlige fokusområder. 

I indstillingen om processen (d. 7. februar 2022) fremgik det, at der skulle udarbejdes korte ’one pager’-beskrivelser for hvert område. Forvaltningen vurderer, at det er mere hensigtsmæssigt, at udvalget på nuværende tidspunkt får en beskrivelse af, hvordan udvalget og forvaltningen kan arbejde videre med de seks pejlemærker og to særlige fokusområder.

Løsning

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøftede d. 23. maj 2022 forvaltningens opsamling på udvalgets vision med pejlemærker, særlige fokusområder og emner til oplæg eller temadrøftelser. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen har indarbejdet udvalgets bemærkninger i følgende opsamling. Ændringerne er markeret med gult.

Under hvert af de seks pejlemærker og to særlige fokusområder beskrives, hvordan udvalget og forvaltningen kan arbejde videre med områderne.

1. Vision med pejlemærker

Kerneopgaven for Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) er at hjælpe ledige københavnere i job og uddannelse. Forvaltningen foreslår at tage udgangspunkt i den eksisterende vision, som blev vedtaget af det forrige udvalg i 2018, da den er ambitiøs, og det vil sikre kontinuitet. Den eksisterende vision lyder: ”Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal med omsorg, inddragelse og høj faglighed skabe gode brugeroplevelser og hjælpe ledige københavnere i ordinære job og uddannelse for at sikre et værdigt forsørgelsesgrundlag og være en stærk samarbejdspartner for virksomhederne”.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget ønsker, at der også er fokus på tillid og integration i visionen, så den lyder: ”Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal med omsorg, inddragelse, tillid og høj faglighed skabe gode brugeroplevelser og hjælpe ledige københavnere i ordinære job og uddannelse for at sikre et værdigt forsørgelsesgrundlag, samt sikre integrationen af borgere med etnisk minoritetsbaggrund i det danske samfund og være en stærk samarbejdspartner for virksomhederne”.

I arbejdet med at hjælpe ledige borgere i job og uddannelse giver udvalget forvaltningen et antal pejlemærker, der udstikker en fælles kurs og fælles forståelse for forvaltningens måde at arbejde på.

Vision og pejlemærkerne fremgår af figuren nedenfor:

 

 

 

Understøttelse af erhvervslivet: BIF skal have fokus på at understøtte erhvervslivet med rekruttering af arbejdskraft. Det kan også handle om tiltrækning og rekruttering af international arbejdskraft til København, iværksætteri og samarbejdet i Øresundsregionen mv.

Hvordan arbejdes der videre med pejlemærket

Udvalget har bestilt en temadrøftelse om erhvervsfremme. Forvaltningen lægger op til, at udvalget har to temadrøftelser i 2. halvår 2022 om erhverv og beskæftigelse. Udgangspunktet for drøftelserne vil være virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft, og hvordan forvaltningen kan imødekomme den efterspørgsel.

På første temadrøftelse kan udvalget bl.a. drøfte, om den nuværende handleplan for ’Arbejdskraft til virksomhederne’ (2019) skal forlænges.

Opkvalificering og uddannelse: BIF skal have fokus på opkvalificering og uddannelse som en vej til beskæftigelse. Ledige kan få de kompetencer, som er efterspurgte på arbejdsmarkedet, og dermed skabes et match mellem virksomhedernes behov og de lediges kompetencer.

Hvordan arbejdes der videre med pejlemærket

Udvalget har mulighed for at drøfte området under temadrøftelserne om erhverv og beskæftigelse i 2. halvår 2022 nævnt herover, hvor der lægges op til, at handleplanen drøftes.

Udvalget skal i juni og august 2022 drøfte en ny aktiveringsstrategi for uddannelseshjælpsmodtagere (ungestrategi). Aktiveringsstrategien skal understøtte, at flere unge københavnere starter på og gennemfører en erhvervskompetencegivende uddannelse.

Borgere i kanten af arbejdsmarkedet: BIF skal bruge den nuværende højkonjunktur til at hjælpe flere udsatte borgere til at være en del af arbejdsmarkedet. Når arbejdsgivere oplever mangel på arbejdskraft, kan det skabe et potentiale for andre og mere udsatte borgere kan komme ind på arbejdsmarkedet. Alternativt skal de pågældende borgere afklares til fleksjob eller førtidspension.

Hvordan arbejdes der videre med pejlemærket

Forvaltningen arbejder videre med implementeringen af kerneelementerne i ’Flere skal med’, hvor et lavt sagsantal sikrer, at jobrådgiverne har fleksible rammer for det beskæftigelsesfaglige arbejde og bedre tid til det virksomhedsrettede arbejde og til at arbejde aktivt med de komplekse borgersager, som kræver flere ressourcer.

Forvaltningen arbejder også på at styrke det tværfaglige samarbejde med Socialforvaltningen, så borgere med komplekse sociale og beskæftigelsesmæssige problemstillinger får en sammenhængende og overskuelig indsats med højere kvalitet.

Integration og sprog: BIF skal styrke integrationen af og sprogkundskaber hos de borgere, der har behov for det. Det gælder både vestlige og ikke-vestlige borgere. Det handler om relevant sprogundervisning, gerne kombineret med beskæftigelsesrettede tilbud, men også om udbredelse af demokratiske værdier.

Hvordan arbejdes der videre med pejlemærket

Udvalget skal behandle en række handleplaner på området. Handleplan for forebyggelse af ekstremisme er behandlet i april 2022. Derudover behandles handleplan mod racisme og diskrimination første gang i juni 2022, og igen i efteråret 2022 og i 1. kvartal 2023. Der skal behandles en ny integrationshandleplan i efteråret 2022. Procesplan for handleplan for forebyggelse af social kontrol blev behandlet i maj 2022.

Udvalget skal også behandle kommunens nye integrations- og medborgerskabspolitik, som forvaltningen er tovholder på. Politikken behandles i efteråret 2022 og igen i starten af 2023.

Fremtidens arbejdsmarked:  BIF skal have blik for, hvilke kompetencer private og offentlige arbejdspladser efterspørger både nu og i den nære fremtid med henblik på at ledige borgere opkvalificeres med de efterspurgte kompetencer. Fx gør den stigende digitalisering i samfundet det stadig sværere at klare sig på arbejdsmarkedet uden digitale kompetencer. Også den grønne omstilling giver anledning til nye behov for kompetencer.

Hvordan arbejdes der videre med pejlemærket

Forvaltningen vil fortsat arbejde med området ud fra strategierne ’Løft af lediges digitale kompetencer’ (2020) og ’Grønne jobs – grønne kompetencer’ (2021). Der er i 2021-2024 afsat midler til pilotprojekter i samarbejde med virksomheder o.l., som skal give ledige jobspecifikke digitale kompetencer, og der er i 2022-2023 afsat midler til en opkvalificeringsindsats til ledige målrettet grøn omstilling.

Udvalget har bestilt en temadrøftelse om grøn omstilling, der er planlagt til at ligge i 2. kvartal 2023.

Medarbejdertrivsel:  BIF skal have et stærkt fokus på at styrke medarbejdertrivslen i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen. Det er ambitionen at sikre høj medarbejdertrivsel og at medarbejderne er stolte over deres arbejdsplads, og dermed kan yde den bedst mulige indsats og service til borgere og virksomheder. Der skal derfor arbejdes på at styrke trivsel og motivation blandt medarbejderne i BIF.

Hvordan arbejdes der videre med pejlemærket

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget får en mundtlig orientering om status på arbejdsmiljøet i forvaltningen på udvalgsmøderne.

Der er udarbejdet en handleplan på baggrund af Arbejdsmiljø Københavns (AMK) undersøgelse af arbejdsmiljøet i Centralforvaltningen. Gennemførelse af aktiviteterne foregår efter planen. Forvaltningen er bl.a. sammen med en ekstern konsulent ved at tilrettelægge et forløb med kompetenceudvikling i konflikthåndtering til ledere, tillidsvalgte og medarbejdere. Udvalget får en kopi af den endelige handleplan.

BIU har drøftet resultatet af undersøgelsen af sexistisk kultur og adfærd på udvalgsmøde d. 23. maj 2022. Hoved-MED vil d. 15. juni 2022 drøfte BIF-handleplanen til opfølgning på undersøgelsen. Hoved-MED får på samme møde forelagt status på opfølgning af BIF’s TU21 handleplan (Trivselsmåling 2021).  Aktiviteterne foregår også her efter planen.

2. Særlige fokusområder

Hvor pejlemærkerne ovenfor er nogle tilgange og en fælles kurs, som vil gælde for forvaltningen i hele udvalgets valgperiode, sætter udvalget også spot på nogle særlige fokusområder, som udvalget vil arbejde fokuseret med i dele af valgperioden.

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget vil i 2022 arbejde med følgende særlige fokusområder: 

  • Ukrainske flygtninge i København
  • Borgere med handicap/funktionsnedsættelse.

Ukrainske flygtninge:  Den russiske invasion af Ukraine begyndte den 24. februar 2022 og har startet en større flygtningestrøm. Kommunerne har en stor opgave med at hjælpe de ukrainske flygtninge, som har behov for et sted at bo og formidling til jobs. mv. Udvalget har samtidig fokus på indsatsen for flygtninge fra andre dele af verden.

Hvordan arbejdes der videre med det særlige fokusområde

Situationen vedrørende fordrevne fra Ukraine i Københavns Kommune udvikler sig hurtigt, og udvalget vil derfor løbende få mulighed for at tage stilling til en bred vifte af problemstillinger på området. Der pågår et tværfagligt arbejde, hvor BIF udfører en koordinerende indsats med at sikre, at der udvikles og leveres en god og helhedsorienteret modtagelse af de ukrainske flygtninge, der visiteres til Københavns Kommune. Herunder med fokus på at få så mange i job så hurtigt som muligt efter deres ankomst og generelt sikre en integration i lokalsamfundet via skole, foreningsliv mv. Der skal løbende tages stilling til håndteringen og bemandingen af dette arbejde, samt kontinuerligt sikres fysisk indkvarteringskapacitet til at modtage de fordrevne.

Udvalget vil bl.a. skulle have en drøftelse af den nuværende ”Københavnermodel for modtagelse af flygtninge”, og hvorvidt der skal laves en særlig model for de ukrainske flygtninge under særloven med et andet serviceniveau.

Borgere med handicap/funktionsnedsættelse:  Der er generelt på landsplan større ledighed blandt borgere med handicap, dvs. med varig fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse, end blandt borgere uden handicap, og gabet i beskæftigelse mellem de to grupper er vokset[i]. Der er en stor opgave med at mindske barriererne for, at borgere med handicap kommer i job. Både af hensyn til den enkelte borger, og samtidig kan personer med handicap udgøre en uudnyttet arbejdskraftsressource.  

Hvordan arbejdes der videre med det særlige fokusområde

Der er planlagt en temadrøftelse om handicap i efteråret 2022. Her vil BIU blive orienteret om beskæftigelsesindsatsen for borgere med funktionsnedsættelser, og resultater og anbefalinger fra afdækningen af Jobcenter Københavns håndtering af borgere med funktionsnedsættelser, der blev afsat midler til i Overførselssagen 2021/22, præsenteres.

På temadrøftelsen vil BIU skulle drøfte udkast til ny handicappolitik for Københavns Kommune (udarbejdes i Socialforvaltningen og godkendes i Borgerrepræsentationen i foråret 2023) og give input til indsatsplanen for beskæftigelses- og integrationsområdet, som BIU skal udarbejde i sammenhæng med handicappolitikken. Indsatsplanen skal endeligt godkendes i BIU i foråret 2023. BIU’s videre arbejde med pejlemærket for flere borgere med funktionsnedsættelser kan indgå i indsatsplanen og i drøftelserne omkring, hvordan afdækningens anbefalinger skal implementeres i jobcentrene.

3. Emner til oplæg eller temadrøftelser

Udover emnerne i pejlemærker og særlige fokusområder har udvalget nævnt nogle emner, som udvalget ønsker at drøfte eller få en status på i løbet af udvalgsperioden. Der er tale om følgende emner:

Oplæg og temadrøftelser:

  • Iværksætteri (23. maj 2022 – afholdt)
  • Erhvervsfremme (3. kvartal 2022)
  • Samarbejde med socialøkonomiske virksomheder (SØV) og foreningslivet i København (4. kvartal 2022)
  • Kooperativer og demokratiske virksomheder (evt. BIF’s rolle i forhold til Økonomiforvaltningen) (1. kvartal 2023)
  • Grøn omstilling (2. kvartal 2023)

Skriftlig orientering eller status:

  • Fastholdelse af seniorer i job (3. kvartal 2022)
  • Tilfredshed med Jobcenter København, særligt aktivitetsparate borgere (3. kvartal 2022 og 1. kvartal 2023)
  • IPS (Individual Placement and Support), som er en håndholdt, virksomhedsrettet indsats for borgere med udvalgte psykiatriske diagnoser eller rusmiddelproblemer, og om metoden kan udbredes til flere målgrupper (1. kvartal 2023).

Økonomi

Udgifter til facilitering af processen, som varetages af et eksternt konsulentbureau, afholdes inden for forvaltningens ramme.

Videre proces

Såfremt at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender indstillingen, arbejdes der videre med den nye vision med seks pejlemærker og to særlige fokusområder som beskrevet i indstillingen.

 

Marianne Becker Andersen / Lars Ethelberg Nielsen


[i] Kilde: VIVE, Handicap og beskæftigelse 2020 – Viden til at understøtte, at flere personer med handicap kommer i beskæftigelse, 2021 

Beslutning

Radikale Venstre fremsatte følgende ændringsforslag, hvor følgende afsnit tilføjes til indstillingens løsningsafsnit:

”Forvaltningen skal være engageret i, hvilke kompetencer private og offentlige arbejdspladser efterspørger både nu og i den nære fremtid med henblik på at ledige borgere opkvalificeres med de efterspurgte kompetencer.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Enhedslisten fremsatte følgende ændringsforslag til formuleringen af visionen:

Fra:

”Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal med omsorg, inddragelse,

tillid og høj faglighed skabe gode brugeroplevelser og hjælpe ledige københavnere i ordinære job og uddannelse for at sikre et værdigt forsørgelsesgrundlag, samt sikre integrationen af borgere med etnisk minoritetsbaggrund i det danske samfund og være en stærk samarbejdspartner for virksomhederne”

 

Til:

”Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skal med omsorg, inddragelse,

tillid og høj faglighed skabe gode brugeroplevelser og hjælpe ledige københavnere i ordinære job og uddannelse for at sikre et værdigt forsørgelsesgrundlag, samt sikre integration af borgere med etnisk minoritetsbaggrund og andre minoriteter i det danske samfund og være en stærk samarbejdspartner for virksomhederne”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Udvalget fremsatte følgende ændring til formuleringen af pejlemærket ”integration og sprog”:

Fra:

” BIF skal styrke integrationen af og sprogkundskaber hos de borgere, der har behov for det. Det gælder både vestlige og ikke-vestlige borgere. Det handler om relevant sprogundervisning, gerne kombineret med beskæftigelsesrettede tilbud, men også om udbredelse af demokratiske værdier.

 

Til:

”BIF skal styrke integrationen af og sprogkundskaber hos de borgere, der har behov for det. Det gælder både vestlige og ikke-vestlige borgere. Det handler om relevant sprogundervisning, gerne kombineret med beskæftigelsesrettede tilbud, men også om udbredelse af demokratiske værdier og kendskab til den danske model.”

 

Ændringsforslaget blev vedtaget uden afstemning.

 

Indstillingen blev herefter godkendt uden afstemning.

Til top