Resultatrevision 2010 (B-sag)
Alle landets jobcentre er hvert år forpligtet til at udarbejde en såkaldt resultatrevision. I resultatrevisionen gøres status over resultaterne for jobcenterets beskæftigelsesindsats i 2010.
Indstilling og beslutning
Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,
1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkender Jobcenter Københavns resultatrevision for indsatsåret 2010.Problemstilling
Det følger af loven om styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, at Jobcenter København årligt skal udarbejde en Resultatrevision. Resultatrevisionen bygger på en skabelon udarbejdet af Arbejdsmarkedsstyrelsen (AMS), og AMS stiller data til rådighed på www.jobindsats.dk til brug for udarbejdelsen af resultatrevisionen. Resultatrevisionen omfatter Jobcenter Københavns resultater vedrørende de tre udmeldte mål fra beskæftigelsesministeren, rettidigheden i indsatsen samt kommunens besparelsespotentiale.
Resultatrevisionen for indsatsåret 2010 har været til høring i Beskæftigelsesregion Hovedstaden og Sjælland (BRHS). BRHS kvitterer bl.a. for, at Jobcenter København har indfriet jobcenterets målsætninger i Beskæftigelsesplan 2010 for de 3 ministermål. Høringssvaret fra BRHS indeholder desuden en anbefaling til Jobcenter København om øget brug af intensiv og tidlig indsats for særligt dagpengemodtagere med henblik på at reducere kommunens arbejdskraftreserve jf. vedlagte bilag 2.
Resultatrevisionen har tilsvarende været til høring i Det Lokale Beskæftigelsesråd (LBR). LBR kvitterer ligeledes for indfrielsen af de 3 ministermål i Jobcenter Københavns Beskæftigelsesplan. Samtidigt udtrykker LBR bekymring for væksten i arbejdskraftreserven for gruppen af dagpengemodtagere. LBR opfordrer til en øget brug af ’tidlig indsats’ for nyledige dagpegemodtagere med henblik på at begrænse arbejdskraftreserven, herunder en særlig indsats for gruppen af dagpengemodtagere med risiko for udfald af dagpengesystemet. Endeligt opfordrer LBR til en øget brug af ordinær uddannelse i Jobcenter Københavns aktiveringsindsats, jf. bilag 3.
Løsning
Brugen af ’tidlig indsats’ samt ’intensiv indsats’ for udvalgte målgrupper blandt dagpengemodtagere indgår i Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets Beskæftigelsesaftale 2012 i tråd med såvel BRHS’ og LBR’s anbefalinger. Som element i Beskæftigelsesaftalen er der afsat 60 mio. kr. i indsatsåret 2012 til en ’tidlig indsats’ for udvalgte dagpengemodtagere, herunder ledige fra a-kasser med overledighed, nyuddannede samt dagpengemodtagere med risiko for udfald af dagpengesystemet. Eventuelle yderligere initiativer målrettet gruppen af dagpengemodtagere med risiko for udfald af dagpengesystemet afventer resultaterne af den af LBR bestilte analyse om netop denne målgruppe.
Endeligt har Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 23. maj 2011 vedtaget en Uddannelseshandleplan med en strategi for øget brug af redskabet ordinær uddannelse i aktiveringsindsatsen for udvalgte målgrupper, bl.a. unge uden uddannelse, ufaglærte ledige m.fl.
Udvalgte resultater fra Resultatrevision 2010
Resultatrevisionen for indsatsåret 2010 er vedlagt som bilag 1. Følgende resultater fra resultatrevisionen kan særligt fremhæves:
- København opnåede i 2010 en samlet 3. plads på tværs af de tre ministermål ’Arbejdskraftreserven’, ’Sygedagpengeforløb over 26 uger’ samt ’Unge på offentlig forsørgelse’ i gruppen af sammenlignelige jobcentre.
Jobcenter København har i forhold til målet om Arbejdskraftreserven sikret den næst laveste tilgang til arbejdskraftreserven med en vækst på 3 pct. i 2010 i forhold til året før.
Jobcenter København har i forhold til målet om Sygedagpengeforløb over 26 uger i 2010 sikret den 3. største reduktion i antallet heraf svarende til -14 pct. i forhold til året før. Jobcenter Københavns målrettede arbejde for at begrænse antallet af lange sygedagpengesager siden 2008 har medført, at kommunen har den laveste andel af lange sager i såvel klyngen som i hele regionen.
I forhold til Ungemålet har Jobcenter København haft den næst største tilvækst af unge ledige svarende til 9 pct. i 2010. Resultatet skal ses i lyset af de ugunstige arbejdsmarkedskonjunkturer, som særligt rammer ungegruppen, samt at Jobcenter København fortsat ved udgangen af 2010 havde den laveste ungeledighed sammenlignet med de øvrige jobcentre i klyngen.
- AMS har pr. november 2010 omlagt rettidighedsmålingerne for kontanthjælp og dagpenge på www.jobindsats.dk i tæt samarbejde med Jobcenter København. Med ændringerne har målingerne på www.jobindsats.dk kraftigt tilnærmet sig målingerne i forvaltningens interne ledelsesinformationssystem (BIFLIS). Der vil dog forsat være den forskel, at rettidighedstallene i BIFLIS er inklusiv stikprøvekorrektion. Stikprøvekorrektionen korrigerer for de sager hvor borgerens rettidighedsfrist er overskreden, men hvor jobcenteret har handlet fuldt ud i henhold til loven, hvorfor jobcenteret bibeholder refusionsretten. Dermed fungerer rettidighedsstatistikken inkl. stikprøvekorrektion som indikator for jobcentrenes refusionsret.
Resultatrevisionen viser, at Jobcenter København har en udfordring i forhold rettidigheden i beskæftigelsesindsatsen. Ifølge Jobindsats’ var rettidigheden for kontanthjælpsmodtagere i 2. halvår 2010 henholdsvis 78 pct. i jobsamtaler, og 77 pct. i aktivering. Tilsvarende var rettidigheden for dagpengemodtagere i 2. halvår 2010 såvel 89 pct. i jobsamtaler som aktivering.
- Der er beregnet et besparelsespotentiale, som er opgjort som den potentielle besparelse, der kan opnås, hvis andelen af arbejdsstyrken, der modtager en given ydelsestype, nedbringes til det gennemsnitlige niveau blandt sammenlignelige jobcentre. Det positive besparelsespotentiale på 539 mio. kr. illustrerer, at såfremt København havde den samme andel på dagpenge samt kontant- og starthjælp som gennemsnittet for sammenlignelige jobcentre, så ville kommunen kunne spare 539 mio. kr. Tilsvarende illustrerer det negative besparelsespotentiale på 1.392 mio. kr., at såfremt København havde den samme andel på introduktionsydelse, revalidering, sygedagpenge, ledighedsydelse samt førtidspension som gennemsnittet for sammenlignelige jobcentre, så ville det koste kommunen 1.392 mio. kr. mere. Det betyder, at kommunen samlet set over alle beskæftigelsesområdets målgrupper ville have øgede udgifter på i alt 851 mio. kr. om året, hvis samme andel af arbejdsstyrken modtog kommunale overførselsindkomster som for gennemsnittet af sammenlignelige jobcentre.
Det skal bemærkes, at i AMS’s nyeste opgørelse af kommunernes målopfyldelse i forhold til beskæftigelsesministerens udmeldte resultatmål i 2011, er København pr. marts 2011 bedste blandt de sammenlignelige kommuner med ensartede rammevilkår, jf. bilag 4.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Resultatrevision 2010 sendes senest den 30. juni til BRHS og offentliggøres den 1. juli på regionens hjemmeside.
BILAG
- Resultatrevision 2010 for Jobcenter København.
- Høringssvar fra Region Hovedstaden og Sjælland til Jobcenter Københavns Resultatrevision 2010.
- Det Lokale Beskæftigelsesråd høringssvar til Jobcenter Københavns Resultatrevision 2010.
- Scorecard – København: Målopfyldelse i forhold til klyngen af sammenlignelige kommuner, marts 2011.
Morten Binder /Thomas Thellersen Børner