Mødedato: 20.05.2019, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Decisionsskrivelse vedr 2017 fra Beskæftigelsesministeriet

Se alle bilag

 

Resumé

Årsregnskabet på kommunens refusionsbelagte områder afsluttes med såkaldte decisionsskrivelser fra Beskæftigelsesministeriet og Udlændinge- og Integrationsministeriet, hvor ministerierne tilkendegiver om de tager forbehold for refusionshjemtagelsen.

Denne sag omhandler skrivelsen fra Beskæftigelsesministeriet for regnskab 2017. Beskæftigelsesministeriet tager ikke forbehold for den udbetalte refusion for 2017. Dermed kan kommunen beholde den modtagne refusion. Ministeriet beder om en statusredegørelse for udviklingen i kvaliteten på en række kritisable områder senest 1. juni 2019.

Ifølge Københavns kommunes retningslinjer skal revisionsrapporter o.l. forelægges fagudvalgene hurtigst muligt. Derfor forelægges sagen nu, selvom redegørelserne ikke er færdige. Forvaltningen foreslår, at decisionsskrivelse og redegørelse derfor indgår i udvalgets mødemateriale igen i forbindelse med revisionsberetningen for 2018, der forventes forelagt udvalget 17. juni. Dermed vil også kunne indgå i behandlingen, om der har været en udvikling fra 2017 til 2018.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager til efterretning, at staten i decisionsskrivelsen fra Beskæftigelsesministeriet ikke tager forbehold for den statsrefusion kommunen har modtaget og at sagen oversendes til Økonomiforvaltningen.
  2. at Beskæftigelse- og Integrationsudvalget tager til efterretning at decisionsskrivelse og redegørelse behandles på BIUs møde 17.juni i forbindelse med behandling af revisionsberetningen for 2018.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen modtog i 2017 ca. 2,0 mia. kr. i refusion på beskæftigelsesområdet. På den baggrund har Beskæftigelsesministeriet efter vanlig praksis fremsendt en såkaldt decisionsskrivelse til forvaltningen vedrørende revisionsberetningen for regnskabsåret 2017 (Decisionsskrivelsen er vedlagt som bilag 1). Decisionsskrivelserne er en af kvalitetsindikatorerne ift. forvaltningens arbejde (se bilag 2).

Ministeriet tager i decisionsskrivelsen på baggrund af revisionsberetningen for 2017 stilling til, om staten har forbehold i forhold til den statsrefusion og de tilskud kommunen har modtaget. Revisionsrapporterne for 2017 var færdige medio 2018 og er efterfølgende gennemgået af staten. Staten har vurderet den modtagne statsrefusion og tilskud for regnskabsår 2017 og staten har fremsendt decisionsskrivelsen april 2019. Sagen behandles derfor først nu i BIU.  

Løsning

Staten tager ikke forbehold for den modtagne refusion i decisionsskrivelsen for 2017.

Dette sker i praksis ved, at det konstateres, at revisor ikke har taget forbehold. Decisionsskrivelsen vedrørende 2017 er baseret på revisionsberetningen for 2017, som blev forelagt Beskæftigelses- og Integrationsudvalget på mødet den 27. august 2018 (dagsordenspunkt 7).

Ministeriet finder det kritisabelt at der igen er revisionsbemærkninger på jobafklaringsområdet og utilfredsstillende af der tillige er revisionsbemærkninger vedr. Min Plan og på områderne revalidering og kontantydelse. Udvalget blev orienteret om disse revisionsbemærkninger på mødet 27. august 2018 ifm. behandling af revisionsberetningen, jf. ovenfor. Ministeriet beder om en statusredegørelse for udviklingen i kvaliteten på de undersøgte områder senest 1. juni 2019 

Forvaltningen foreslår, at decisionsskrivelsen indgår som mødemateriale igen ved BIU-mødet den 17. juni 2019, hvor de anførte redegørelser vil være udarbejdet. Materialet vil indgå som bilag til revisionsberetningen for 2018, som forventes forelagt udvalget på dette møde. I revisionsberetningen for 2018 følger Deloitte op på udviklingen i kvaliteten i sagsbehandlingen fra 2017 til 2018, herunder de områder, der anføres i decisionsskrivelsen. Ved at behandle decisionsskrivelsen for 2017 sammen med revisionsberetningen for 2018, er der mulighed for at vurdere, hvordan det går med at rette op på kvaliteten i sagsbehandlingen på de områder, der kritiseres i decisionsskrivelsen.   

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser i sig selv.

Videre proces

Decisionsskrivelser i Københavns Kommune skal udover fagudvalget også behandles af Økonomiudvalget. Ministeriets decisionsskrivelse bliver behandlet på Økonomiudvalgets møde senere i 2019

Tanja Franck / Jeppe Bøgh Andersen

 

Beslutning

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning

 

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning

 

Til top