Mødedato: 20.01.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Flexuddannelsen for unge med kognitivt handicap

Se alle bilag

Resumé

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal drøfte fortsat deltagelse i Glad Fondens forsøg ”Flexuddannelsen”.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget drøfter Flexuddannelsen.

Problemstilling

Glad Fonden har modtaget bevilling til et nyt optag på Flexuddannelsen for august 2025 – juni 2027. Bevillingen kommer fra udmøntning af reserven til foranstaltninger på social-, sundheds- og arbejds-markedsområdet for 2025 - 2028, som et flertal i Folketinget har indgået aftale om.

Jobcenter København indgår i forsøget sammen med flere andre kommuner. Jobcenter Københavns fortsatte deltagelse i forsøget forudsætter finansiering.

Løsning

Glad Fonden gennemfører forsøget ”Flexuddannelsen” for unge med kognitivt handicap. Formålet er at opkvalificere de unge til at varetage et flexjob inden for deres uddannelsesområde over en periode på 2 år.

Forsøget er omfattet af en forsøgsbekendtgørelse fra Beskæftigelsesministeriet, hvilket gør det muligt for de unge at blive godkendt til fleksjob uden at gennemføre en bred afklaring. Det betyder, at de unge afklares til en konkret jobfunktion, og dermed kan afklaringen gennemføres langt hurtigere, end det normalt er muligt at afklare borgere til fleksjob.

Forvaltningen vurderer, at indsatsen er gavnlig for målgruppen, hvilket tidligere evalueringer bekræfter. Ifølge Glad Fondens opgørelse har 111 ud af 138 unge gennemført uddannelsen og er kommet i beskæftigelse, primært i fleksjob.

Forsøget finansieres af en statslig bevilling samt deltagerbetaling fra de deltagende kommuner. Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har tidligere bevilget finansiering til forsøget for 2024 og 2025.

Med årets aftale er der også afsat midler til en analyse, der skal undersøge potentialet for en permanent og landsdækkende implementering af Flexuddannelsen. Brev af 27. november 2024 fra Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye vedlagt som bilag 1.

Økonomi

Jobcenter København har ved det sidste optag aftalt med Gladfonden, at op til 14 unge kan deltage på uddannelsen.  Det er forventningen, at der ved et optag i august 2025 forsat vil være behov for op til 14 pladser.

Følgende tabel 1 viser de estimerede indsatsmidler til medfinansiering af Flexuddannelsen fordelt pr. år og i alt. De estimerede indsatsmidler er beregnet ud fra et optag af 14 elever i august 2025.

Tabel 1 – Estimat af udgiften til medfinansiering af Flexuddannelsen ved nyt optag i august 2025 med 14 elever per år og i alt, 1.000 kr. (indsatsmidler)

År

2. halvår
2025

2026

1.halvår
2027

I alt

Udgift i indsatsmidler, 1.000 kr.

578

1.428

735

2.741

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget kan:

  • Afstå fra optag: Det nye optag på Flexuddannelsen i august 2025 anvendes ikke.
  • Finansiering inden for egen ramme: Udvalget kan anvise finansiering (indsatsmidler) til fortsat deltagelse i Flexuddannelsen inden for udvalgets egen ramme. Det vil påvirke indsatsen for andre målgrupper negativt, alt andet lige.
  • Bestilling af budgetnotat: Udvalget kan bestille et budgetnotat til OF 2024/2025 og en hensigtserklæring til budget 2026 med henblik på fortsat deltagelse i Flexuddannelsen.

Videre proces

Afhængig af drøftelsen.

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen


Beslutning

Sagen blev drøftet. Udvalget besluttede, at der skal udarbejdes et budgetnotat til overførselssagen med henblik på finansiering til resten af 2025 og med en hensigtserklæring om, at sagen tages op igen til forhandlingerne om buget 2026. 
Til top