Mødedato: 20.01.2025, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Status for udbud af brobygning til uddannelse for unge

Se alle bilag

Resumé

Forvaltningen orienterer om status for udbud af de fire aftaler om brobygning til uddannelse for unge.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. at Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager status for udbud af brobygning til uddannelse for unge til efterretning.

Problemstilling

Jobcenter København har flere udbudspligtige tilbud for unge på uddannelsesinstitutioner med henblik på opkvalificering til og fastholdelse i uddannelse. Tilbuddene er:

  1. Brobygning til erhvervsuddannelse (Hotel- og Restaurantskolen / TEC)
  2. Mentorstøtte til fastholdelse på voksenuddannelsescenter (Københavns Voksenuddannelsescenter - KVUC)
  3. Brobygning til uddannelse via daghøjskole (Kursustrappen Frederiksberg)
  4. HF Inklusion+ (KVUC)

Aftalerne udløber den 31. juli 2025.

Løsning

Med udbudsplanen 2024/2025 besluttede Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 22. januar 2024 at igangsætte udbud af brobygning til uddannelse.  

De fire ovennævnte tilbud beskrives nedenfor:

1) Brobygning til erhvervsuddannelse

Brobygning til erhvervsuddannelse skal udvikles, så tilbuddet fremover bliver økonomisk bæredygtigt for uddannelsesinstitutionerne at levere. Det skyldes, at målgruppen for brobygning til erhvervsuddannelse (EUD) er faldet med ca. 40 pct. fra september 2017 til september 2024 (fra 608 til 361 fuldtidspersoner). Dernæst må en uddannelsesinstitution ikke påtage sig opgaver, der er underskudsgivende, hvilket har medført, at SOSU H opsagde sin aftale om brobygning til erhvervsuddannelse i oktober 2024.

Som del af udviklingsarbejdet har forvaltningen igangsat to forsøg:

  • Forsøg med ”mini-bro”: Med HRS afprøves en model i forhold til overgang fra jobcentret, hvor de unge dels er i tilbud på cafe B i jobcentret og dels er i tilbud på HRS. Forsøget kaldes ”Mini-bro”.
  • ”Bredt” brobygningsforløb: Med TEC afprøves en bredere tilrettelæggelse af brobygningen, så de unge bliver opkvalificeret til at kunne påbegynde uddannelse på flere uddannelsesområder end TEC’s eget fagområde (teknologi, byggeri og transport).

Herudover ses der på mulighederne for at styrke samarbejdet med FGU Hovedstaden.

Forvaltningen afventer resultater af udviklingsarbejdet, herunder hvorvidt det er muligt at tilrettelægge et bæredygtigt brobygningstilbud. Afhængig af resultaterne, kan udviklingsarbejdet betyde, at forvaltningen skal foretage en midlertidig forlængelse af de eksisterende aftaler med HRS og TEC for en kortere periode. En midlertidig forlængelse vil være relevant, hvis flere skoler er interesseret i at byde på brobygningsaftalerne, fordi der i så fald skal gennemføres et udbud. Derimod vil en forlængelse af aftalerne ikke være nødvendig, hvis der enten ikke er grundlag for et nyt udbud, eller hvis der kun er én interesseret skole. I det tilfælde, kan forvaltningen indgå nye aftaler via en frivillig bekendtgørelse om forudgående gennemsigtighed (profylaksebekendtgørelse)

2) Mentorstøtte til fastholdelse på voksenuddannelsescenter (KVUC)

Flere uddannelser oplever stort frafald. For eksempel estimerer Børne- og Undervisningsministeriet, at kun 59 pct. af eleverne på erhvervsuddannelser forventes at gennemføre deres uddannelse, og der er også betydelige frafald på andre kompetencegivende uddannelser.

Forvaltningen vurderer, at flere københavnske unge kan fastholdes i uddannelse ved at styrke samarbejdet med uddannelsesinstitutionerne. Det kan gøres ved at formalisere samarbejdet med flere skoler om mentorstøtte gennem en aftale. Med en aftale etableres klare arbejdsgange og ensartet betaling.

Forvaltningens juridiske rådgiver i udbud, DLA Piper, undersøger p.t. mulighederne for en model for udbud af mentorstøtte, hvor den administrative belastning for uddannelsesinstitutioner begrænses mest muligt.

Udviklingsarbejdet kan betyde, at forvaltningen skal foretage en midlertidig forlængelse af den eksisterende aftale med KVUC for en kortere periode med henblik på, at der kan gennemføres udbud.

3 og 4) Brobygning til uddannelse via daghøjskole og HF Inklusion+

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 28. oktober 2024 rammerne for udbud af brobygning til uddannelse via daghøjskole og HF Inklusion+.

Forvaltningen har efterfølgende offentliggjort bekendtgørelser om frivillig forudgående gennemsigtighed (profylaksebekendtgørelser) om, at forvaltningen vil indgå forhandlinger med Kursustrappen og KVUC om leveringen af de to tilbud. Da der ikke er modtaget indsigelser til bekendtgørelserne, vil forvaltningen i 1. kvartal 2025 gennemføre forhandlingerne med leverandørerne, så nye aftaler kan træde i kraft den 1. august 2025.

Økonomi

En rammeaftale giver ret, men ikke pligt til køb hos en leverandør. En leverandør garanteres derfor ikke et mindste køb.

Sagen har ingen økonomiske / ressourcemæssige konsekvenser i sig selv.

Politisk handlerum

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget har godkendt, at forvaltningen skal udbyde tilbuddene til de unge. Udvalget kan derfor komme med kommentarer eller stille ændringsforslag til den igangværende proces.

Videre proces

Forvaltningen forventer at forelægge indstilling for Beskæftigelses- og Integrationsudvalget i foråret 2025. Indstillingen vil omhandle rammerne for udbud af brobygning til uddannelse på erhvervsuddannelse, hvis resultaterne af udviklingsarbejdet viser, at der er grundlag for et bæredygtigt tilbud, samt rammerne for udbud af mentorstøtte til fastholdelse.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

 


Beslutning

Sagen blev taget til efterretning.

Til top