Mødedato: 19.09.2011, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Drøftelse af beskæftigelsesplan 2012

Se alle bilag

Beskæftigelsesplan 2012 skal sendes til Det regionale Beskæftigelsesråd senest den 31. oktober 2011. Forinden skal BIU drøfte indhold og fokusområder i planen. Endelig godkendelse skal ske på BIU-mødet 31. oktober 2011.

Indstilling og beslutning

Problemstilling

Kommunen er forpligtet til at udarbejde en årlig beskæftigelsesplan til Beskæftigelsesregionen. Udkast til Beskæftigelsesplan 2012 indeholder en samlet redegørelse for de vigtigste beskæftigelsespolitiske udfordringer samt beskrivelser af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens konkrete strategier i 2012. I udkastet er beskrevet de indsatser, der er besluttet med beskæftigelsesaftalen for 2012, samt øvrige vigtige politisk besluttede indsatser, der vil blive iværksat i 2012. Derudover er der en kort præsentation af den generelle indsats i jobcentret.

 
Det lokale Beskæftigelsesråd har haft planen i høring, og forvaltningen har udarbejdet en kommenteret oversigt over høringssvarerne, som er blevet drøftet på rådets møde d. 31. august 2011, jf. bilag 2. Høringssvarene har givet anledning til enkelte ændringer, som er indarbejdet i det foreliggende udkast til planen, jf. bilag 1.

Løsning

Udkastet til Beskæftigelsesplan 2012 er struktureret omkring Beskæftigelsesaftale 2012. Således svarer planens hovedkapitler til aftalens strategiske fokusområder; Jobklare ledige tilbage på sporet, En indsats der virker for vores indsatsklare borgere og Borgeren ved roret.

Udkastet til beskæftigelsesplanen indeholder derudover (og i henhold til Arbejdsmarkedsstyrelsens skabelon for beskæftigelsesplanen) et kapitel om hovedudfordringerne for beskæftigelsesindsatsen inklusiv de beskæftigelsespolitiske mål, som Beskæftigelsesministeren hvert år udmelder, samt et kapitel om samarbejdet med virksomheder.

I Beskæftigelsesplan 2012 er måleniveauer for de fire ministermål fastsat ud fra en forventning om, at det vil være muligt at nå dem, med den ekstra indsats, der er besluttet med Beskæftigelsesaftale 2012. Måleniveauerne følger i vid udstrækning beskæftigelsesregionens anbefalinger.

Ministermålene og måleniveauerne er:

  • Ledige skal hurtigt tilbage i job – Langtidsledigheden skal bekæmpes. Antallet af ledige med mere end tre måneders sammenhængende offentlig forsørgelse (arbejdskraftreserven) skal begrænses til 15.753 personer (personer i ledighed og aktivering) i december 2012, svarende til et fald på 9,0 pct. fra december 2010 til december 2012.
  • Bedre hjælp til ledige på kanten af arbejdsmarkedet – færre mennesker på offentlig forsørgelse. Tilgangen af personer til permanente forsørgelsesordninger (ledighedsydelse, fleksjob og førtidspension) skal begrænses til 1.222 personer (fuldtidspersoner) i december 2012, svarende til antallet i december 2010.
  • Unge skal i uddannelse eller job. Antallet af unge på offentlig forsørgelse under 30 år skal begrænses til 10.624 personer (fuldtidspersoner i ledighed og aktivering) i december 2012, svarende til et fald på 6,2 pct. fra december 2010 til december 2012. Flere indvandrere og efterkommere skal i job
  • Antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på offentlig forsørgelse skal begrænses til 16.389 personer (fuldtidspersoner i ledighed og aktivering) i december 2012, svarende til et fald på 4,5 pct. fra december 2010 til december 2012.

Som led i udarbejdelsen af Beskæftigelsesplanen blev der i marts afholdt en konference i samarbejde med LO. Arbejdsmarkedets parter og udvalget var inviteret til at debattere de beskæftigelsesmæssige udfordringer i Københavns Kommune i 2012 med udgangspunkt i de fire ministermål.

Henover sommeren har beskæftigelsesplanen været i høring i Det lokale Beskæftigelsesråd (LBR) med frist d. 8. august 2011. Der indkom høringssvar fra Dansk Flygtningehjælp, LO, FTF og AC. Generelt er høringssvarerne meget positive og har karakter af tilkendegivelser mere end ændringsforslag.

Forvaltningens kommentarer og høringssvarerne er blevet drøftet på LBR-mødet d. 31. august 2011, hvorefter forvaltningen har rettet beskæftigelsesplanen til. Det er den tilrettede version, som BIU skal drøfte på mødet d. 19. september 2011.

På baggrund af de konkrete høringssvar har forvaltningen foretaget en række mindre rettelser, der er skrevet ind i beskæftigelsesplanen markeret med rødt.

 

I henhold til den officielle tidsplan har beskæftigelsesplanen før sommeren været til høring i Beskæftigelsesregionen Hovedstaden & Sjælland. I deres høringssvar, der er vedlagt som bilag, kvitterer beskæftigelsesregionen for, at København har opsat ambitiøse resultatmål for de fire ministermål. Derudover skriver beskæftigelsesregionen, at Københavns Kommunes beskæftigelsesplan beskriver de væsentligste beskæftigelsespolitiske udfordringer og problemstillinger samt kommunens planlagte indsats på områderne. Beskæftigelsesregionen finder således, at beskæftigelsesplanen er fyldestgørende og dækkende.

Det foreliggende udkast til beskæftigelsesplan, vil blive færdiggjort på baggrund af udvalgets kommentarer.

Økonomi

-

Videre proces

Efter en drøftelse i udvalget d. 19. september 2011 vil forvaltningen færdiggøre beskæftigelsesplanen med henblik på endelig godkendelse i BIU d. 31. oktober 2011, hvorefter den fremsendes til Beskæftigelsesregionen og Det regionale Beskæftigelsesråd. Planen offentliggøres senest d. 31. januar 2012.

De nuværende måleniveauer tager udgangspunkt i den officielle ledighedsprognose fra Finansministeriet fra maj 2011. Finansministeriet vil i efteråret komme med en ny prognose, som kan give anledning til en revurdering af måleniveauerne. Hvis den nye prognose kommer inden udvalgsmødet det 31. oktober, vil de eventuelt nye måleniveauer være indarbejdet i den plan, der bliver præsenteret for udvalget. Bliver den nye prognose offentliggjort på et senere tidspunkt, og giver den anledning til ændringer i måleniveauerne, vil forvaltningen på udvalgsmødet bede om bemyndigelse til at foretage en teknisk justering af måleniveauerne - alternativt forelægge en indstilling for udvalget herom.

BILAG

  1. Udkast til Beskæftigelsesplan 2012
  2. Oversigt over høringssvar fra LBR samt rettelser i Beskæftigelsesplan 2012
  3. Beskæftigelsesregionens høringssvar
Morten Binder                                /Kaj Ove Christiansen

Beslutning

Indstillingen blev drøftet.
Til top